Jordhulen, slottet og den store familie
Den ene frygtede at blive sendt væk fra plejefamilien, den anden at plejebroren skulle blive det – et plejebarn og et biobarn fortæller om opvæksten i en plejefamilie og om at blive valgt fra og valgt til
Når et forældrepar siger ja til at blive plejefamilie, er det en beslutning, som berører alle i familien – ikke mindst forældrenes egne børn, der nu skal dele far og mor med et eller flere plejebørn.
Ofte har plejebørnene haft en turbulent opvækst, inden de når frem til plejefamilien, og har brug for stor støtte. Plejeforældrene skal forsøge at fordele deres tid og opmærksomhed mellem den professionelle rolle som plejeforældre og så rollen som forældre over for deres egne børn.
Det kan være en meget vanskelig balancegang, fordi begge grupper har brug for forældrenes opmærksomhed.
Men nogle situationer er bare mere akutte og opmærksomhedskrævende end andre, og det kan betyde, at de lette begivenheder i de biologiske børns hverdag bliver skubbet til side, fordi der er mere akutte ting hos plejebørnene, som plejeforældrenes skal tage sig af.
Eller som 33-årige Sune Hansen udtrykker det.
– Jeg savnede mine forældres engagement i, at jeg brugte så meget tid på at træne håndbold. De forstod ikke, hvorfor jeg brugte så mange timer i den hal.
Han var den ene af to indledere, da Styregruppen for familieplejere i Socialpædagogerne Kreds Midtsjælland i marts havde indbudt familieplejerne til at høre ‘et plejebarn og et biobarn fortælle’.
Styregruppen har valgt, at 2016 skal bruges på at sætte fokus på egne børn.
Det var første gang, Sune Hansen skulle tale om sig selv som biologisk barn i en plejefamilie, og han indledte med at fortælle, at han – der er en erfaren underviser og vant til at tale foran store forsamlinger – var nervøs og undskyldte, hvis han kom til at bruge forkerte ord og støde nogen. Men han kender ikke fagudtrykkene inden for familieplejeområdet.
Bliver jeg sendt væk?
Ved sin side havde han til gengæld en meget erfaren foredragsholder i emnet at være anbragt i plejefamilie, nemlig Ea Krassel, der flere gange offentligt har fortalt om at være anbragt. Hun er projektleder i Projekt Netværket, der har fået satspuljepenge til at lave netværksgrupper for anbragte og tidligere anbragte.
Hvor Sune Hansen måtte dele sine forældre med tre plejebørn, var 34-årige Ea Krassels udgangspunkt det modsatte. Da hun og hendes to søstre blev anbragt i en plejefamilie, fik de samtidig også tre ældre søstre, som var plejeforældrenes biologiske børn. Af dem boede kun den ene hjemme.
Under hele anbringelsen slap hun aldrig følelsen af, at hun havde fået en familie, som hun kunne miste. Det på trods af, at plejefamilien gjorde alt, hvad den kunne, for at hun skulle føle, at det var hendes hjem.
– Jeg gjorde meget for at passe ind i familien, så jeg ikke blev sendt væk. Det er en frygt, som jeg tror, at alle plejebørn har. Jeg ved godt, at loven er sådan, at man ikke kan love et plejebarn, at det må blive i familien. Men man kan som plejeforældre sige, at ‘vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at du kan blive her’.
Jeg er et biobarn
Da Sune Hansen var fire år, og hans mor var gravid med hans lillebror, fik han sin første plejebror, der var tre år ved anbringelsen. Plejebroren havde fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Nogle år senere fik han også en lillesøster og endnu en plejebror, der var to år, da han blev anbragt. Senere, da han selv var flyttet hjemmefra, fik han endnu en plejebror.
– Vi er seks børn i familien, og jeg har aldrig prøvet andet.
Han vidste ikke dengang, at han var et såkaldt biobarn – det er en titel, han først er blevet bekendt med som voksen.
Som barn husker Sune sin handicappede brors stol som mærkelig, da han ikke kunne sidde på en stol som andre, og han husker også – da han selv var otte år – at hans legekammerat sagde: ‘Hvorfor har I dog ham rendende?’. Det, han husker ved den episode, var sin fars ansigt: Han blev ked af det. Og Sune følte sig splittet mellem sin familie og sin legekammerat. Hvem skulle han være loyal overfor?
