Plejefamiliers egne børn bliver overset
Når udsatte børn og unge bliver anbragt i en plejefamilie, kan familiens egne børn komme følelsesmæssigt i klemme. Men modsat plejebørnene har de biologiske børn ingen krav på professionel samtale og støtte. Det er kritisabelt, mener flere eksperter
Min mor måtte sige nej til forældremøder og kunne ikke være med, hvis jeg for eksempel skulle optræde med noget i skolen. Det er prisen for at have plejebørn.
Sådan beskriver nu 24-årige Emil Fredeløkke en af de negative konsekvenser ved at vokse op som biologisk barn i en plejefamilie. Som barn og ung følte han sig ofte overset. Og han var samtidig bekymret for, at hans forældre skulle gå ned med stress på grund af plejebørnene, der krævede meget opmærksomhed.
Men Emil Fredeløkke og hans forældre havde ingen krav på professionel hjælp til at tackle de følelser, han bar rundt på.
For plejefamiliernes egne børn er ingen steder at finde i lovgivning og retningslinjer på området. Det er op til kommunerne og de enkelte familieplejekonsulenter at vurdere, om der også skal være fokus på egne børns trivsel ved eksempelvis tilsyn med plejefamilien og efteruddannelse af plejeforældrene.
Og det er en problematisk situation, mener flere eksperter i miljøet.
For selvom det giver børnene en række gode kompetencer og egenskaber at vokse op sammen med plejebørn, kan de også rammes af jalousi, vrede, skyldfølelse og en tyngende ansvarsfølelse, som de skal have hjælp til at sætte ord på.
Det påpeger Karin Torp, der er uddannet socialpædagog og tager rundt i landet og holder kurser for netop plejefamiliers egne børn.
Hun mener, det er meget vigtigt, at de biologiske børn bliver hørt, når de bliver klemt mentalt.
– De biologiske børn har brug for at tale med andre end deres forældre om, hvordan de har det. De har brug for, at familieplejekonsulenterne engang imellem får en snak med dem. Det er der nogle af konsulenterne, der gør i særlige tilfælde, men jeg synes faktisk, at det er en skal-opgave.
Det synspunkt får opbakning fra Hanne Warming, der er barndomsforsker og professor ved Roskilde Universitet.
– Man bør tilbyde ikke bare plejebørnene, men også egne børn, at der er nogen, der kommer og snakker med dem om, hvordan det opleves at være i en plejefamilie. Det kan være rart for børnene, at der er nogle udefrakommende, der giver dem et refleksionsrum. Det er ikke en del af konsulenternes opgave, men det burde det være. For det drejer sig ikke kun om plejebørn og plejeforældre, det drejer sig om hele familien.
Emil lagde låg på følelserne
I en længere periode i teenagealderen havde Emil Fredeløkke det skidt med at gå i skole. Der var mange problemer, og han blev ofte drillet. Men når han fortalte om det derhjemme, havde han en oplevelse af, at hans forældre ikke rigtigt havde tid til at tage sig af det.
– Der var så meget andet, der skulle ordnes. Der blev taget hånd om plejebørnenes problemer, før der blev taget hånd om mine. Og det var jeg bare nødt til at acceptere, siger Emil Fredeløkke, der erindrer mange episoder i barndommen og ungdommen, hvor han lagde låg på sine følelser.
– Mine forældre kunne godt have været bedre til at være opmærksomme på, at man altså nemt blev glemt, når man var mig.
|
Så mange plejefamilier er der Der findes ingen opgørelser over, hvor mange plejefamilier, der er i Danmark. Det skyldes, at plejefamilierne godkendes af kommunerne, der ikke er forpligtigede til at indberette antallet. En undersøgelse foretaget for Socialstyrelsen i 2010 anslår imidlertid, at der på landsplan er 14.090 godkendte plejefamilier. En medlemsundersøgelse foretaget af Socialpædagogerne viser, at mere end 90 pct. af plejefamilierne har egne børn og 62 pct. af disse har egne, hjemmeboende børn. Kilde: Socialpædagogerne og Socialstyrelsen |
Intet fokus hos mange kommuner
Hos KL har man ikke noget overblik over, i hvor høj grad landets kommuner tager hånd om de biologiske børn i plejefamilierne.
