icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tilbageblik

Artikler om magt fik fornem pris

De sidste to år har Socialpædagogen sat fokus på magtanvendelse over for anbragte børn og unge. I 2015 udløste det en fornem journalistisk pris

  • Af Jens Nielsen
  • 01-2016 /

Anders Bordings journalistpris gik i 2015 til en af Socialpædagogens journalister, Maria Rørbæk, der fik prisen for ‘en gennemarbejdet og modig artikelserie om et kontroversielt emne af høj relevans for målgruppen’.

Artikelserien handlede om magtanvendelse over for anbragte børn og unge og indeholdt 17 artikler, der belyste det meget dilemmafyldte emne på vidt forskellig vis.

Bør det eksempelvis være lovligt at fastholde en ung, for at forhindre vedkommende i at smadre noget af stor økonomisk eller følelsesmæssig værdi? Skal reglerne for magtanvendelse også omfatte familieplejere? Og hvordan kan socialpædagogisk faglighed være med til at minimere omfanget af magtanvendelse?

Lovændring på vej

Anders Bordings journalistpris er fag- og specialmediernes pendant til journalistforbundets Cavlingpris og uddeles til ‘en journalist eller et team for en bemærkelsesværdig journalistisk præstation i et specialmedie’.

I år blev den for 50. gang uddelt på Københavns Rådhus, og ved prisoverrækkelsen sagde Kristian Lund fra priskomiteen, at artikelserien havde ‘ramt målgruppen lige i mellemgulvet’.

Spørgsmålet om magtanvendelse over for anbragte børn er stadig højaktuelt, og det forventes, at der i starten af januar bliver fremlagt et lovforslag med en række ændringer af den nuværende lov. Dette er formentlig sket, når dette blad udkommer – men før vores deadline – og vi vil derfor følge op i et senere nummer.


Læs hele Socialpædagogens artikelserie om magtanvendelse.