– Jeg vidste, at der var noget galt med min plejebror. Han var meget handicappet, men som søskende var vi loyale over for hinanden. Han var på alder med min lillebror, men han kunne fx ikke lære de samme ting, som min bror kunne.
Da plejebror nummer to flyttede ind, var Sune Hansen 16 år og husker bl.a., at hans plejebror i begyndelsen slog hovedet i gulvet, når han fx blev sur, skulle på toilettet eller have noget at spise. Eller han kunne finde på at springe ud over trappen.
– Min bror og jeg fandt ud af at lægge en pude under hans hoved, når han hamrede det i gulvet.
Først cigaretter og så rugbrød
Ea Krassel var 10 år, da hun blev anbragt i en plejefamilie sammen med sin lillesøster og sin storesøster. Forud var gået en meget turbulent periode med en mor, der drak:
– Jeg kommer fra en meget dysfunktionel familie. Det går generationer tilbage.
Selv har Ea Krassel oplevet sult og omsorgssvigt. For at give et billede på, hvad det vil sige, fortæller hun om dengang, hendes storesøster lå i vuggen. Hendes mormor kom forbi, og fandt barnet alene. Hendes mor kom først hjem næste dag.
Børnene skulle en stor del af tiden klare sig selv, og familien flyttede meget rundt.
Ved at læse i forvaltningens sagsakter om sin familie, kan hun se, at hun de første seks år af sin opvækst boede ni forskellige steder. Hertil kom de steder, hvor de ikke blev registreret af myndighederne.
– Det var kaotisk, men sådan husker jeg det ikke, for det var sådan, mit liv var.
Familien var fattig, og ofte var der ikke penge til mad. En gang, hvor hendes mor forgæves havde ledt efter penge i lejligheden, fandt Ea Krassel 20 kr. i en pung. Hun gav den til sin mor, som glad udbrød, ‘så er der penge til cigaretter og rugbrød’. I den rækkefølge.
– Det viser hendes prioriteter.
Børnene kom ikke så ofte i børnehave, og myndighederne blev flere gange underrettet fra forskellig side om, at børnene blev omsorgssvigtet.
– Vi gik tit rundt alene og sov ofte på en bænk på det værtshus, hvor min mor var.
Hendes lillesøster blev født for tidligt og med abstinenser. Hun skulle blive på hospitalet, så Ea Krassel og hendes storesøster blev anbragt i familiepleje.
– Jeg var rigtig glad for plejeforældrene og ville gerne være blevet.
Men da lillesøsteren kom hjem fra hospitalet, hentede hendes mor dem.
– Eftersom min mor var alkoholiker, var det min storesøster og mig, der skulle passe vores lillesøster. Vi var seks-syv år.
Mor, det har vi jo
En dag, hvor familien så en dokumentar om børn, der bliver svigtet, sagde hendes mor: ‘Det er godt, vi ikke har det sådan’. Hvortil Ea Krassel svarede: ‘Mor, det har vi jo’.
Dagen efter – det var en torsdag – ringede hendes mor til kommunen, og fredag blev de tre børn anbragt på børnehjem. De skulle være der weekenden over, fortalte deres mor dem, og hun ville hente dem om søndagen.
Men hun kom ikke om søndagen. De næste måneder sad Ea Krassel ved vinduet og ventede på at se sin mor komme for at hente dem. Der gik fire måneder, før de hørte fra hende.
– En dag ringer hun og fortæller glad, at hun skal giftes. Hun er blevet vagabond og skal giftes med Stodderkongen.
Stodderkongen er den øverste blandt vagabonder, så det blev en stort anlagt mediebegivenhed i Korsør Domkirke, hvor Ea Krassel og hendes søstre også deltog. Det var første gang efter anbringelsen, at de så deres mor.
De næste to år besøgte hun dem tre-fire gange.
– Det var hårdt, for jeg kunne ikke komme i kontakt med hende. Hun havde ingen telefon, mens hun gik på vejene.
Tidligere havde Ea Krassel kunnet opsøge hende på værtshuset og være sammen med hende der.
