icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Anbragte

Minister mødte familieplejekonsulenter

Hvor professionelle må familieplejere være? Det var et af de spørgsmål, der blev diskuteret, da social- og indenrigsminister Karen Ellemann mødte Socialpædagogernes netværk for tilsyns- og familieplejekonsulenter

Børn er – uanset deres behov – først og fremmest børn, der har brug for en tryg opvækst i en kærlig familie. Og derfor skal plejefamilier ikke være miniinstitutioner. Sådan lød budskabet fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann, der i maj gæstede landsmødet for Socialpædagogernes netværk for tilsyns- og familieplejekonsulenter, hvor hun sagde:

– Det er vigtigt for mig at få sendt et klart budskab om, at plejefamilier først og fremmest skal være familier, som kan give barnet omsorg, følelsesmæssigt engagement og en hverdag, hvor mor og far går på arbejde.

Og selvom såvel familieplejekonsulenterne som Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen var begejstrede for ministerens besøg, var de knap så begejstrede for hendes budskab.

Netværksansvarlig Jakob Obdrup siger:

– Den måde, ministeren taler om familiepleje på, minder om det, vi plejer at kalde boller-og-varm-kakao-familiepleje. Altså at det er nok at give en helt masse omsorg. Men omsorg kan ikke stå alene – den skal følges ad med faglighed og forståelse for børnenes vanskeligheder. Hvis plejefamilierne ikke får den fornødne opbakning og støtte, vil mange plejeforhold bryde sammen.

Pas på professionalisering

I talen slog ministeren fast, at vi ‘skal være uhyre varsomme med at professionalisere området’.

– Hvis børn har behov for en specialiseret indsats, så er det vigtigste, at de får den indsats – ikke at den ydes af plejefamilien. Den indsats kan i stedet gives af professionelle behandlere, samtidig med at barnet bor i familien. Det siger jeg ikke uden en anerkendelse af, at der selvfølgelig er stor forskel på børnenes behov og på de opgaver, som plejefamilierne løser. For nogle er der tale om en opgave, som kræver helt særlige kompetencer og måske en særlig uddannelse. Men for langt de fleste er hovedopgaven at give barnet en opvækst i stabile og trygge rammer, sagde ministeren.

Og her ramte hun i Jakob Obdrups øjne ved siden af skiven:

– Ministerens fremstilling passer ikke med den virkelighed, vi kender, hvor mange børn i familiepleje jo fx er det, vi populært sagt kalder bogstavsbørn – altså børn med en diagnose som fx ADHD. Og her er det ikke nok med behandling i nogle få af døgnets timer. Her er der brug for behandling i 24 timer, siger Jakob Obdrup.

Store omsorgssvigt

Verne Pedersen ligger på linje med Jakob Obdrup og siger:

– Jeg synes, at ministeren manglede forståelse for, hvor store vanskeligheder de børn, der i dag anbringes i familiepleje, har. Og hvor stort deres behov for støtte er. Det er jo ofte børn, der har været udsat for store omsorgssvigt og som fx har svært ved at have tillid til andre og tillid til, at de selv er gode nok.

I hendes øjne behøver der ikke være nogen modsætning mellem familie og faglighed.

– Selvom man er klædt rigtig godt på fagligt og fx har en socialpædagogisk uddannelse, kan man jo stadig tilbyde en familiemæssig ramme med omsorg, siger hun.

Ros fra ministeren

I talen lagde socialministeren dog også vægt på, at der er behov for støtte til plejefamilierne – og at familieplejekonsulenterne gør en forskel, som hun gerne vil opmuntre dem til at fortsætte med:

– Vi har at gøre med børn, som har fået en svær start på livet, og som ofte er i sorg over ikke at kunne være hos deres forældre. Derfor vil der naturligt være udfordringer for plejefamilien. Særligt i overgangsperioder, fx når barnet starter i skole eller bliver teenager. Eller i relationen til barnets biologiske familie. Det er her, I som faggruppe har en vigtig funktion. I er med til at sikre, at plejefamilierne er klædt på til opgaven. I sørger for, at de får supervision og sparring. Og I er med til at sikre det gode match mellem barn og plejefamilie, sagde hun.

Pas på bureaukratiet

Hvis det står til Jakob Obdrup og andre i netværket, bør det skrives ind i serviceloven, at plejefamilierne har ret til støtte af fx en familieplejekonsulent – men det ønske blev ikke imødekommet af ministeren, der sagde:

– Jeg vil dog slå fast, at jeg generelt ikke er tilhænger af at regulere alt ned til mindste deltalje. Fx ved at indføre standarder og detaljerede lovkrav til, hvordan kommunerne skal støtte op om plejefamiliernes arbejde, eller for hvordan det personrettede tilsyn bør udføres. Det skyldes ikke kun, at der er stor forskel på sagerne – på plejefamilierne og børnene og deres behov. Men også, at vi risikerer et unødigt bureaukrati, som hæmmer den kommunale handlefrihed, og endnu vigtigere: jeres faglighed og mulighed for selvstændigt at vurdere, hvordan der i hvert enkelt tilfælde bedst støttes op om barnet og plejefamilien.

Ros til ministeren

Selvom hun ikke var enig i alle ministerens pointer, var Verne Pedersen meget glad for besøget.

– Jeg synes, at det er fantastisk, at ministeren møder op. Det vidner om et stort engagement – og om, at hun prioriterer området højt, siger hun.

Socialpædagogerne har også inviteret Karen Ellemann med på et arbejdspladsbesøg, og hun har sagt ja tak til i juni at besøge det socialpsykiatriske botilbud Lindevang i Helsingør sammen med Socialpædagogernes formand Benny Andersen.

– Det er meget positivt, at ministeren på den måde siger ja tak til at komme væk fra skrivebordet og ud i virkeligheden. Det sætter vi stor pris på, siger Verne Pedersen.

Ministerbesøget var kun et af mange elementer i tilsyns- og familieplejekonsulenternes landsmøde, der havde overskriften ‘Refleksion, respons, retning’ – og bl.a. bød på indlæg om henholdsvis supervision og traumer samt et oplæg, hvor jordomsejleren Troels Kløvedal fortalte om sin egen opvækst som anbragt.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Børn og unge, Familiepleje