Hvordan får vi refleksionen igen?
Kommunalreformens besparelser og New Public Management gør os tillært udygtige. For når medarbejderne ikke længere udfordres på deres faglige refleksionsevne, så afvikles den lige så langsomt, mener uddannelseskonsulent Sanne Graabech
Når pengene taler, så tier sandheden. I skal altså offentligt italesætte jeres indsats – støtten til og omsorgen for de udstødte og marginaliserede mennesker, som I arbejder for. Omsorg er vigtigt i vores samfund, for vi kan ikke leve uden.
Således konkluderede uddannelseskonsulent Sanne Graabech et par timers oplæg og samtaler på landsmødet i maj i netværket af socialpædagoger, der arbejder blandt udstødte og marginaliserede borgere. Sanne Graabech arbejder selv på Center for Kompetenceudvikling i Region Midtjylland og er oprindeligt uddannet ergoterapeut og sociolog.
– Kommunalreformen af 2007 overdrager det meste af det sociale område til kommunerne, og det bliver ledelsesformen New Public Management, der skal klare den sag. Alt skal være effektivt, så der kan spares tid og penge. Kvalitet er sådan set ikke inkluderet, men sikres, det skal den. Filialer fjernes, steder lægges sammen, og gør-det-selv-princippet med hjemtagninger hersker.
– Man forsøger at finde det objektive frem for det menneskelige, og det offentlige markedsgøres. Vi taler som købmænd, og tid og penge bringer det målbare, det kvantitative i fokus, mens omsorg bliver til et skældsord. I kommer til at arbejde mere med habilitering end rehabilitering – altså det gode liv, ikke det gode liv, der var før.
– Før var de et tilbud, men nu gøres handleplaner obligatoriske. Borgeren kan godt sige: ‘Nej tak, jeg vil bare bo og være her’. Men du kan som medarbejder ikke sige fra over for handleplanen. For udvikling er sagen, og vil borgeren ikke, tja, så kan han i hvert fald i Aarhus flyttes til et mindre indgribende tilbud, som det hedder, sagde Sanne Graabech og vendte tilbage til kvalitetssikringen:
– Den handler meget om mere effektivitet for færre penge. Kvalitetssikring udarbejdes af faglige eksperter, der sidder objektivt udenfor og med følelserne på afstand. Du skal som medarbejder følge anvisninger og er fri for at tænke selv.
– Der spares på uddannelse, undervisning og supervision. Der skæres ned på faglig udvikling, som nu hedder intern sparring. Medarbejdere ryger ud. Ja, nu er man for eksempel i Randers nået til at fjerne frugtordninger.
Vi bliver tillært udygtige
Resultatet af alt det her ser Sanne Graabech sådan på:
– Når medarbejderne ikke længere udfordres på deres faglige refleksionsevne, så afvikles den lige så langsomt. Kvalitetssikring gør ofte, at man kommer til at arbejde ud fra laveste fællesnævner, for standard er beskrevet. Det skaber meninger, eller ‘synsninger’, som jeg kalder det, ikke faglig refleksion. Og dermed kan New Public Management styre.
– Når jeg taler med nyuddannede socialrådgivere, så kan de standarderne, men ikke andet. De ved ikke, at medarbejdere kan tænke selv. Så medarbejderne lærer at sno sig ad helvede til. I siger måske et og gør noget andet. For der lyttes alligevel ikke, og I er bange for fyringer og er utrænede i at argumentere. For eksempel kan man spørge: Hvordan kan det være, at kommunen forlanger registrering et sted, hvor folk netop skal kunne komme uden, for at vi overhovedet kan gøre noget sammen med dem?
– Jeg mener, at rent fagligt bliver vi tillært udygtige. Så hvordan kommer vi tilbage til refleksioner med bund i faglige erfaringer, så vi netop kan argumentere fagligt i stedet for at lufte vores ‘synsninger’?
Med det spørgsmål sendte Sanne Graabech netværkets socialpædagoger på gruppearbejde. Og de kom tilbage med nye spørgsmål og synspunkter.
Susanne Nøddebo Jensen, psykiatrisk afdeling, Regionshospitalet Randers:
– Vi bruger meget tid på at dokumentere frem for at være sammen med patienterne. Der er handleplaner, og hvis ikke, så er der indsatsplan, kriseplan, forberedelse, møder, udfærdigelse. Vi kunne spørge: Opnår patienten og samfundet et bedre resultat?