– Jeg fik det rigtig skidt.
Ea Krassel indskyder en lille historie om en pædagog, der, mens de var på døgninstitutionen, når hendes mor ringede og fortalte, at hun lige nu befandt sig på et værtshus i nærheden, puttede de tre børn ind i bilen og kørte hen til værtshuset, så de kunne være sammen med deres mor.
– Det tror jeg ikke, man ville gøre i dag. Ærgerligt nok, for vi var jo ikke bange for værtshuse.
Fra jordhule til slot
Efter to år på døgninstitution blev børnene anbragt i familiepleje. Ea Krassel var da 10 år.
Plejefamilien blev valgt, fordi myndighederne mente, at især plejemor og børnenes mor ville komme godt ud af det med hinanden. Og det kom til at holde stik.
– De kunne rumme min mor og hendes bramfrie måde at være på. Hun besøgte os ikke så tit, men de var rigtig søde ved hende og omvendt.
Ea Krassel har som voksen læst i sin journal, at hun på anbringelsestidspunktet blev beskrevet som ‘autonom og behandlingskrævende’.
Det var en kæmpe omvæltning for hende at blive anbragt.
Plejefamilien boede i et stort hus, og selv havde hun aldrig været vant til et rigtigt hjem sammen med sin mor.
– Vi kom fra en jordhule til et slot. Sådan føltes det. Der var stor klasseforskel mellem min mors liv og plejefamiliens.
Bl.a. skulle Ea Krassel lære at spise med kniv og gaffel, børste tænder og mange andre praktiske ting.
– Det fyldte meget i starten, og jeg gjorde mig store anstrengelser for at lære det for ikke at blive sendt væk.
Hun så op til sine plejeforældre og sine plejesøskende.
– De var indbegrebet af det, jeg gerne ville være, og jeg ville være dem så meget, at jeg på et tidspunkt ændrede min egen historie, så deres historie også blev min.
Gav mig rummelighed
At dele sin historie eller sin familie med andre var ikke noget, Sune Hansen tænkte over som barn. Han var omkring 12 år, før det gik op for ham, at han levede i en usædvanlig familie. Og han var endnu ældre – ja, voksen – før det gik op for ham, hvad det har betydet for hans eget liv, at han har skullet dele sine forældre med tre plejesøskende.
– Jeg har altid været stolt over, at mine forældre havde plejebørn. Jeg har fået indprentet holdninger om, at vi mennesker kommer forskellige steder fra, og at vi alle kan være med til at hjælpe hinanden. Jeg mener også, at det har givet mig en rummelighed at se så megen elendighed blandt personer, som jeg er meget tæt på.
Det har givet ham sociale kompetencer, som han kan bruge i dag.
– Jeg kan snakke med stort set hvem som helst og acceptere ham eller hende, selvom de er meget anderledes end mig. Og det har givet mig nogle politiske holdninger om, at vi kan gøre noget for at hjælpe dem, der har det lidt hårdere, end jeg selv har det.
Hans forældres arbejde har også betydet, at de var hjemme hele tiden.
– Det var fedt. Jeg har nydt, at mine forældre altid har været hjemme.
Til gengæld var hans forhold til plejebørnenes biologiske forældre ofte vanskeligt, og han havde svært ved at omgås dem, når de kom på besøg.
– Dengang forstod jeg ikke – og det gør jeg sådan set heller ikke i dag – hvorfor de skulle have lov til at komme i vores hjem, når de havde gjort deres egne børn så meget ondt.
Mistede sin mor
Ea Krassel faldt til ro i plejefamilien og boede der i 11 år.
– Jeg følte mig accepteret og kunne begynde at se fremad.
Men i begyndelsen af 6. klasse blev hun kastet ud i en ny krise. Hendes mor blev indlagt, og børnene fik at vide, at de skulle tage afsked med hende. De fik hver en lille stund sammen med hende. Hun lå i hospitalssengen og havde iført sig sit stoddertøj.
– Jeg ville have spurgt hende om, hvem min far er, men jeg turde ikke, fordi jeg var bange for, at hun blev sur på mig.
– Min mor døde kl. 18. Det var en virkelig, virkelig smuk dag.
Hun beskriver sin mors død som et kæmpe chok for hende.
