Mit faglige fokus: Strukturplaner giver ro til udvikling

Hvad er dit faglige fokus?

Jeg er kontaktperson for Nadya, som er den første beboer, vi lavede strukturplaner for. En strukturplan er en ekstremt detaljeret beskrivelse af, hvad der skal ske i Nadyas hverdag – og hvordan. Det er lige fra, hvordan vi vækker og siger godmorgen, hvordan hun skal have børstet tænder og bades – og hvordan en legepause, en gåtur eller transporten til dagtilbuddet foregår. Idéen med strukturplanen er, at alle møder Nadya på samme måde, hvor tingene foregår i samme rækkefølge og med samme handlinger.

Hvorfor er det fokus vigtigt at have i dit arbejde?

Da Nadya flyttede ind på Boligerne på Grønningen, var hun voldsomt udadreagerende, og det var kun ganske få medarbejdere, der kunne rumme at arbejde med hende. Efter et omfattende VISO-forløb fandt vi ind til, at Nadya savnede struktur og genkendelighed – og det skaber strukturplanerne. Man kan sige, at strukturen er den bærende del – ikke relationen. Det er den vigtige fællesnævner i vores arbejde, hvor vi ikke baserer noget på synsninger eller på den enkelte medarbejders løsning, men derimod på hvad vi ved, Nadya har brug for. Når vi alle følger samme strukturmappe og gør tingene på samme måde, så oplever vi, at Nadya er tryg, hun trives – og hun udvikler sig, fordi hendes hjerne ikke hele tiden behøver at forholde sig til, hvad der nu skal ske.

Beskriv en situation med en borger, hvor der er sket en positiv forandring/udvikling, og du var med i processen:

Nadya har haft svært ved at falde til ro, når hun skulle sove. Hendes hjerne er udfordret af, at hun hele tiden søger stimulation, fordi hun er meget nysgerrig. Men hun bliver hurtigt overstimuleret. Jeg har derfor arbejdet meget med, hvordan vi får Nadya i low arousal – og et af fokuspunkterne har været aftenrutinerne, som før var ret kaotiske. I dag foregår aftenrutinen på samme måde hver dag: Efter Nadyas bad og tandbørstning, bliver hun tilbudt én legeting fra kassen, som hun kan putte med. Jeg putter hende tæt med kugledynen og sætter et lysshow på – en stjernehimmel med farver, der drejer rundt. Jeg svarer ikke, når Nadya søger opmærksomhed – men jeg er rolig og afslappet, for hun afspejler min adfærd. Jeg sørger for at vise, at jeg er til stede, at jeg er tålmodig – og stille og roligt kan jeg så liste ud af rummet, når Nadya er faldet til ro.

Hvorfor greb du situationen/opgaven an, som du gjorde?

Vi har kørt meget supervision omkring Nadya og de udfordringer, vi stødte på – og en af de ting, jeg lærte her, var, at Nadya blev overstimuleret af rigtig mange ting. Hendes bolig var indrettet i pangfarver, der var billeder, sommerfugle, tøjdyr og et tv, som hun hele tiden skiftede kanaler på. Vi var enige om, at vi med familiens opbakning skulle prøve at skabe mere ro omkring Nadya, og her har faste rutiner vist sig at være nøglen til hendes trivsel og udvikling. Og da vi havde beskrevet alle døgnets rutiner og samlet dem, så alle har en strukturmappe at følge, så skete der noget. Hun begyndte at slappe mere af, hun var mindre udadreagerende og selvskadende, skreg mindre – og trives markant bedre. Det er detaljen i rutinerne, der er vigtig.

Hvilke faglige redskaber eller viden kan du ikke undvære i dit arbejde?

Arbejdet med strukturplaner for en borger som Nadya – og andre borgere – giver rigtig god mening. Det tager tid at finde ind til, hvad der fungerer bedst for den enkelte. Men når først det er beskrevet, så gør det en kæmpe forskel. Til strukturen hører også en beskrivelse af, hvad der trigger Nadya, hvilken adfærd det udløser – og hvad der er bedst at gøre for medarbejderne. River hun fx i håret eller skriger, så står det nøje beskrevet, at man kan imødekomme det ved fx at afspejle glæde eller synge med hende, ligesom vi også ved, at det giver hende ro, når vi rydder op omkring hende. Når vi følger strukturen nøje i alle situationer i løbet af dagen, er Nadya tryg, hun har overskud til resten af dagen og kan bruge sin energi på aktiviteter og andre sanseindtryk.