Er udvik­ling altid lig med livs­kvalitet?

Hvad gør det ved mennesker, hvis der altid er fokus på udvikling til noget bedre? Er der plads til, at borgerne også bare kan være, hvor de er fri fra et fokus på udvikling – hvor fagligheden også handler om noget andet?

Marie Sonne, næstformand, Socialpædagogerne

Og det er godt, når der i de nyligt reviderede voksenbestemmelser i serviceloven er fokus på både rehabilitering og habilitering.

– Vi skal bare også huske på, at der er borgere, hvor udviklingen handler om at fastholde kompetencer og ressourcer, og hvor det kan handle om at undgå forværring af en funktionsnedsættelse, sagde hun – og stillede de spørgsmål, der danner bagtæppe for dagen på konferencen:

– Hvad gør det ved mennesker, hvis der altid er fokus på udvikling til noget bedre? Er der plads til, at borgerne også bare kan være, hvor de er fri fra et fokus på udvikling – hvor fagligheden også handler om noget andet?

Tør vi lytte?

Og det var altså også nogle af temaer, Ann Nedergaard Frederiksen var inde på i sit oplæg: Ja, for hvad er livskvalitet og kvalitet i livet? Og hvem har retten til at definere den enkeltes livskvalitet, spurgte hun.

Ann Nedergaard Frederiksen fortalte om en borger, der drikker en hel del øl. Når man spurgte hende, hvad det gav kvalitet, lød svaret, at øllene skal være kolde, og at hun kun ville drikke halvdelen af hver.

– Og så er spørgsmålet, om vi tør lytte til det, lød det fra Ann Nedergaard Frederiksen.

Hun fortalte om en anden borger på Sødisbakke, der havde en pænt stor lejlighed, men ikke følte sig tilpas i den: ’Jeg bliver væk fra mig selv’, sagde hun – og derfor fik hun lov til at flytte ned i et lille værelse, der egentlig var opgivet som bolig.

– Det kom Socialtilsynet for øre, og de kom så på uanmeldt besøg, for var det ikke en klar forringelse af hendes livskvalitet? Men borgeren her kunne selv forklare, at det var der på det lille værelse, hun ville bo. Det skulle sådan et par damer ikke lave om på, fortalte Ann Nedergaard Frederiksen.

Hun pegede som Marie Sonne også på den øgede fokus på og krav om udviklingsindsatser:

Det kan føles som forstyrrelser, bedst som man er i gang med sit arbejde, og det kræver, at man dels har en ledelse, der er tæt på opgaven, at ledelse og medarbejdere tør udfordre hinanden fagligt, og så kræver det, evnen og modet til det, Ann Nedergaard Frederiksen kaldte ’strategisk tøven’ – sådan så man kan dosere og regulere tempoet i udviklingsarbejdet:

– Ledelsen skal kunne vurdere, om en organisation og dens medarbejdere er parate til en ny forstyrrelse – eller om man er nødt til at vente, sagde hun.

Hjernen alene gør det ikke

Mens Gentle Teaching er det fælles pædagogisk afsæt for Ann Nedergaard Frederiksen og hendes kolleger på Sødisbakke, tog hjerneforsker Kjeld Fredens, der var næste oplægsholder, sit udgangspunkt i neuropædagogikken og de muligheder, den giver for at giver borgeren ejerskab til sin egen udvikling:

– Hvis man gennem en neuropædagogisk tilgang skal skabe udvikling, der giver bedre livskvalitet, skal man både have grundig viden om borgerens funktionsniveau og om, hvordan hjernen virker. Og den virker ganske anderledes, end I hidtil har lært, lød det indledende fra Kjeld Fredens.

Det handler ikke så meget om, hvad der er inde i hovedet, men om hvad hovedet ’er inde i’

Kjeld Fredens, hjerneforsker

Med eksempler fra sygehusverdenens arbejde med aktiv patientstøtte pegede han på, at det handler om at bevæge sig fra et fokus på ’målspil’ med vægt på behandling og instruktion, hvor ’vinderen’ er den rehabiliterede borger, til ’frispil’, der handler om indre motivation, og hvor vægten er lagt på det coachende og det relationelle.

Det er måske ikke særligt revolutionerende for en socialpædagog, men det skal kombineres med den nye viden om, hvordan man lærer. Hidtil har neuropædagogikken været hjernebaseret og har bygget på viden om hjernens funktion og indretning. Nu ved man, at det ikke er hjernen alene, der lærer – læring og altså udvikling foregår i et tæt samspil mellem hjerne, krop og omverden. Derfor taler man nu om embodiment – altså at kroppen er med i læreprocessen.

– Det handler ikke så meget om, hvad der er inde i hovedet, men om hvad hovedet ’er inde i’, sagde Kjeld Fredens, der netop har udgivet bogen ’Læring med kroppen forrest’ (omtalt i sidste nummer af Socialpædagogen, red.).

Fokus på opgaven

Herefter fulgte en lille håndfuld sessioner, hvor konferencedeltagerne i fire grupper kunne dykke ned i emner som dokumentation og udvikling, præstationssamfundet og dets krav om evindelig udvikling og som trivsel, udvikling og selvbestemmelse for borgere i botilbud og tværfaglighed og faglig identitet.