Men Jessi Brender Olesen, der er konsulent i KL, forklarer, at det i KL’s Familieplejehåndbog anbefales, at familien før den generelle godkendelse bl.a. overvejer, hvordan det vil påvirke familiens egne børn at få et plejebarn.
– Det er helt afgørende for plejefamilien at være opmærksom på, at det at have et plejebarn vil involvere hele familien. Og således også familiens egne børn, siger Jessi Brender Olesen.
– Desværre er der ikke anbefalinger til, hvordan man forholder sig, hvis plejefamiliens egne børn kommer i klemme i den periode, plejebarnet er anbragt i plejefamilien. Men jeg ved, at flere kommuner arbejder målrettet med at tage hånd om den problemstilling, siger hun.
En spørgeskemaundersøgelse foretaget i forbindelse med artiklerne i dette nummer af Socialpædagogen blandt 130 plejeforældre spredt over hele landet tyder imidlertid på, at det langt fra er alle kommuner, der har fokus på plejefamiliernes egne børn.
69 pct. af de plejefamilier, der har haft tilsyn i 2012, svarer således, at der ikke blev talt med familiens egne børn under tilsyn. Og mere end en tredjedel svarer, at der heller ikke blev spurgt ind til egne børns trivsel.
Ligeledes svarer 45 pct. af de plejeforældre, der har modtaget supervision i 2012, at der ikke blev talt med eller om familiens egne børn under supervision. Mens 70 pct. af de plejeforældre, der har modtaget efteruddannelse, svarer, at der slet ikke var fokus på egne børn på efteruddannelsen.
Kunne ikke selv få sat ord på
– Der er aldrig nogen af kommunens tilsynsførende, der har talt med mig. Overhovedet ikke.
Sådan siger Emil Fredeløkke, der husker, at han som barn syntes, det var rigtig spændende, når kommunen kom på tilsyn.
– Jeg har altid gerne villet være med på de møder, men det måtte jeg så bare ikke, siger han.
Igennem sin barndom havde Emil Fredeløkke stort besvær med at få fortalt sine forældre, hvordan han egentlig havde det med, at plejebørnene tog så meget af deres tid og opmærksomhed.
– Jeg har nok accepteret meget, men i virkeligheden været ked af det. Og jeg har ikke turde sige til mine forældre, at NU var det nok. Det kunne jeg ikke gøre som deres søn. Det var svært. Jeg ville jo helst ikke ødelægge deres drøm om at have plejebørn – og ødelægge deres karriere. Så det var et meget ømtåleligt emne, siger Emil Fredeløkke, der nu erkender, at det ikke har været godt for ham at gå rundt med sine tanker og følelser helt alene.
I dag tror han, at en samtale med den tilsynsførende alene måske kunne have hjulpet ham med at få lettet sit hjerte.
– Så tror jeg sagtens, jeg ville kunne sige, hvordan jeg havde det. Det var mere i forholdet til mine forældre, at modet svigtede.
Oversete børn i samfundstjeneste
Det nuværende fokus på egne børn i plejefamilier er ganske enkelt for dårligt. Det mener både Plejefamiliernes Landforening og Socialpædagogerne.
– Plejefamiliernes egne børn er en overset gruppe. Kommunerne negligerer det forhold, vi som forældre har til vores egne børn, og de problemstillinger, børnene måtte have. Og man tænker, at det udelukkende er op til os som forældre at vurdere, hvad vores egne børn har brug for, siger Jens Vegge Bjørck, der er formand for Plejefamiliernes Landsforening.
– Det er ikke godt nok. De biologiske børn er en aktiv del af den ramme, som arbejdet foregår i, og kommunerne burde som minimum sikre, at de kan holde til det, siger han.
Den betragtning bakkes op af Socialpædagogernes formand, Benny Andersen:
– Plejefamilierne løser en opgave for kommunerne og for os alle sammen. De stiller deres hjem til rådighed 24 timer i døgnet – de stiller deres familier til rådighed. Og derfor bør egne børn selvfølgelig også være i fokus, når vi som samfund vælger at bruge den slags foranstaltninger til at løse en opgave for os.
