Dybt skuffende
Straffelovrådets betænkning om tidsubestemte domme har ikke skyggen af dokumentation for sin påstand om, at tidsubestemte domme til kriminelle udviklingshæmmede stemmer bedst overens med de forebyggende og terapeutiske retningslinjer, som præger disse afgørelser. Det er for sjusket og for arrogant.
| "Straffelovrådet er enig med Retslægerådet i, at anvendelsen af tidsubestemte foranstaltninger over for den personkreds, der omfattes af straffelovens §68 og §69, stemmer bedst overens med de forebyggende og terapeutiske retningslinier, som præger disse afgørelser og at indførslen af tidsbegrænsninger derfor ikke umiddelbart lader sig gennemføre, uden at hensigten med at henlægge reaktionen på kriminalitet til det psykiatriske og forsorgsmæssige system i et vist omfang forspildes" |
Så klart, men desværre også så unuanceret og så udokumenteret gør Straffelovrådet sin stilling op, i Rådets netop offentliggjorte betænkning om brugen af tidsubestemte foranstaltninger over for udviklingshæmmede og sindslidende.
Betænkningen er et resultat af justitsministerens henstilling til Straffelovrådet om at se på de tidsubestemte domme til psykisk udviklingshæmmede, efter at Centret i 1995-96 gennemførte en undersøgelse om brugen af tidsubestemte retsfølger over for psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere.
Selv om Straffelovrådet meget kategorisk afviser en konsekvent gennemførelse af et tidsbestemt sanktionssystem over for udviklingshæmmede og sindslidende, så er der dog visse åbninger i betænkningen. Straffelovrådet opregner således fire modeller, hvor Straffelovrådet ender med at anbefale model 1.
Model 1 indebærer:
- at der indføres en tidgrænse på fem år for lovovertrædelser af "ikke-personfarlig" karakter, hvis foranstaltningen lyder på institutionsanbringelse eller åbner mulighed for institutionsanbringelse. I særlige tilfælde kan dommen udstrækkes i yderligere to år, så den samlede varighed bliver syv år.
- at der indføres en tidsgrænse på tre år for lovovertrædelser af "ikke-personfarlig" karakter, hvis foranstaltningen lyder på andet end institutionsanbringelse (for eksempel tilsyn). Også her åbnes der mulighed for, at foranstaltningen kan udstrækkes yderligere, så den samlede foranstaltningstid maksimalt kan blive på fem år.
Er der tale om lovovertrædelser af "personfarlig" karakter, så idømmes der som i dag tidsubegrænsede domme.
Model 2 adskiller sig kun fra model 1 ved at anvende et snævere kriterium for, hvilke lovovertrædelser der betragtes som personfarlige - og dermed kan føre til en tidsubestemt dom. Efter model 2 vil færre (end i model 1) få idømt tidsubestemte domme.
Model 3 og 4 er blot mindre ændringer af det nugældende system og indfører ikke nogen form for tidsbegrænsning i foranstaltningerne.
Når Ligebehandlingscentret ikke tøver med at kalde Straffelovrådets betænkning skuffende, så skyldes det flere forhold:
Det terapeutiske perspektiv
Rådet konstaterer uden at blinke med et øje, at de tidsubestemte domme "stemmer bedst overens med de forebyggende og terapeutiske retningslinjer, som præger disse afgørelser". Betænkningen fra Straffelovrådet indeholder imidlertid ikke skyggen af dokumentation for denne påstand. Effekten af foranstaltningernes "terapeutiske" indhold indgår overhovedet ikke i Straffelovrådets analyse. Straffelovrådet har alene spurgt Retslægerådet, som blot henholder sig til en 27 år gammel udtalelse, som Retslægerådet afgav i 1972, da problemstillingen om tidsubestemte dommes senest blev drøftet i det såkaldte Bækgårdsudvalg.
Retslægerådet har selvfølgelig ekspertise til at udtale sig om lægevidenskablige forhold, for så vidt angår personer med sindslidelser. Men selv her burde man ikke stille sig tilfreds med 27 år gamle synspunkter. Det er svært at forstå, at for eksempel decentraliseringen af psykiatriområdet og udviklingen inden for socialpsykiatrien overhovedet ikke reflekteres.
Og for så vidt angår udviklingshæmmede, så er det ganske uantageligt, at man alene baserer sig på udtalelser fra Retslægerådet. Hvorfor har man ikke følt sig foranlediget til at forhøre sig om det "terapeutiske perspektiv" blandt faggrupper, som arbejder professionelt med mennesker med udviklingshæmning? Det er ganske enkelt for sjusket og for arrogant.
Det forebyggende perspektiv
Udover det "terapeutiske", så refererer Straffelovrådet også til det "forebyggende" perspektiv, dvs. tidsubestemte domme som en måde at forhindre, at personen begår ny kriminalitet. Et ræsonnement, som bygger på den antagelse, at udviklingshæmmede og psykisk syge er mere tilbøjelig til at begå gentagelseskriminalitet end andre. Det er bare intet der tyder på, at dette ræsonnement holdet.
Det skal understreges, at Ligebehandlingscentret ikke har undersøgt kriminalitet blandt sindslidende. Men af den meget omfattende analyse Centret i 1995-96 gennemførte af udviklingshæmmede lovovertræderes domme, fremgik det klart, at forestillingen om udviklingshæmmede lovovertrædere som notorisk kriminelle, som straks går ud og begår ny kriminalitet, er en myte.
Centrets undersøgelse af udviklingshæmmede straffelovsovertrædere viste, at i 92 ud af 121 sagsforløb, som vi undersøgte, var der tale om førstegangslovovertrædere. "Kun" 29 af de 121 havde tidligere været dømt for kriminalitet. Når 76 procent af samtlige de sager vi fandt i 1995 var sager om førstegangslovovertrædere, så er det altså vanskeligt at se, hvor argumentet om forebyggelse har sit udspring - i hvertfald for så vidt angår udviklingshæmmede.
Man vil selvfølgelig altid kunne hævde, at det netop er de tidsubestemte domme, som er årsag til det lave recidivtal. Den der er institutionsanbragt, har svært ved at begå ny kriminalitet. Pointen er imidlertid, at hele 76 procent af de analyserede sager omhandler førstegangskriminelle. Hvorvidt de vil begå ny kriminalitet eller ej, kan af gode grunde kun være en påstand. Der er på ingen måde ført bevis for, at disse personer vil begå ny kriminalitet. Det er noget man antager eller tror.
Resultaterne fra Centrets undersøgelse er så markante, at det i det mindste burde have givet anledning til, at Straffelovrådet så grundigt på netop hyppigheden af tilbagefaldskriminalitet (recidiv). Men det perspektiv indgår ikke engang som selvstændigt analysefelt i den undersøgelse af foranstaltningsdommene, som Rådet har ladet udarbejde. Af de få bemærkninger betænkningen indeholder om recidiv fremgår det imidlertid, at også Straffelovrådets undersøgelsemateriale antyder, at udviklingshæmmede og psykisk syge recidiverer væsentligt mindre end andre kriminelle.
At der også blandt udviklingshæmmede og psykisk syge findes nogle få personer, som begår meget grov kriminalitet - og gør det gentagne gange - er uomtvisteligt. Centret pegede i forbindelse med vores analyse af de tidsubestemte foranstaltninger derfor på, at man kunne overveje at supplere den nuværende "almindelige" bestemmelse om forvaring (som kan idømmes på ubestemt tid) med en bestemmelse, som gør det muligt at idømme den lille gruppe af meget farlige kriminelle, som også findes blandt udviklingshæmmede, en forvaringsdom.