Sådan straffes de
Selv om Straffelovrådet i sin betænkning vil indføre en tidsgrænse på tre år for tilsynsdomme og fem, eventuelt syv år for institutionsdomme for ikke personfarlig kriminalitet, er det alligevel tidsmæssigt en voldsom sanktion i forhold til, hvad en ikke udviklingshæmmet eller sindslidende person ville få for en tilsvarende forbrydelse.
En ikke-udviklingshæmmet person skulle begå endog meget grov kriminalitet for at få en straf på fem eller syv års ubetinget fængsel. Alligevel er det altså den ramme, Straffelovrådet foreslår ved ikke personfarlig kriminalitet.
Eksemplerne på, at udviklingshæmmede idømmes meget lange sanktioner for selv relativt harmløse lovovertrædelser, afsløres blandt andet i den undersøgelse, Straffelovrådet har bedt kriminologen Britta Kyvsgaard foretage, og som også offentliggøres i betænkningen.
Her er et par af eksemplerne:
Person 1: For flere og gentagne tilfælde af tyveri, dokumentfalsk og bedrageri dømt til behandling i institution for åndssvage (det udtryk bruges stadig i straffeloven). Foranstaltningen har indtil nu varet i 15 år.
Person 2: For bombetrusler/telefonbomber dømt til anbringelse i institution for åndssvage. Efter godt 10 år domsændring til tilsyn fra kommunens side, men med mulighed for genanbringelse i institution. Foranstaltningen har varet knap 14 år.
Person 3: For brandstiftelse og tyveri dømt til anbringelse i institution for åndssvage. Efter knap syv år domsændring til behandling på institution for åndssvage med tilsyn fra kommunen, der også kan træffe foranstaltninger til anbringelse igen. Foranstaltningen har varet i 15 år og fire måneder.
Det skal tilføjes, at der i alle disse her tilfælde er tale om ikke personfarlig kriminalitet.