Dilemma: Dyrplageri eller selvbestemmelse?
En borger holder akvariefisk som hobby, men fiskene går til, fordi borgeren ikke formår at passe dem. Er det dyreplageri - eller har borgeren ret til at købe nye fisk? Og hvordan griber man dilemmaet an pædagogisk?
I Facebook-gruppen Socialpædagog til socialpædagog efterlyste Sanne Gitte Pedersen gode råd til at håndtere et dilemma og skrev bl.a.: ’På bostedet har en borger nogle store akvarier. Der bliver jævnligt købt nye fisk af borger selv, fordi borger ikke formår at passe dem korrekt. Fiskene bliver flyttet rundt, sænket ned i koldt vand, sommetider ryger de blot på gulvet eller bliver hældt ud på græsplænen. I mine øjne er det dyrplageri, men der er forskellige opfattelser af, hvad vi kan gøre ved ovenstående problematik.’
Opslaget satte gang i en heftig debat socialpædagoger imellem – og her kan du læse nogle af de mange kommentarer:
Ulla Pedersen
Har borger et potentiale i at lære processerne ift. pasningen, rengøring, fodring? Kan borger med støtte følge et piktogram fx? Hvor er borger kognitivt? Kan man lave aftaler med ham (og evt. butikken) om, at fisk alene indkøbes med personalet? Og hvad er det, der driver ham til at gentage processen med blot at indkøbe nye fisk? Hvilken glæde giver det ham? Hvis det fx giver ham ro, er der så andre måder, han kan opnå det på?
Søren Jensen
Det handler om livskvalitet for borgeren, at denne har en hobby at holde fisk. Det giver indhold i tilværelsen. Måden, han holder dem på, er ikke så essentielt, da borgeren jo handler efter bedste funktionsevne/mental forståelsesevne. Her skal pædagogen se det at holde fisk i et større perspektiv end blot dyremishandling. Pædagogens opgave er ikke at overtage pasningen af fiskene, men at støtte borgeren i projektet. (Hvis borgeren ønsker dette).
Bettina Munch Christensen
Søren Jensen, er helt enig i, at det skal foregå med udgangspunkt i borger. Men at det ikke er essentielt, hvordan de bliver behandlet, er jeg dybt uenig i. Måden, et levende væsen behandles på, kan jo gribe så meget ind i pædagogens egne værdier og etiske overvejelser, at det kan være svært at se på. Og så kan man jo ikke bare bede pædagogen om at se det i et større perspektiv
Vivi Hjortlund
Er det, fordi han kan lide fisk, eller blot fordi han synes, det er flot med et akvarium? Kunne man måske tænke hen mod at have et akvarium men med plastikfisk? Der, hvor jeg arbejder, har vi en borger, som elsker lys, og han har fået sådan et akvarium med plastikfisk, som kan svømme rundt. Men det kommer jo helt an på, hvor borgeren er rent kognitivt.
Maria Mikkelsen
Jeg bliver inspireret til at sige, at Dorthe Birkmose har skrevet en bog ’Mennesket er motiveret’, der handler om, at alle er motiveret for noget. Så når det beskrives, at borger ikke vil samarbejde, så er det, fordi der er noget, der mangler at blive prøvet i samspillet. Meget nemt for mig at skrive, men det er en vigtig og virkelig god bog, hvor dit dilemma kunne være en god case til.
Connie Lage Jepsen
Når nu dyrehandleren ikke vil sælge flere fisk, stopper den vel der. Jeg synes bestemt ikke, I
skal hjælpe med at finde nye steder at købe. Kan man ikke få nogle atrapper/kunstige fisk? Lav nogle farvestrålende fisk af fimoler, måske kan han hjælpe. Inde i mig stritter alt imod det der.
Ville I også lade ham, hvis det var hundehvalpe eller kattekillinger?
Følg Socialpædagogerne på Facebook
Og vær med i Facebook-gruppen Socialpædagog til socialpædagog.
Har du også lyst til at deltage i de mange spændende debatter om socialpædagogisk faglighed og hverdagens dilemmaer? Så meld dig ind i Facebook-gruppen Socialpædagog til socialpædagog.