Intet nyt fra justitsfronten
Straffelovrådet bevæger sig stort set ikke uden for den traditionelle tankegang, når det gælder spørgsmålet om tidsubestemte domme til udviklingshæmmede og sindslidende lovovertrædere. Det afføder stor skuffelse blandt behandler- og interesseorganisationer.
Umiddelbart før sommervarmen satte ind, barslede Straffelovrådet i nogenlunde ubemærkethed i slutningen af juni med Betænkning nr. 1372 om "Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69".
Og det havde måske ikke gjort noget, at betænkningen havde fortsat sin ubemærkede tilværelse, hvis ikke det var fordi det kan få afgørende betydning for de udviklingshæmmede og sindslidende, der begår lovovertrædelser.
De idømmes nemlig i stedet for normal straf såkaldte behandlingsdomme på ubestemt tid. Det vil sige, at de skal lade sig underkaste behandling på institution eller hospital - eventuelt i mildere tilfælde kun underkaste sig tilsyn.
Socialpædagoger, LEV og Center for Ligebehandling af Handicappede og andre grupper samt enkeltpersoner har i mange år kæmpet for at få ophævet disse tidsubestemte domme og dermed sikre for eksempel de udviklingshæmmede bedre retssikkerhed.
I næsten 30 har denne kamp stået på. Og det lader til, at den må fortsætte. Der er i hvert fald ikke megen hjælp at hente fra justits-fronten i Straffelovrådets seneste betænkning. Den cykler stort set rundt i de samme argumenter for at opretholde de tidsubestemte domme som i de seneste tre årtier.
En lille åbning
Kun på et enkelt område vover "justitsen" at åbne lidt op:
Der kan indføres en tidsgrænse på fem år for lovovertrædelser af ikke-personfarlig karakter, hvis foranstaltningen lyder på institutionsanbringelse. I særlige tilfælde kan foranstaltningen udstrækkes med yderligeret to år, så den samlet kommer til at vare i syv år.
Ligeledes foreslås der indført en tidsgrænse på tre år, hvis foranstaltningen lyder på andet end institutionsanbringelse - for eksempel hvis den lyder på tilsyn. Igen kan det kun ske i forbindelse med ikke-personfarlige lovovertrædelser. Og igen kan foranstaltningen forlænges med to år.
Straffelovrådet mener at kunne forsvare denne mildning af sanktionerne, fordi undersøgelser har vist, at "foranstaltninger iværksat på baggrund af mindre alvorlige forbrydelser i visse tilfælde har været ganske langvarige, uden at dette synes begrundet i vedkommendes farlighed".
Og det giver Straffelovrådet anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Samtidig giver de empiriske undersøgelser efter Rådets opfattelse fuldt tilstrækkelig grundlag for overvejelserne om lempelser for de ikke personfarlige lovovertrædere.
Ingen tidsbegrænsning
Men i alle andre tilfælde anbefaler Straffelovrådet, at den eksisterende orden bevares. Det vil sige tidsubestemte foranstaltninger for drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig vold, trusler om forannævnte, samt for brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse samt trusler herom.
Her inddrager Straffelovrådet Retslægerådet i sin argumentation og erklærer sig enig i, at "anvendelsen af tidsubestemte foranstaltninger over for den personkreds, der omfattes af straffelovens § 68 og § 69, stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinjer, som præger disse afgørelser".
Derfor vil indførsel af tidsgrænser efter Rådets opfattelse "ikke umiddelbart lade sig gennemføre, uden at hensigten med at henlægge reaktionen på kriminalitet til det psykiatriske og forsorgsmæssige system i et vist omfang forspildes".
Dyb skuffelse
I Center for Ligebehandling af Handicappede, der har arbejdet intenst på at få afskaffet de tidsubestemte domme, er der dyb skuffelse over Straffelovrådets betænkning.
I et Synspunkt i dette nummer af Socialpædagogen afviser centerleder Mogens Wiederholt således kontant Rådets argumenter for at bevare de tidsubestemte domme ud fra forebyggende og terapeutiske retningslinjer:
- Betænkningen fra Straffelovrådet indeholder imidlertid ikke skyggen af dokumentation for denne påstand. Effekten af foranstaltningernes "terapeutiske" indhold indgår overhovedet ikke i Straffelovrådets analyse, skriver Mogens Wiederholt og fortsætter:
- Straffelovrådet har alene spurgt Retslægerådet, som blot henholder sig til en 27 år gammel udtalelse, som det afgav i 1972, da problemstillingen senest blev drøftet i det såkaldte Bækgårdudvalg.
Mogens Wiederholt finder det svært at forstå, at man her stiller sig tilfreds med 27 år gamle synspunkter og slet ikke forholder sig til den udvikling, der siden hen har været i socialpsykiatrien. Og med hensyn til Rådets holdning til udviklingshæmmede er han dybt forarget:
- Her det det ganske uantageligt, at man alene baserer sig på udtalelser fra Retslægerådet. Hvorfor har man ikke følt sig foranlediget til at forhøre sig om det "terapeutiske perspektiv" blandt faggrupper, som arbejder professionelt med mennesker med udviklingshæmning? Det er ganske enkelt for sjusket og arrogant, fastslår Mogens Wiederholt.
Burde spørge fagfolk
SL's næstformand Mogens Seider er heller ikke særlig imponeret af Straffelovrådets udspil. Også han undrer sig over, at Rådet i udtalelserne om "det terapeutiske perspektiv" lige netop her går ind og udtaler sig om foranstaltninger, der rettelig hører under de sociale myndigheder:
- Jeg forstår heller ikke, hvorfor Straffelovrådet ikke går ind og spørger nogle af de socialfaglige personer, der til daglig arbejder med de udviklingshæmmede og sindslidende lovovertrædere, siger Mogens Seider.
- Nu kører man rundt i de samme juridiske cirkler, som man har gjort i de sidste 30 år, og hvor man kun spørger andre jurister.
- Her i landet har vi efterhånden en årelang og bred erfaring med at arbejde socialpædagogisk med udviklingshæmmede lovovertrædere - såvel i tilsynsrelationer som i de mere lukkede foranstaltninger. Derfor synes jeg også, at det vidner om mangel på respekt for socialpædagoger og andre faggrupper, der arbejder med de udviklingshæmmede, at man ikke har høringsforpligtelse over for disse faggrupper, og spørger dem til råds i sager som disse.
- Det er dog dem, der kommer de dømte nærmest, fastslår Mogens Seider, der også undrer sig over, hvor Straffelovrådet har fået åremålsgrænserne på netop tre, fem og syv år fra.
Politisk afgørelse
John Møller, direktør i Landsforeningen LEV (Livskvalitet, Egenkultur og Værdighed) er også skuffet over udspillet fra Straffelovrådet:
- Vi kan ikke acceptere argumentet om, at der et forebyggende element i at dømme en tidsubestemt straf. Begår en udviklingshæmmet en lovovertrædelse, skal han have sin straf som alle andre. Men ikke nødvendigvis i Vestre Fængsel, siger John Møller.
- Men at kalde tidsubestemt straf forebyggende holder ikke vand. For øvrigt er tilbagefald til ny kriminalitet ikke større hos udviklingshæmmede end hos andre. Snarere tværtimod, siger han.
- Vi havde håbet på et gennenbrud nu, da justitsministeren bad Straffelovrådet se på lovgivningen. Men det blev ikke herfra, at vi skulle vente noget nyt. Så nu må vi have en politisk afgørelse, fastslår John Møller.