Socialpædagogernes våben er ders faglighed

For at sikre, at borgerne får den behandling, som garanteres af systemet, er det nødvendigt at tilføre det sociale arbejde nogle retslige elementer. Altså noget socialpædagogen har pligt til, noget han eller hun skal gøre. I socialt arbejde står de gode viljer i kø. Det er desværre ikke nok, der skal også ubetingede pligter til, fastslår retsfilosoffen Peter Høilund

- Socialpædagogerne er farlige for deres omgivelser. De er bevæbnede. Deres våben er deres særlige faglighed. Det kan vi blandt andet se af deres erklæringer omkring tvangsfjernelser af børn. Men spørger man socialpædagogerne, vil de sige, at de ikke har magt - at de nærmest er magtesløse. De ser ikke deres egen magt, og føler sig meget solidariske med klienterne. Men faglighed og solidaritet kan ikke skilles ad, siger retsfilosoffen og cand.jur. Peter Høilund i denne samtale om etik og jura i relation til socialpædagogikken. En af hans 'påstande' er blandt andet, at der på det sociale område hersker en mangfoldighed, der har medført mange forskellige opfattelser af faglighed, jura og etik samt at juraen er død.

- Problemet er, at etikken har ændret karakter. På den tyske teolog og reformator Martin Luthers (1483-1546) tid indgik jura, etik og politik i begrebet naturret. Etikken var så at sige lakmusprøven på juraen og politikken. På et tidspunkt adskilles jura og politik fra det religiøse. Det har medført, at vi ikke har en samfundsetik for, hvordan juraen og politikken skal fungere. Før i tiden byggede man institutioner på en pligtetik, der var udformet af den tyske filosof Immanuel Kant, der blev født i midten af 1700-tallet. Ifølge ham skulle man følge regler og normer i socialt arbejde, uanset om man havde lyst til det eller ej. Den pligt har vi formentlig ikke længere. Pligtetikken er erstattet af en selvrealiseringsetik. Udviklingen begyndte tilbage i 60'erne med et antiautoritært oprør, hvor pligter, 'systemet' og 'loven' blev fjendebilleder. Dette blev så fulgt op af en terapibølge i 70'erne og 80'erne, hvor man blev sit eget projekt. Hvor etikken tidligere har handlet om den anden, om at behandle andre, som man selv ønskede at blive behandlet, er der sket et skift i fokus, så dette er rettet mod en selv. Moralen er tilsvarende ændret til, 'at jeg skal handle, så jeg mest hensigtsmæssigt iscenesætter mig selv'. Og så er det, jeg spørger mig selv: Kan man bygge socialpædagogiske institutioner og udføre socialpædagogisk arbejde på denne nye etik?

- Juraen, retsreglerne, har også ændret karakter. Når juraen er et fjendebillede, taler socialarbejderne om at udføre socialt arbejde på trods af systemet og dets regler, og de føler sig som advokater for borgerne over for samfundet. Men når juraen og etikken er fortrængt som de grundlæggende systemer, efterlader det et tomrum til en økonomisk og politisk regulering. Vi ser jo, hvor stor en rolle såvel økonomien som (lokal)politikken har fået. Og det igen giver grundlæggende andre vilkår for socialpædagogikken, hvor retsgrundlaget er uoverskueligt og uklart, og hvor man ikke har pligt til andet end sin egen selviscenesættelse.

Sig selv nærmest
- Kan man sammenligne det med HK's slogan om, at man (kun) skal være solidarisk med sig selv, og hvordan rimer det med den følelse, du nævnte før, om at være advokater for borgerne?

- Ja, i HK-sloganet har vi et bastant udtryk for selvrealiseringen. Samtidig er det også sammenfaldende med 'det individualiserede samfund', hvor enhver er sig selv nærmest, og hvor den vidtfavnende solidaritet i den klassiske arbejderbevægelse er en saga blot. Om solidariteten med de svage vil jeg sige, at det indgår i institutionernes magtstruktur som et postulat. Den frihed, man påstår at have til at handle solidarisk, har man ikke. For man er ansat, underlagt ledelse og økonomiske vilkår. Igen er det noget, der er med til at skabe forplumrede relationer. For hermed foregøgler man over for borgerne en rolle, man ikke kan indfri.

- Udspørgeren i den store Tamilsag, juristen Henrik Holm-Nielsen, har udtrykt det på den måde, at man skal 'pleje ret' i modsætning til den amerikanske sondring om at 'pleje klienter'. For som han siger "Det er en misforstået sondring. For du kan ikke pleje klientens interesse, hvis du ikke 'plejer ret'". Er du enig heri?

- Fuldstændig. Der er en tendens til, at de rettigheder, som Folketinget tildeler borgerne, de rettigheder giver institutionerne ikke borgerne, fordi den retslige måde at tænke på er svækket i institutionerne. Ifølge den nyeste samfundsforskning betyder det, at store befolkningsgrupper som kontanthjælpsmodtagere, langtidsledige og borgere på overførselsindkomster marginaliseres. Tag eksempelvis pladsgarantien i daginstitutioner eller afskaffelse af ventelister på hospitalerne. Disse rettigheder overholdes ikke. Vi har også i lovgivningen et krav om meningsfuld aktivering, fordelt på flere perioder og hvor den arbejdsløse skal inddrages i en handleplan. Hvad sker? Kommunen har en aftale med et privat rengøringsselskab og det eneste 'tilbud', de ledige får, er et rengøringsjob. Hermed sker der ikke blot et, men flere brud på deres rettigheder.

- Det hedder ofte 'skidt være med at juraen er død'. Men det fører til stigmatiserende forhold, hvor store grupper af befolkningen ikke er agtede som borgere. Vi får et velfærdssamfund med en ny klasseinddeling, med borgere af 1. og 2. grad eller i et A- og et B-hold.

