Hun besatte Danner – og blev børnenes advokat
For 40 år siden var Else Christensen som rødstrømpe med til at besætte Dannerhuset og skabe et af de første kvindekrisecentre i landet. Som Dannerhusets ’chefpsykolog’ udviklede hun den socialfaglige indsats og satte som den første fokus på voldens konsekvenser for børnene.
Da telefonen ringede om aftenen den 2. november 1979 i Else Christensens lejlighed på Istedgade, vidste hun ikke, at hun om få timer skulle være med til at skrive danmarkshistorie. Hun var egentlig træt og på vej i seng, da en rødstrømpe-søster bad hende om at møde op i nogle beboerlokaler i Ahlefeldtgade – og om at tage en sovepose med.
Så vidste hun godt, hvad klokken var slået: det nedrivningstruede Grevinde Danners hus til ’trængende fruentimmere’ rundt om hjørnet skulle besættes og dermed reddes fra nedrivning til fordel for et kontorhus. I stedet skulle det laves til et kvindehus.
– Jeg havde hørt en fortælle, at det var smart at have tæpper med til den slags aktioner, så jeg pakkede et tæppe og cyklede afsted, fortæller den i dag 70-årige Else Christensen.
Kvinderne fik på mødet besked om, hvordan aktionen – der var planlagt i al hemmelighed af en lille gruppe rødstrømper – skulle foregå, og de 300 deltagende kvinder begav sig med soveposer og tæpper under armene afsted i små grupper ned af Nansensgade i aftenmørket for ikke at vække opsigt.
Fremme ved Dannerhuset blev døren åbnet af de fire ældre kvinder, der var de sidste beboere i Grevinde Danners Stiftelsens hus, der efter stiftelsens fallit var blevet solgt til entreprenørfirmaet A. Jespersen og Søn. De var enige i, at huset burde køre videre i grevindens ånd – med fokus på at hjælpe arbejderklassens kvinder.
Politisirener
Aktionen var planlagt til punkt og prikke, og der var medbragt gulvspande til rengøring af det forfaldne hus samt øl. Stemningen var euforisk, men også anspændt.
På et tidspunkt hørte kvinderne politisirener. Men heldigvis viste det sig, at ordensmagten var tilkaldt til – ironisk nok – husspektakler i en naboejendom.
Den 30-årige Else Christensen rullede tæpperne ud for at lægge sig til at sove sammen med de andre kvinder. Men novembernatten var kold i det uopvarmede gamle hus, og hundefrysende cyklede hun den korte vej til sin lejlighed for at hente en ordentlig sovepose, som hun skyndte sig tilbage med. Så var hun klar.
Politiet ryddede ikke huset hverken den nat eller nogle af de følgende. For folkestemningen var vendt, og kvindebevægelsens idé om at lave et kvindekrisecenter, der skulle hjælpe voldsramte kvinder, var en vindersag.
Resten er historie. Dannerhusets kvindekrisecenter står stadig i dag og giver hvert år beskyttelse til omkring 50 voldsoverlevende kvinder og deres børn i typisk nogle måneder af gangen.
Frivillig og professionel
Efter en gennemgribende renovering udført af kvinderne selv åbnede kvindekrisecentret, og i 1981 blev Else Christensen ansat i sit drømmejob som psykolog med aflønning fra Socialstyrelsen. Hendes opgave var en balancegang mellem at anerkende og navigere i det basisgruppedemokrati, som var husets øverste styreorgan, og samtidig sikre, at tilbuddene til kvinderne og børnene i krisecentret var af ensartet og ordentligt kvalitet, og at den formelle arbejdsgivers penge blev brugt til de rette formål.
– Socialstyrelsen ville gerne sikre sig, at jeg nu lavede det, de nu synes, jeg skulle lave. De ville sikre sig, at jeg ikke sad og skrællede kartofler. Men jeg skulle jo netop skrælle kartofler for at blive accepteret blandt de frivillige kvinder i huset. Jeg var også med i min egen basisgruppe, fortæller den nu pensionerede psykolog.
Lavede talemanualer
Else Christensen indså tidligt, at en socialfaglig indsats til voldsramte kvinder krævede, at man anerkendte deres oplevelser og støttede dem i det valg, de måtte træffe om at forlade partneren eller ej. Ligesom det også var afgørende, at de frivillige mødte kvinderne på en ensartet og professionel facon.
– Jeg kunne godt forudse, hvor problemerne kunne opstå. At man kunne involvere sig for meget i kvindernes liv, fordi man blev rørt, og så blev man måske skuffet, hvis de valgte at gå tilbage til partneren. Eller at man endte med at invitere kvinderne til at flytte hjem til sig selv, hvis der ikke var flere pladser, fortæller Else Christensen.
Derfor udformede hun fx talemanualer, som alle frivillige tog udgangspunkt i, når kvinderne henvendte sig – manualer som i en vis udstrækning bruges endnu. Samtidig tog hun også initiativ til at indsamle statistik over antal henvendelser og kvindernes oplevelser og problemer, så de blev anvendt strategisk både til at sikre krisecentret fortsat økonomisk støtte og udbrede viden om partnervold i samfundet.
Børnene blev overset
Men det vigtigste arbejde for Else Christensen blev børnene. Hun oprettede en frivillig og senere en professionel rådgivning for børn og satte som en af de første herhjemme fokus på voldens konsekvenser for børn - og på børnenes oplevelser og ressourcer.
Dermed lykkedes det at vende mødrenes, krisecentrets og med tiden også samfundets blik mod det faktum, at børnene også blev påvirkede af at leve i familier med vold.
– Dengang sad børnene ved siden af moren, når vi snakkede om hendes oplevelser. Og når man spurgte til børnene, svarede mødrene, at de jo ikke havde set noget, så der var ikke noget der. Sådan tænkte man den gang. Men i den professionelle rådgivning skulle moren pludselig lytte til, hvad børnene havde fornemmet, set og oplevet. Og de fortalte de mest gruopvækkende ting. Mødrene var rystede over, hvad de hørte, siger hun.
Efter knap 10 år i Dannerhusets krisecenter skiftede Else Christensen job, men ikke fokus. På det daværende Socialforskningsinstitut (i dag VIVE, red.) cementerede hendes forskning senere, at børn tager skade af vold i familien. I dag en indlysende tanke – men det indlysende bliver jo nogle gange indlysende, fordi der ligger overbevisende, grundig forskning bag.
Vold er ingen bagatel
I dag – 40 år efter besættelsen af Dannerhuset og startskuddet til opblomstringen af kvindekrisecentre over hele landet – ser Else Christensen tilbage på udviklingen med blandende følelser.
– Nogle gange kan man godt blive lidt deprimeret. Mange af de ting, man protesterer over i dag omkring vold mod kvinder, var også et problem den gang. Det er som om, at man ikke ved, hvor alvorligt det er at blive tæsket. At blive sparket i hovedet. At blive smidt ned af trapper. Man mister noget af sig selv og af sin identitet, når man er udsat for vold. Hele målsætningen med Danners krisecenter var at anerkende kvindernes oplevelser, så de fik sig selv tilbage. Og det er jo stadig aktuelt i dag, siger Else Christensen.