Tilsynsreform – uden de biologiske børn
Fra nytår forventes den nye tilsynsreform at træde i kraft, som skal sikre en bedre kvalitet på anbringelsessteder, botilbud og andre sociale døgntilbud for udsatte børn og voksne – herunder familieplejen.
Alle Folketingets partier står bag det nuværende udspil til reformen, som dog ikke nævner plejefamiliernes egne børn. Og ordførerne på området er tilsyneladende heller ikke enige om, hvorvidt de biologiske børn bør være en del af reformen.
Socialordfører i SF, Anne Baastrup, erkender, at børnene kan blive negativt påvirkede af forældrenes arbejde med plejebørn, men hun mener ikke, at det nødvendigvis er et politisk ansvar at sikre de biologiske børns trivsel.
– Jeg ved, at der er problemer for de børn, der vokser op i plejefamilier, men vi bliver bare også nødt til at forvente, at plejeforældrene, der påtager sig opgaven, selv er opmærksomme på, at deres egne børn kan blive udfordret af det, og at de er i stand til at håndtere det. Er de ikke i stand til at håndtere deres egne børns udfordringer, så er de jo heller ikke i stand til at håndtere de anbragte børns udfordringer, siger Anne Baastrup.
Enhedslistens ordfører på området, Pernille Skipper, er imidlertid mere åben overfor at give plads til plejefamiliernes egne børn i lovgivningen, og hun mener bestemt, det er en problemstilling, der bør optage politikerne. Efter hendes opfattelse er det dog ikke realistisk, at det sker i denne omgang.
– Det her er ikke en problemstilling, jeg er blevet præsenteret for før, men når jeg hører det, kan jeg da godt se, at det er logisk, at arbejdet også lægger et pres på egne børn. Det er nok desværre ikke praktisk muligt at få de biologiske børn skrevet ind i lovgivningen i denne omgang, men i kraft af den politiske aftale, skal vi følge op på hele godkendelses – og tilsynsområdet, og så vil det helt klart være noget, vi skal have med, siger Pernille Skipper.
Det er principielt helt forkert
Hun bakkes op af Venstres socialordfører Eyvind Vesselbo, der gerne ser, at plejefamiliernes egne børn bliver et punkt på den politiske dagsorden. Det nuværende, manglende fokus er utilfredsstillende, synes han.
– Jeg mener ikke, det er en rimelig måde at behandle både de anbragte børn, de biologiske børn og deres forældre på. Ingen af de tre parter kan være tjent med, at man bare lukker øjnene for de biologiske børn. Der er meget arbejde med unge plejebørn, og plejefamiliernes egne børn kan føle sig overset og svigtet. Det er principielt helt forkert, at de biologiske børn ikke indgår som en del af tilsynet, siger Eyvind Vesselbo.
Det har ikke været muligt at få Socialminister Karen Hækkerups kommentar til kritikken.
De usynlige børn
Omstændighederne omkring Emil Fredeløkkes opvækst har langt fra været udelukkende negative, påpeger han. For hverdagen i en plejefamilie har lært ham at rumme andre og se tingene i et større perspektiv. Men de positive sider er ikke nok til at opveje de negative, mener han. Derfor kunne Emil heller aldrig selv finde på at blive plejeforælder.
– Jeg vil faktisk fraråde folk at blive familieplejere. Prisen for at have plejebørn er alt for høj i forhold til egne børn, siger han.
Emil Fredeløkkes forældre har stadig plejebørn, så også i dag skal han kæmpe om sine forældres opmærksomhed. Men det er blevet lettere nu, hvor han er voksen. Alligevel ligger det ham meget på sinde, at konsekvensen ved at være eget barn i en plejefamilie kommer frem i lyset.
– Omverdenen skal vide, hvad det egentlig indebærer for egne børn at vokse op i en plejefamilie. Det tror jeg ikke, der er ret mange, der gør. De ser os slet ikke.