- Vi skal ikke være blinde for, at til et etisk ideal hører, at samfundets institutioner også de socialpædagogiske - kan understøtte det enkelte menneskes mulighed for opblomstring. Vi kan ikke skabe den for ham eller hende, men vi kan sikre, at et menneske selv kan komme i et positivt forløb.

Vilkårlighedsrum
- Et vilkårlighedsrum medfører også, at intet er sikkert længere for børn og deres forældre. For der er ikke længere en socialfaglig enighed om, hvad socialfagligt pædagogisk arbejde er. Det er helt nødvendigt, at de mennesker, man arbejder med i socialpædagogisk arbejde, medinddrages i faglige spørgsmål. Gør de ikke det, er det op til den enkelte pædagog eller institution at tage stilling. Der har altid eksisteret forskellige opfattelser mellem institutionerne om, hvad der er ordentligt socialpædagogisk arbejde. Det nye er, at vi ser denne uenighed inden for den enkelte institution. Nogen hævder, at der bør være enighed, og at etikken og juraen skal være afklaret. Det tror jeg ikke på. Vi kan ikke trække historien baglæns. Men vi kan gøre os klart, at situationen kræver nye faglige strategier og metoder, der tager udgangspunkt i aktiv medinddragelse af forældre, børn, handicappede, udviklingshæmmede og andre grupper, som socialpædagogerne arbejder med. For at undgå vilkårligheden.

- Det er ikke længere nok at sige, at 'jeg er socialpædagog og arbejder på et sikkert socialpædagogisk grundlag'. For det grundlag eksisterer ikke! I stedet må hver i sær gøre rede for sit personlige grundlag, der er præget af holdninger og afsmitning fra mange forskellige fællesskaber.

- Nu har vi svævet rundt i de højere, filosofiske luftlag, hvilket jo ikke er så underligt, når du er retsfilosof. Men lad mig så nævne den græske filosof Sokrates (469-399 f.Kr.), der talte om opretholdelse af lov og moral som vigtigere end det enkelte liv. Hvor passer han ind?

- Det entydigt rationelle, som han var udtryk for, kan ikke opretholdes i dag. For hvad er viden? Det er ikke noget universelt sandt, idet viden i dag blandt andet. skabes i de sociale institutioner. Eksempelvis opstår der en fortælling om et barn, der bliver til sandheden om dette barn, der fortsætter gennem systemerne".

- Når jeg hører ordet 'fortælling' har jeg lyst til at trække min pistol...

- Jeg er enig i, at det fortællende ofte bruges for bredt. I begrebet 'fortælling' ligger jo, at der er noget digt i det. Socialpædagogen må gøre sig klart, at det er en faglig digtning om barnet, der igen bygger på socialpædagogens faglighed og udvikling. Viden er noget, der snarere 'produceres' end 'findes'. Det skal man også være opmærksom på, når man skriver erklæringer om for eksempel et barn og gøre sig klart, hvilket vidensforhold, der ligger til grund. Psykologer afgiver et hav af erklæringer - oftest uden at tale med hverken børn eller forældre. Deres 'viden' beror alene på læsning af journalakter. Er det tilfredsstillende?

- Hvordan sikrer vi, at borgerne får den behandling, som garanteres af systemet?

- Ved at tilføre det sociale arbejde nogle retslige elementer. Altså noget socialpædagogen har pligt til, noget han eller hun skal gøre. I socialt arbejde står de gode viljer i kø. Det er desværre ikke nok, der skal også ubetingede pligter til. At sikre de fundamentale rettigheder for borgerne i velfærdssamfundet - for nu at sige det kort. Det kræver, at man sætter sig i den andens sted. Orienterer klienterne om hvilken praksis, der findes 'her hos os'. Der eksisterer et utal af socialpædagogiske eksperimenter, så kravet om denne orientering skærpes, hvis institutionen adskiller sig væsentligt fra de øvrige. Socialpædagogerne har pligt til at medinddrage og få tilslutning fra de involverede borgere.

Kærlighedskampen
- Tidligere har jeg udviklet tanken om kærlighedskampen. Denne kamp går ud på, at socialpædagogen ønsker et større eller mindre fællesskab med klienten. Ikke alene om det rent faglige, men om en fælles forståelse, hvor pædagogen også må inddrage sin egen person. Mislykkes kærlighedskampen er prognosen for ordentligt, socialt arbejde dårlig. Og der skal føres flere kærlighedskampe for at få en større fælles platform. Kærlighedskampen er en anstrengelse for at finde en tone, skabe et oplyst rum, hvor kommunikationen virker. At tale så man bliver forstået - eller med Kierkegaard at møde klienten, hvor han er. Ellers trykker man bare sig selv af. For det nye er, at man som socialpædagog ikke kan læne sig op ad noget autoritativt for, hvordan man skal handle. Socialpædagogen er overladt til sin egen menneskelighed.

- Terapeutetik handler om at aflæse borgeren i den konkrete situation. Se den andens blik, lytte til det usagte, aflæse den andens kropssprog. Og ud fra denne autoritet skal man være vejledende for de beslutninger, der skal tages. Det kræver en særlig evne til nærvær. En fortrolighedskundskab.

Blå Bog
Peter Høilund er cand.jur. og har en ph.d. i retsfilosofi. Indtil midten af 80'erne praktiserede han som advokat og arbejdede derefter med etiske spørgsmål, underviste og udgav i 1992 bogen "Den forbudte retsfølelse". Sammen med filosoffer som Peter Kemp oprettede han Center for etik og ret. Peter Høilund har undervist på Den Sociale Højskole i København og har i de seneste år været lektor i velfærdsret på Roskilde Universitetscenter.