Det er lykke i børnehøjde
Socialpædagog Ulla Bytofte hepper på sit barnebarn Sylvester, der spiller med på et af landets Lykkeligahold. Her møder de frivillige ham lige dér, hvor han er – diagnoserne er skudt til hjørne og erstattet med sjov og leg
’Kom så Sylvester, sådan der!’. Ulla Bytofte, der er farmor til Sylvester, hepper fra lægterne i Gigantium i Aalborg, hvor årets helt store håndboldfest er skudt i gang. Her er mere end 270 børn med udviklingshandicap og deres trænere fra landets Lykkeliga-hold samlet til LykkeCup.
Glæden ved at have en bold mellem hænderne stråler ud af seksårige Sylvester. Ligesom den gør hver uge, når Ulla Bytofte kører ham til træning.
– Sylvester står klar med sin drikkedunk, når vi skal køre, og glæder sig altid helt vildt til at komme til håndbold. Hans storebrødre går til sport, og nu er han ikke længere bare med ude at kigge på – han går også til noget, som er hans. Det giver ham selvværd, fortæller hun.
Ulla Bytofte er socialpædagog og har arbejdet med mennesker inden for autismespektret både på bosteder og aflastningstilbud i en årrække. Men når hun hepper på Sylvester fra sidelinjen, er det som farmor – hvor glæden i hans øjne får det til at boble inde i hende.
– Her forstår de virkelig at spille på de strenge, hvor Sylvester er god. Det er det, det handler om – ingen tager notits af, at han nogle gange løber ned i den anden ende af hallen. Der er højt til loftet og fokus på samvær, fællesskab og på det at have det sjovt, siger hun.
De møder børnene dér, hvor de er, og stiller ikke for høje krav
Ulla Bytofte, socialpædagog og farmor til Sylvester
Glæde skal deles
Sylvesters Lykkeliga-hold kommer fra Herning og har eksisteret et par måneder. Til at starte med var der seks-syv tilmeldte, men nu er holdet vokset til det dobbelte. Her mødes børn med alverdens diagnoser og i alle aldre.
De første par gange turde et af børnene ikke løbe med ud på banen. Men så fandt trænerne ud af, at lykken var at stå på mål. En anden ville kun være med til opvarmning og havde glæde ved det. Og hvor mange sekunder, børnene holder på bolden, eller hvor mange skridt, de tager, før de skyder, bliver ikke talt så nøje.
– De møder børnene dér, hvor de er, og stiller ikke for høje krav. Samtidig er de ikke nervøse for, om børnene kan fungere sammen, når nu deres problematikker er så forskellige. De kan tværtimod lære af hinanden og opnå en accept af hinandens udfordringer. Den tilgang tror jeg, vi som fagfolk kunne lære noget af, konstaterer Ulla Bytofte.
Som fagpersoner arbejder vi jo altid målrettet og forsøger at udvikle de mennesker, vi arbejder for og med – der er altid en læringsproces i det, vi gør
Ulla Bytofte, socialpædagog og farmor til Sylvester
At være som man er
Sylvester selv har en mental udviklingshæmning, ADHD og epilepsi. Men ‘derfor kan man jo sagtens spille håndbold’, som Ulla Bytofte siger. Forældrene har nogle gange brug for at sætte ord på børnenes problemstillinger, men trænerne hæfter sig ikke ved diagnoserne.
– Det vigtige er, at de kan aflæse børnene og reagere på deres behov, når én fx har brug for at sætte sig på bænken eller gå fra i ny og næ, siger hun.
Og det er nok i virkeligheden det, der adskiller den frivillige og den faglige indsats, som netop gør, at frivillighed og faglighed kan gå så godt hånd i hånd, mener Ulla Bytofte.
– Som fagpersoner arbejder vi jo altid målrettet og forsøger at udvikle de mennesker, vi arbejder for og med – der er altid en læringsproces i det, vi gør. Sådan skal det også være. Men det er noget andet med en fritidsaktivitet. Her får børnene lov til at lege og være lige, som de er, hele tiden.