Udgangspunktet i denne sidstnævnte var, at tværfaglighed efterspørges i stigende grad, og at det dermed også er afgørende at være klar på sin egen faglighed, når tværfagligheden er en central del af udviklingsarbejdet.

Derfor kræver det langt større faglig identitet, hvis eller når man byder ind i et tværfagligt felt. I tvinges til at definere jeres indsats

Sidsel Arnfred, Narrativ Konsulent

Sidsel Arnfred, der har firmaet Narrativ Konsulent, konstaterede indledende, at det et langt stykke henad vejen ikke længere er givet, at en bestemt faggruppe anses for at være den, der er bedst til at løse en bestemt opgave, og at det ikke længere nødvendigvis er accepteret at beskytte sit eget felt. Det handler om at være i bevægelse frem for at forsvare sit felt.

Samtidig sætter tværfagligheden øget fokus på selve opgaven:

– Og derfor kræver det langt større faglig identitet, hvis eller når man byder ind i et tværfagligt felt. I tvinges til at definere jeres indsats, konstaterede hun.

Den rigtige dokumentation

Efter sessionerne blev konferencens sidste del grinet og hvinet i gang af Betina Baden, der efter sin vokale entre som sit klovne-alter ego, fortalte om udviklingsperspektivet i arbejdet som pædagogisk klovn. Her bliver tingene nemlig meget tydelige, når man arbejder med den grad af improvisation i kontakten med borgeren, hun gør:

– Udvikling kræver, at man er i sync med borgerne – at man hele tiden er i bevægelse mod at være i sync med borgerens præmisser, sagde hun.

I den efterfølgende paneldebat med oplægsholderne fra de fire sessioner kom det i høj grad til at handle om koblingen mellem udviklingsarbejde og dokumentationskrav. Her advarede Janne Hedegaard Hansen, der er lektor og ph.d. ved DPU, mod at det pædagogiske udviklingsarbejde bliver taget som gidsel i kravene om dokumentation – til skade for borgernes livskvalitet:

Så bliver den dygtige pædagog den, der kan udfylde skemaet og leve op til dokumentationskravene. Så bliver det dokumentationsmetoderne, der udvikler pædagogerne og ikke omvendt

Janne Hedegaard Hansen, lektor, ph.d., DPU

– Så bliver den dygtige pædagog den, der kan udfylde skemaet og leve op til dokumentationskravene. Så bliver det dokumentationsmetoderne, der udvikler pædagogerne og ikke omvendt, sagde hun og opfordrede til, at socialpædagoger går ind og skaber deres egen dokumentationspraksis:

- For resultatdokumentation er imod socialpædagogers DNA.

Ja, sagde Sidsel Arnfred, det handler om ude i praksis at tale om, hvordan man på en meningsfuld måde kan måle de små udviklinger og på den måde skabe en modbevægelse til den generaliserende dokumentation.

Og Dorte From, faglig konsulent fra Socialstyrelsen pegede på, at der er behov for at arbejde med inddragelse af borgeren, så dokumentationen giver et mere retvisende samlet billede.

Ann Nedergaard Frederiksen fra Sødisbakke fortalte, at man som et alternativ til dokumentationsarbejdet på en afdeling mødes med en anden arbejdsplads en gang om året for at udveksle ’gode historier’, fordi det giver et godt andet blik på det, man laver. Og så spurgte hun, om ’det virkelig er alt, der skal dokumenteres’:

Er der ikke noget, der er så fint, at det bare skal have lov til at være? Det handler jo også om værdighed. Hvad ville man selv have dokumenteret? Skal enhver god stund skrives ned?

Ann Nedergaard Frederiksen, afdelingsleder, Sødisbakke

– Er der ikke noget, der er så fint, at det bare skal have lov til at være? Det handler jo også om værdighed. Hvad ville man selv have dokumenteret? Skal enhver god stund skrives ned?

Nok at tage fat på

I sin afrunding af dagen konstaterede Marie Sonne, at det også på konferencen havde været tydeligt, at man rundt om i kommunerne har meget forskellige tilgange til udviklingsarbejdet: Hvor der i den ene kommune bliver givet ordentlige vilkår for at udføre det faglige arbejde, mens der i nabo kommunen er helt andre betingelser. Det stiller store krav til fagpersonerne, der skal italesætte de værdier, der ligger til grund for arbejdet.

– Og det kræver også, at vi som socialpædagoger er knivskarpe på, hvilke paragraffer vi arbejder inden for. Det er jo afgørende for, hvordan vi kan arbejde med støtte og udvikling i det daglige og dermed for, at vi kan løfte borgernes livskvalitet maksimalt. 

Det stiller også nogle krav til mulighederne for at komme i en ordentlig dialog med ledelser, forvaltninger og politikere – en dialog, hvor det er muligt at sige tingene lige ud.

– Her oplever vi desværre, at selv i vores egne undersøgelser har I som medlemmer svært ved at turde ytre jer åbent og ærligt om de forhold, I arbejder under. Og det er da en kæmpestor udfordring, sagde Marie Sonne.

– For søren, siger jeg bare – der er nok at tage fat på, lød den op- og udfordrende afskedssalut.