Det er og bliver en straf
Straffelovrådet vil ikke afskaffe de tidsubestemte domme for udviklingshæmmede og sindslidende lovovertrædere, fordi en tidsgrænse ville give foranstaltningerne karakter af en straf. Ikke desto mindre føler de dømte det som en straf.
Udviklingshæmmede ved godt, hvad det drejer sig, når de efter at have begået noget strafbart, dømmes til at tage ophold på en institution. Selv om de ikke kommer i fængsel oplever de det som en straf.
Det kom blandt andet til udtryk, da Udviklingshæmmedes Landsforbund (ULF) afviklede kulturkonference i sidste måned (se Socialpædagogen nr. 14). De udviklingshæmmede selv ønsker ligesom andre en afmålt straf, når de begår noget ulovligt. De vil ikke særbehandles. I hvert fald ikke sådan som Straffelovrådet forestiller sig det.
Straffelovrådet vil ikke bruge strafferammerne i straffeloven som udgangspunkt for at afgøre, hvor lang tid retsfølgerne skal være over for udviklingshæmmede og sindslidende overtrædere, fordi foranstaltningerne så får "et pønalt præg" - det vil sige, at det kommer til virke som en straf
Ofre for en illusion
- At Straffelovrådet ønsker, at foranstaltninger over for de udviklingshæmmede ikke må sammenlignes med straf er imidlertid en illusion, siger SL's næstformand Mogens Seider.
- Begår man noget kriminelt skal man straffes. Her har vi så at gøre med en personkreds, der som en del af straffen har brug for omsorg, nærvær, terapi, behandling og opdragelse - altså et socialpædagogisk tilbud.
- Men uanset hvordan vi udøver denne socialpædagogik eller hvor humanistisk, vi løser opgaven, så vil langt de fleste udviklingshæmmede og sindslidende betragte det indgreb - socialpædagoger og andre faggrupper, gør i deres liv - som en straffende konsekvens af den handling, de har begået. Og som de altså har fået en dom - og dermed en straf for.
Mogens Seider er enig i, at kravet om ligestilling ikke må ende med, at sindslidende og udviklingshæmmede anbringes i almindelige fængsler:
- Jeg mener, at der fortsat skal være mulighed for at bruge særlige foranstaltninger. Men der må være et proportionalitetsaspekt, der også gælder i andre tilfælde end "ikke personfarlig kriminalitet". Straframmen må være parallel til den andre lovovertrædere dømmes efter.
- Hvad den enkelte derudover har behov for i form af en social, beskyttende og indlærende indsats efter at dommen er afsonet, må være op til Loven om Social Service at definere og derefter en udfordring for socialpædagogikken, fastslår Mogens Seider.
Fejlagtig argumentation
Straffelovrådets argumentation for at ville bevare de tidsubestemte domme, hænger heller ikke sammen efter Center for Ligebehandling af Handicappedes opfattelse.
- Hvis man tog konsekvensen af Straffelovrådets synspunkt, måtte den nødvendigvis være, at man helt fjerner foranstaltninger over for psykisk syge og udviklingshæmmede fra straffeloven, siger centerleder Mogens Wiederholt.
- Det hænger ganske enkelt ikke sammen, at man på den ene side først erklærer en person som strafuegnet, hvor efter man ufortrødent idømmer foranstaltninger efter straffeloven.
- Enten må man tage konsekvensen ved at overføre selve foranstaltningsdelen til psykiatri og sociallovgivningen. Eller også må man erkende, at der er tale om en straffemæssig foranstaltning og så sætte en tidsgrænse på, der korresponderer med den øvrige rammer i straffeloven, siger Mogens Wiederholt.
Han fremhæver, at Centret hele tiden har argumenteret for det sidstnævnte alternativ ud fra ligebehandlingsperspektivet. Men at der selvfølgelig også må være tale om særlige foranstaltninger:
- Det vil af indlysende grunde være uansvarligt at idømme psykisk syge og udviklingshæmmede almindelige fængselsstraffe. Derfor må man af humanitære og behandlingsmæssige årsager vælge andre retsfølger.
- Men der er ingen tvivl om, at udviklingshæmmede generelt oplever de foranstaltninger, de idømmes som en straf, fortsætter Mogens Wiederholt.
- Det viser alle de erfaringer. vi har gjort. De udviklingshæmmede straffelovovertrædere er i almindelighed bevidste om, at de "straffes" - og at de straffes for en bestemt handling. Udviklingshæmmede som idømmes behandlingsdomme er ikke totalt mørklagte eksistenser. De forstår godt, hvad der sker, siger Mogens Wiederholt.
- Så uanset hvor meget vi besværger, at det ikke må være "pønalt", så er det pønalt. Og det skal det selvfølgelig også være. Udviklingshæmmede, der overtræder straffeloven, skal have en sanktion som enhver anden - også selv om vi vælger, at indholdet af sanktionen skal være et andet.
Men ingen af disse overvejelser har altså spillet nogen væsentlig rolle i de konklusioner, Straffelovrådet er kommet frem til, må Mogens Wiederholt konstatere.