der duer
Pædagoger på syv specialfritidshjem i Århus har været med til at udvikle et nyt pædagogisk værktøj, der giver glæde, tryghed og styrke. En hjælp til pædagogen, til barnet og forældrene, beskriver handicapkonsulent. Giver bedre kvalitet i arbejdet og skærper vores professionalisme og faglige stolthed, mener pædagoger. Individuel Specialpædagogisk Forudsætningsanalyse, ISF, hedder arbejdsredskabet, som byrådet i Århus netop har besluttet skal bruges i alle 100 daginstitutioner, hvor børn med handicap er integreret.
- Barnet kommer først, siger Marianne Kristensen, Fristedet Brohaven.
Og det er sådan set essensen i den etik, filosofi og det menneskesyn, som ISF bygger på.
Det er et barn med handicap og ikke et handicappet barn, der får støtte til at udvikle sig. Institutionen skal indrette sig efter barnets behov og ikke omvendt.
Metoder og handlinger tager udgangspunkt i, hvad barnets forudsætninger er. Hvad det kan og hvilke behov og potentialer, det har.
Tre gennemgående teorier er Maslows behovspyramide - at der er nogle basale ting, der skal være opfyldt, før et barn kan udvikle sig, blandt andet tryghed. Gardners teori om de mange intelligenser, som anerkender at mennesket er komplekst og nuanceret og kan udvikle de svage sider ved at tage afsæt i de stærke. Og Vygotskijs teorier om den nærmeste udviklingszone, som er dér, man finder barnets motivation.
ISF er en metode, der duer, fremgår det tydeligt, når de fire 'superbrugere' Marianne Kristensen, Lone Holt, Fritidshjemmet Jellebakken, Jens Hostrup, Fritidshjemmet Klokkervej og Søren Scwalbe, Fritidshjemmet Grundtvigsvej, fortæller om deres erfaringer og foreløbige resultater.
De sidder og damper over skemaer, cases, eksempler, notater og metoder, mens de lægger sidste hånd på den undervisning, de skal give deres kolleger, i hvordan man bruger ISF i praksis.
- Det højner niveauet for de børn, vi har mellem hænderne, for vi ser flere nuancer og resurser, og det gør det også mere spændende rent fagligt, siger Jens Hostrup.
- Jeg er blevet mere tilfreds med mit arbejde, fordi jeg tydeligt kan se, hvad der er brug for, kan tænke mig om, sætte realistiske og præcise mål og evaluere, om jeg nåede dem sammen med barnet, beskriver Søren Schwalbe.
- Vi får gode faglige diskussioner og fælles fodslag i personalegruppen, så alle kan tage højde for børn med handicap, når de sætter fælles aktiviteter i gang. Det er godt for arbejdsmiljøet, mener Marianne Kristensen.
- Og vi sidder med et grundigt og veldokumenteret materiale med masser af eksempler, når vi skal fortælle forældrene om, hvordan deres børn har det og udvikler sig. Ligesådan når vi har netmøder, tværfaglige møder om børnene. Vi udstråler professionalisme, forklarer Lone Holt.
Ikke efter gehør
- Vi oplevede, at forældrene syntes, at det var uhyre vigtigt, at pædagoger vidste, hvad de gjorde med deres børn, fortæller Jan Emmery, handicapkonsulent i Århus Kommune.
- Forældrene mente, det tog for lang tid, før børnene fik den opmærksomhed og hjælp, de havde brug for. Derfor ville vi udvikle et godt redskab til daginstitutionspædagoger.
- Daginstitutionspædagoger er meget dygtige til at handle, så snart de konstaterer, at et barn har et problem eller er på vej til noget forkert. Og ofte virker deres umiddelbare handlinger, som bygger på faglighed og erfaring.
- Men over for børn med handicap rækker det ikke at arbejde efter gehør. Det skal udføres omhyggeligt, bevidst og eftertænksomt og bygge på børnenes potentialer.
Jan Emmery er selv uddannet pædagog og synes, han har lært meget af 'pædagogerne på grøn stue', mens han har arbejdet sammen med dem om at udvikle ISF.