– Jeg havde hele tiden troet, at jeg en dag skulle hjem til min mor, for hun sagde altid til os, at når hun fik en lejlighed, skulle vi hjem til hende.
Men det var også en lettelse.
– Jeg vidste for første gang, hvor min mor var. Hun var på kirkegården, og jeg slap for alle bekymringerne om, hvor hun var.
Blev adopteret
Langt op i Ea Krassels voksne liv blev hun ved med at spejle sig i andre mennesker og følte ikke, at hun kunne være sig selv.
– Hvis min veninde gik til spejder, ville jeg også. Da de gik i gymnasiet, gjorde jeg det også.
Da vennerne valgte universitetet, gjorde hun det også og gennemførte en bachelor i fransk og europæiske studier.
– Men så knækkede filmen alligevel. Jeg følte ikke, at jeg havde selvtillid nok til at læse til kandidat, når jeg havde været på børnehjem.
Hun droppede derfor universitetet. Først da hendes plejemor sagde ‘jamen, hvorfor læser du ikke til kandidat’, vendte hun tilbage til universitet.
Med årene er hun blevet mindre usikker, og det har betydet meget for hende, at plejeforældrene i 2006 tilbød at adoptere hende og hendes søskende. Ea Krassel var 26 år og sagde ja. Hun tog også plejeforældrenes efternavn.
– Mit mål har altid været normaliteten, og det var en fantastisk følelse at blive valgt til.
Alligevel kan hun i dag – hvor hun har en universitetsuddannelse med i bagagen og sin egen familie, der tæller to børn – stadig få en fornemmelse af, at hun kan blive valgt fra.
– Usikkerheden er der altid.
Og det på trods af, at hun ikke mindst i forhold til en af sine plejesøskende har et meget tæt forhold og ved, at de altid vil være der for hinanden. Ligesom plejeforældrene vil.
Fred og ro på kasernen
Når Sune Hansen som voksen og far til to kigger tilbage, husker han generelt sin barndom som god, hvor han var stolt af forældrene og glad for sine plejesøskende.
– Jeg ville ikke have undværet livet sammen med dem. Jeg kender jo heller ikke andet. Det er mit liv.
Men barndommen var også en svær tid for ham.
På et tidspunkt oplevede han, at familien blev skubbet fra hinanden, fordi forældrene hele tiden var optaget af at tage sig af plejebørnene.
Fra han var omkring 14 til 16 år, skejede han meget ud for at få sine forældres opmærksomhed. Hans to andre biologiske søskende reagerede også.
– Vi fik vores forældres opmærksomhed og vidste, at de nok skulle være der, hvis der var noget, der skulle rettes op på – et problem eller lignende. Men det at sidde om eftermiddagen og aftenen og bare tale sammen var ikke noget, vi gjorde ret meget, modsat hvad jeg oplevede hos nogle af mine kammeraters familier.
– Der var altid et formål, når vi satte os ned for at tale sammen. Et eller andet, vi skulle tage stilling til, eller noget vi skulle lære. Vi talte aldrig bare om ‘ingenting’, sådan husker jeg det i hvert fald.
– Det lå hos os søskende, at vi udsatte egne behov. Vi gemte det tit, for vores forældre havde travlt. De passede børn med store problemer, og så var der al kontakten til sagsbehandlere og andre myndigheder. Så i en periode trak jeg mig og var kun hjemme, når jeg sov.
Da han aftjente sin værnepligt, blev han ofte på kasernen, når der var weekend.
– Jeg var den eneste, der ikke tog hjem, og jeg nød freden og roen. Jeg orkede ikke flere børn. Selvom jeg er et socialt menneske, så er der også en grænse, og den var nået på det tidspunkt.
Sune Hansen har som Ea Krassel også skullet leve med en frygt i barndommen. For ham var det frygten for, at hans plejesøskende kunne blive sendt væk. Hver gang, der fx skulle lægges en ny behandlingsplan til hans mellemste plejebror, var frygten der.
– Det var stressende og føltes lidt som et overgreb på familien. Det ramte os rigtig hårdt, når fx sagsbehandleren nævnte muligheden for, at vores plejebror blev flyttet væk.
Sune Hansen optræder under pseudonym.