Undertrykker egne problemer
Forældre i plejefamilier kan have svært ved at gennemskue, hvordan deres biologiske børn har det. Børnene lægger ofte skjul på egne problemer for at skåne mor og far
Min mor og far har nok at tænke på, så jeg skal ikke belaste dem. Den tanke fylder meget hos mange biologiske børn i plejefamilier, vurderer eksperter, og det kan få dem til at holde egne problemer tilbage. Birthe Laursen, der har været familieplejekonsulent i over 20 år, forklarer, at rigtig mange af de biologiske børn er bekymrede for deres mor og far.
– De bekymrer sig om, hvordan plejeopgaven slider på forældrene. Og denne bekymring kan få dem til at tilbageholde deres egne problematikker, fordi de biologiske børn tænker, at deres forældre har nok at tænke på i forvejen, forklarer Birthe Laursen.
Det billede genkender Karin Rasmussen, der som psykolog yder supervision til plejefamilier. Hun pointerer, at flere biologiske børn skjuler deres sande følelser for forældrene.
– Plejefamiliernes egne børn får tendens til at tilpasse sig. Og derfor kan det også være svært for forældrene at se, hvis de går rundt med noget, siger hun.
Karin Rasmussen peger på, at plejefamilierne normalt er meget ressourcestærke familier, der har valgt at blive plejefamilie ud fra et ønske om at tage et socialt ansvar. Det er familiens egne børn klar over, og de vil gerne være med til at være ‘dygtige’, forklarer hun.
– Egne børn skal kunne tåle mange ting, og de bliver nogle gange nødt til at undertrykke deres egne behov. Det kan give nogle følelsesmæssige konflikter, men de behøver ikke nødvendigvis at være farlige. Det, der kan være problematisk, er, hvis det ikke bliver opdaget, og barnet ikke får mulighed for at give udtryk for sine følelser, siger Karin Rasmussen.
Forældre kan blive ‘blinde’
Selvom det altså kan være svært for forældrene at gennemskue, hvordan deres egne børn egentlig går og har det, er det deres ansvar at skabe rum til, at børnene kan komme af med de ting, de bærer rundt på – og eksempelvis ikke kommer til at gå alene med nogle spørgsmål, understreger Birthe Laursen.
Hun mener dog også, er plejeforældrene generelt er rigtig gode til også at være opmærksomme på deres egne børn.
– Men de kan blive overhalet af virkeligheden, når de står midt i noget, der er kaotisk. Og så må man som tilsynsførende hjælpe med at huske dem på det, tilføjer hun.
Plejebørn, der anbringes i familiepleje, kræver ofte meget opmærksomhed, og derfor er tid også en faktor, som kan spille ind på forældrenes muligheder for at opdage, hvis deres egne børn holder problemstillinger tilbage.
I en spørgeskemaundersøgelse foretaget i forbindelse med disse artikler blandt 130 plejeforældre spredt over hele landet med egne, hjemmeboende børn, svarer 44 pct., at de oplever, at de har fået mindre tid til deres egne børn, fordi der er et eller flere plejebørn i familien.
Ifølge Lasse Guldstad Larsen, der er psykolog, opvokset med plejebørn og er forfatter til en bog om emnet, lægger plejebørnene et voldsomt pres på forældrene, som kan medføre, at de ender med at overse deres egne børn:
– Forældrene er ofte i nogle meget pressede situationer, og så kan de godt blive lidt blinde på nogle pletter i deres liv – og fortrænge hvordan deres egne børn går og har det.
Lasse Gulstad Larsen mener derfor, det er afgørende, at plejefamilier får hjælp til løbende at reflektere over deres egne børns vilkår, hvilken information de skal have, og hvordan de skal involveres i arbejdet med plejebørnene.
Egne problemer kan virke små
Plejebørnenes baggrund kan også være medvirkende til, at de biologiske børn i familien vælger at holde deres problematikker for sig selv.
De biologiske børn kan tænke, at deres problemer er for små i forhold til plejebørnenes, forklarer Lasse Gulstad Larsen.
– Det er jo klart, at det kan være lidt svært at komme hjem og være ked af, at man har fået en ny sidemakker i skolen, hvis man bor sammen med et plejebarn, der fortæller, at han eller hun har været udsat for vold og overgreb eksempelvis.
Og plejebørnene går ofte rundt med tanker og viden, som de reelt set er for unge til at kunne kapere.
– Det handler jo om, at de biologiske børn skal tage ansvar for nogle ting, som de egentlig ikke er klar til at tage ansvar for. Derfor fortrænger og undertrykker de alle de konflikter, de selv oplever. Og derfor bliver de nogle meget, meget velfungerende og loyale unge mennesker på overfladen, men det er ikke altid de lykkeligste.
Og netop fordi mange biologiske børn på overfladen ser ud til at trives, så vurderer Lasse Gulstad Larsen, at det er svært at få gennemtrumfet, at kommunerne skal bruge flere ressourcer på området.
– Det er uden tvivl meget svært at formidle, hvorfor man i den her sammenhæng skal tilbyde hjælp til nogle udadtil meget velfungerende børn, siger han – men understreger også, at man aldrig må negligere de biologiske børns problemer, blot fordi de altid vil synes mindre end plejebørnenes.