Han understreger, at de mange skemaer i metoden ikke er testskemaer. I skemaerne skal pædagogerne beskrive deres autentiske oplevelser med børnene, noget de har set og været sammen med børnene om kropsligt, følelsesmæssigt og kognitivt.
- Jeg mener ikke, at den systematiske indsamling af data vil bevirke, at pædagogerne mister det intuitive og umiddelbare. De vil fortsat arbejde frit fra leveren, for det er ikke alt, man kan fange ind på et skema, forklarer han og citerer digteren Vagn Steen: "den der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt".
Metoden trin for trin
Den Individuelle Specialpædagogiske Forudsætningsanalyse består af mange fortrykte A 4 ark, hvor fakta og iagttagelser skal skrives ind systematisk og udtømmende.
Der er syv gode spørgsmål, korte og letfattelige, men som kræver en hel del af personalegruppen, når de skal svare grundigt.
Hvad kan institutionen?
- Inden vi går i gang med at skrive om børnene, analyserer og beskriver vi først vores egen institution. Hvilke lærings-miljøer kan vi tilbyde?, forklarer Søren Schwalbe.
- De fysiske muligheder som for eksempel træværksted, legeplads, dramarum og køkken. De personlige muligheder, hvilke styrker de ansatte har, som for eksempel at spille et instrument, at være vild med at fiske, at kunne få børnene til at fortælle. De kulturelle værdier som for eksempel hvilke traditioner vi har, hvor flexible vi er til at flytte rundt på tingene og tænke anderledes.
De ansatte undersøger simpelthen hvilken vifte af tilbud, de kan give børnene.
- Det får en spændende betydning i praksis, når vi senere vurderer, hvad der skal til for at stimulere de enkelte børn bedst. Kan vi det, børnene har behov for i deres vækst, eller skal vi stable andre miljøer på benene, ændre på fysiske tilbud og udvide de menneskelige resurser?, beskriver Jens Hostrup.
Så allerede ved det første spørgsmål begynder den systematiske diskussion om stedet og de ansattes pædagogiske faglighed.
Marianne Kristensen mener, at det er både dejligt og værdifuldt at få en snak med kollegerne om, hvad de er rigtigt gode til hver for sig og sammen. Men det kan også være provokerende at finde ud af, hvilke 'huller' man har: For eksempel et veludstyret musiklokale, men ingen voksne der kan eller brænder for at bruge det.
- En kortlægning af vores muligheder lægger op til både selvransagelse og professionalisme, siger Lone Holt.
Og den er et opgør med tanken om, at det enkelte barn skal tilpasse sig institutionen. Det er institutionen, der skal passe til barnet med handicap.
Blandt andet derfor er det en fordel, at lederen er en af de tre personer på institutionen, der bliver uddannet i ISF, for det er hende, der skal sørge for tid og midler til, at institutionen kan levere de ideelle resurser, fysiske ændringer eller uddannelse af personalet.
Hvem er 'Mathias'?
Svarene på metodens næste spørgsmål har til formål at få beskrevet barnets handicap så præcist som muligt for at finde ud af, hvilke handlinger, man skal sætte ind med for at ramme plet.
Som Jens Hostrup siger. - Det nytter ikke at ville lære en lam dreng at gå.
Barnets primære pædagog koordinerer at få samlet de oplysninger, der eksisterer: Handicapbeskrivelse, kontakt til behandlingssteder, aktuelle undersøgelser og observationer. Fakta fra den afgivende daginstitution, fra forældrene, egne iagttagelser og endelig om der mangler eller skal søges ny viden.
Primærpædagogen følger hele tiden op, fortæller Marianne Kristensen. - Hvis der arrangeres en tur, så er hun der med "hov, I skal også sørge for at 'Mathias' kan komme med!"
Søren Schwalbe: - Vi vil gerne have så megen viden om barnet fra andre kilder, så vi ikke udsætter ham eller hende for alt muligt. Lidt et opgør med den holdning, at man skal lære barnet at kende selv. Vi overtager andres oplysninger uden fordomme og sparer barnet for mange faldgruber og nederlag.