Mogens Martin Kahr, Forsorgshjemmet Østervang, Tranbjerg:
– Handleplaner udlægges som værende bedre for borgerne. Men en hel del af vores borgere kan ikke være med til at skrive. Så skal vi lave en plan alligevel. En handleplan kan være et godt redskab for borgeren, men den er også en kontrol af os. Man kan sige, at vi får ryggen fri.
Sanne Graabech:
– Vi beder folk om at være med til at lave en plan, som de måske ikke har forudsætninger for at medvirke til. I har som medarbejdere en vigtig opgave i at gøre myndighederne opmærksomme på, at nogle mennesker ikke kan. Jeg mener: folk sættes udenfor, opgaven overgår til jer, og dermed bliver planen lavet for jeres skyld, ikke for borgernes. Men har vi et redskab, der kan lære folk at være med?
Piloter går i bad
Mogens Martin Kahr:
– Jamen, hvis jeg sidder med en mand med 30-40 års misbrug og spørger ham: ‘Hvad er dit mål?’ Så svarer han måske: ‘Jeg vil være pilot’. Altså, spørgsmålet er jo lige så urealistisk som svaret så.
Sanne Graabech:
– Måske kunne man spørge, hvad der ligger til grund for pilotdrømmen. Hvad betyder det i dit liv at være pilot?
Torben Feldskov, Saxenhøj Forsorgshjem, Lolland:
– Ingen mennesker lever uden drømme. Borgeren skal have reel ret og mulighed via handleplan. Spørgsmålet er hvordan. I det her tilfælde kunne man sige: Jamen, der er da mange udviklingsmål på vej mod pilotdrømmen. Måske går en pilot i bad hver dag, ikke sandt?
Jakob Kristiansen, Forsorgshjemmet St. Dannesbo, Odense:
– Vi gennemgår positive og negative ting i en handleplan. Det bliver en slags udredning, noget med at skille tingene ad, så ikke alt er kaos. Vi har succes med at folk kommer videre, men vi har heller ikke store problemer med at skaffe boliger hos os. Det er helt anderledes end i København.
Sanne Graabech:
– En handleplan kan være et overbliksredskab i en kaotisk tilværelse. Men ja, mange steder er boligproblemet stort, fordi det er så dyrt at bo.
Uden borgernes viden
Heinz Wolf, Kirkens Korshærs Varmestue, Odense:
– Odense Kommune har indført resultatbaseret styring. Folk kan ikke bare komme og gå. En ydelse skal måles – altså progressionen på den anonyme borger, men vel at mærke uden borgerens viden. Vi ved ikke, om det bliver brugt, vi ved knap nok, hvor vi skal aflevere. Det holder nok et år, så skal vi noget andet.
Sanne Graabech:
– Hold da op, det giver grundlag for rigtig mange synsninger og tillært udygtighed. Det er din opgave at sørge for, at folk kan komme anonymt. Men de har ret til aktindsigt. Den der ‘uden deres viden’ skal du ikke falde for. Alle borgere har ret til aktindsigt.
Heinz Wolf:
– Der er jo også mange varmestuer i Odense med forskellige værdier. De kan ikke bare sådan sammenlignes.
Sanne Graabech:
– Spørg: Hvor meget falder borgernes sygehusbesøg, når de kommer hos jer? Den slags kan sygehusene måle. Der er penge at hente.
Jens Bredahl Sørensen, Forsorgscenter Sydfyn, Svendborg:
– Det er jo godt, hvis vi kan få borgerne ind i samfundsfeltet. I Svendborg vil vores folk gerne bo i bofællesskaber med sociale viceværter. Men vi har ikke de tilbud, for de er for dyre.
Sanne Graabech:
– Ja, og så bliver det jo borgernes problem, at de ikke kan følge med i ræset. Det er derfor, I skal ud og fortælle om jeres arbejde.
Landsmødet for socialpædagoger, der arbejder med marginaliserede og udstødte, samlede 86 deltagere til to dages oplæg og debatter. Se mere om netværket på www.sl.dk/marginaliserede