Jeg tager min historie mere alvorligt nu
I teaterstykket ‘§50 Anbragt’ fortæller en flok tidligere anbragte børn og unge deres egne barske historier. Vi har talt med Karina og Amanda om, hvad det giver at bruge krop og stemme til at vise, hvad de har været igennem
Ved hjælp af grå kasser fyldt med symbolik og et ellers nøgent rum med skarpt lys skriger, synger, råber, rapper, bokser og fortæller 10 tidligere anbragte børn og unge om deres vej igennem det hele.
Det er organisationen C:NTACT, der står bag teaterstykket ‘§50 Anbragt’, som spilles på Edison Teatret på Frederiksberg. 27-årige Amanda og 28-årige Karina valgte begge at gå med i stykket for at gøre det mere synligt, hvordan det er at være anbragt i Danmark.
– Jeg synes, der skal mere fokus på de ting, der ikke fungerer i forhold til anbringelse, udslusning og efterværn. For det fungerer virkelig ikke, siger Karina, og Amanda ryster bekræftende på hovedet.
– I vores samfund er vi så pisse bange for at snakke om alt det, der er galt, forkert, anderledes, farligt og angstprovokerende. Derfor er det vigtigt, at vi tør vise vores grimme liv frem, selvom det er vildt grænseoverskridende. Vi håber at røre nogle mennesker, der så tænker: ‘Wow! Det skal vi gøre anderledes’, siger hun.
Det er hårdt, men det giver mig rigtig meget. Det rykker noget. Man kan se, at nu er jeg den voksne og den stærke. Jeg er kommet ud på den anden side, og der sker ikke noget mere
Karina
Der sker ikke mere
Karinas storebror forgreb sig på hende første gang, da hun var 10 år gammel. Hendes mor ignorerede det, da Karina fortalte om det, og ingen andre voksne bemærkede noget. Efter mange års overgreb i hjemmet blev Karina som 18-årig anbragt på et behandlingshjem for spiseforstyrrede. Som 26-årig endte hun på et herberg, hvor hun boede, mens hun passede sin HF. Hun var blevet tilbudt en lejlighed i Brøndby, hvor hun kommer fra, og hvor alle de traumatiske oplevelser fandt sted. Derfor valgte hun at sige nej tak til lejligheden, og så var der ikke mere hjælp at hente fra kommunen. For få måneder siden fik Karina endelig sin egen lejlighed og søger ind på sygeplejerskestudiet til foråret.
Når hun står på scenen og fortæller om de overgreb, hendes bror udsatte hende for, bliver det bearbejdet på en anden måde end i terapi, fortæller hun.
– Det er hårdt, men det giver mig rigtig meget. Det rykker noget. Man kan se, at nu er jeg den voksne og den stærke. Jeg er kommet ud på den anden side, og der sker ikke noget mere, siger hun.
§50 Anbragt
‘§50 Anbragt’ kører på Edison Teatret frem til 17. december og er gratis.
Hvis du ikke når ind at se stykket, kan man få stykket ud til dig. C:NTACT tilbyder at komme rundt i landet og vise stykket på institutioner, arbejdspladser, skoler osv.
Bestil billetter og læs mere på www.contact.dk
Hør de anbragtes fortællinger som podcasts
Det er også muligt at downloade forestillingens undervisningsmateriale
Ud gennem kroppen
Processen med at skrive sin historie ned og omdanne de svære minder til scenekunst har hjulpet Karina til at sætte et punktum for alt det, der er sket.
– Jeg kan lægge et låg på det på en anden måde, end man oplever det i terapi. Når jeg bruger kroppen og stemmen, kommer det ud på en anden måde, hvor man er mere i kontakt med sig selv.
Det har ikke altid været naturligt for hende at bevæge sig foran andre mennesker, for hendes familie fortalte hende altid, at hun var klodset og forkert.
– Det har været mega grænseoverskridende at skulle bevæge sig i et rum sammen med andre, når jeg altid har fået at vide, at jeg ikke er god til det. Men jeg kan mærke, at det er blevet nemmere og mere naturligt for mig nu. Det er blevet tydeligt, at sådan er virkeligheden jo ikke, siger hun.
Det er fandeme svært at stå foran en masse mennesker og sige grimme ting om ens mor. Og så skal man føle det lidt samtidig og være sig selv. Hold kæft, hvor skal man turde at være nøgen
Amanda
Bliver taget alvorligt
Amandas historie begynder med en alkoholiseret mor og stedfar og en barndom med et utal af adresser, flere anbringelser og en plejemor, som ikke gav hende den støtte og opbakning, hun behøvede.
– Jeg har altid tænkt, hvem gider lige høre min historie. Men arbejdet med det her stykke gør, at jeg helt sikkert tager min historie mere alvorligt. Jeg kan godt selv se på min journal og tænke, , hvor er det bare for dårligt. Men her er der også andre der siger, ja, hvor har det været noget værre rod, og hvor er din historie bare vigtig, siger Amanda.
For hende er teater den helt rigtige kanal at fortælle historien igennem. Det giver mere til fortællingen, end hvis hun fx holdt et foredrag.
– Når jeg sidder på en kasse og reciterer et digt, jeg selv har skrevet til min mor, mens der står fire sagsbehandlere bag mig og læser højt fra mine journaler, så får man en helt anden følelsesmæssig og kropslig fornemmelse af det, siger hun.
Selvom Karina og Amanda personligt får meget ud af at være med, er det ikke nemt at gennemleve ens værste minder og tanker foran fremmede mennesker.
– Det er fandeme svært at stå foran en masse mennesker og sige grimme ting om ens mor. Og så skal man føle det lidt samtidig og være sig selv. Hold kæft, hvor skal man turde at være nøgen, siger Amanda.