- Det er da fjollet ikke at få at vide, at barnet skal guides med billeder, mener Lone Holt. - Hvad kommer først: Tryghed eller politisk korrekthed? Det er nærmest et overgreb ikke at tage hensyn til andres oplysninger.
- Tidligere har vi ofte tænkt, at barnet lige skulle være trygt, før vi begyndte at lave struktur. Men måske bliver han eller hun ikke tryg, før der er en struktur for deres hverdag.
ISF-pædagogerne lader sig ikke nøje med en oplysning om, at barnet er aggressivt eller impulsstyret.
De beder om eksempler, eksempler og eksempler. Hvad er barnets behov? Hvad går godt og galt? Hvornår, i hvilken situation, hvem var til stede, hvad skete lige før?
Hvad kan 'Mathias'? Hvordan har Mathias det?
Tredje punkt på programmet at 'screene' barnets færdigheder, hvor pædagogerne tager udgangspunkt i de ti intelligenser, og fjerde punkt er at observere og udrede, hvilke problemer og behov, forudsætninger og potentialer barnet har.
- Før vi begynder at krydse af og notere, samler vi iagttagelser igennem et stykke tid, siger Marianne. - Alle kolleger bidrager i en brainstorm, gerne rigeligt med konkrete eksempler for at belyse, i hvilken sammenhæng de enkelte ting er set. I træværkstedet? I struktureret eller fri leg? Hvem var der?
Hvad kan vi gøre for 'Mathias'?
Efter at have 'puttet barnet i kasser', skal pædagogerne nu have ham eller hende ud igen. De vælger et overordnet udviklingsmål, som er noget, barnet har lyst til og næsten kan selv. For eksempel at spille tennis med en voksen. Målet bliver delt op i delmål som a) at beherske en ketcher og slagteknik b) lære reglerne for tennis, c) lære strategier for at undgå konflikter.
Man planlægger aktiviteterne, vælger metoder, fortæller barnet, hvad der skal ske, hvornår det begynder og slutter, indretter lokaliteter og omstændigheder, så barnet får ro og overblik.
Hvordan går det med 'Mathias'?
Undervejs fører kontaktpædagogen logbog eller dagbog, hvad går godt, hvad virker ikke, er der noget, der skal rettes? Er der nye ideer eller opdager man nye potentialer hos barnet? Logbogen bliver også brugt til overordnede pædagogiske overvejelser.
I hvor høj grad er det lykkedes?
Efter 3-5 måneder evaluerer man så med fokus på udviklingen, på mål og delmål, på metoder, kontekst og den pædagogiske indsats.
- Det gode ved analyseredskabet er, at når vi deler op i så mange fragmenter, så kan vi bruge det, der fungerer og justere det, der ikke virker, mener Marianne Kristensen.
- Det er sundt for en faggruppe at gå i dybden med, hvad vi foretager os. Det bliver mere fagligt spændende og vi finder ud af, hvor meget vi i virkeligheden kan og også, hvor vores huller er, siger Søren Schwalbe.
Lone Holt er enig: - De der spændende snakke, man havde på seminariet om, hvad man ville med sit arbejde, hvordan man ville tilrettelægge det og i det hele taget at få orden og struktur på sine tanker, som også er en god ballast, når man er til møder om barnet.
Selvom det i begyndelsen kan virke som et langt og tidskrævende stykke arbejde at skulle arbejde sig så minutiøst igennem alle syv stadier for hvert barn og for hvert mål, så bliver det efterhånden en integreret del af det daglige pædagogske arbejde at tage dialogerne og skrive ned.
- Vi har igennem flere år ønsket en forudsætningsnalyse, der var enkel og overskuelig. Selvom den, vi er nået frem til, er større og mere kompleks, har den en bedre logisk sammenhæng, mener Jens Hostrup.
Søren Schwalbe er spændt på, om pædagogerne på alle 100 institutioner får tiden til at bruge arbejdsredskabet ISF. Tid er blandt andet, hvad pædagoger i Århus har strejket for i forbindelse med kommunens budgetforhandlinger.