LOS går galt i byen
Når LOS prioriterer anbragte børn på en førsteplads og henviser medarbejderne til en andenplads, får man dårlige medarbejdere, og det går ud over børnene
Med udgangspunkt i den igangværende ordkrig imellem SL og LOS har jeg som leder af Opholdsstedet Ungdomspensionen Sønderskoven i Hals stor lyst til at blande mig i debatten. Jeg finder den meget forvrænget og entydig, og jeg vil gerne bidrage til debatten set med mine øjne.
Den 27. juni 2002 udsender LOS en orienteringsskrivelse, hvor man blandt andet skriver, at man prioriterer de anbragte øverst, hvorefter man har prioriteret medarbejderne nedenunder.
I mit univers er det en helt gal prioritering, fordi ved at prioritere medarbejderne på en andenplads og dermed også det psykiske arbejdsmiljø som trivsel, personlig udvikling, uddannelse, efteruddannelse, arbejdsglæde, teamwork og så videre får man automatisk en ringere behandlingseffekt hos de anbragte unge, og dermed er en nedadgående spiral startet, og det medfører at kvaliteten og udbyttet af et ophold reduceres betydeligt.
Når man i disse tider taler om indhold og kvalitet i det pædagogiske arbejde, og myndighederne i stigende omfang ønsker at få vished for, hvad de får for pengene (kvalitetskontrol), mener jeg, for det første, at dette er et naturligt og rimeligt krav til os, fordi synlighed og gennemskuelighed i behandlingsarbejdet kun kan være til vores fordel, og for det andet sker al god behandlingsarbejde kun de steder, hvor man netop prioritere medarbejderne som det primære.
Arbejdsgiverorganisation
Når jeg læser skrivelsen fra LOS, lyder det lidt hult som en arbejdsgiverorganisation, at man primært har de anbragte i tankerne. Stå dog ved, at man er en arbejdsgiverorganisation, og at man som hovedformål skal tjene ejerne og indehaverne af opholdsstederne.
Jeg vil tro, hvis man ser historisk på det, så har det oprindelige formål været at tjene penge og mange penge, når man åbnede et opholdssted. Personligt kender jeg nogle stykker af slagsen. Eksemplerne i dagspressen har været talrige, hvor der ikke har været uddannede medarbejdere, og hvor tingene har fået lov til at udvikle sig langt udover, hvad man må kalde acceptabelt ud fra devisen, hvad der er sparet er tjent.
Til gengæld kender jeg også mange opholdssteder, hvor der er ordnede forhold, og hvor man netop prioriterer, som jeg har beskrevet. Vores institution er et eksempel, og efter en lang debatrunde har vi valgt at lave overenskomst med SL, og vores begrundelser har netop været, at vi ønsker de bedste forhold for medarbejderne, men også en bedre sikkerhed i ansættelsen.
Del i dividenden
Mange steder har forholdene været sådan, at man har sagt til medarbejderne, at det ikke er dem, men deres tid, man køber. Hvilket vil sige at medarbejderne skal være fleksible stort set døgnet rundt. Hvis ikke det er at trække urimelige veksler på medarbejderne så ved jeg hvad det er.
For at stå til rådighed får man ikke ekstra løn eller tillæg, men hvis man er heldig, (og det har været et godt høstår!) får man del i et overskud. Dette eventuelle overskud er jo i virkeligheden blot betaling for leveret overarbejde igennem året.
Desuden har ansættelsessikkerheden en omvendt proportion, fordi ved en uforberedt udskrivning må man af hensyn til økonomien omgående afskedige medarbejdere, såfremt man ikke kan få indskrevet en ny ung.
På den måde bliver der skabt grobund for usikkerhed i medarbejdergruppen, og det giver igen grobund for et svagere pædagogisk behandlingsarbejde.
Det er for barnligt
LOS er oprørte over at det kun er opholdsstederne der har været udsat for kritik i Socialpædagogen og i pressen i øvrigt. Kan det tænkes, at det er fordi der er substans i den kritik, og at der måske ikke er så mange kritikpunkter i de kommunale og amtskommunale institutioner? Kan det tænkes, at det er fordi, man driver institutionerne efter nogle andre kriterier? Endelig kan det måske tænkes, at der er flere nittere i opholdsstederne end i de offentlige institutioner.
Enhver ved, at det tager år at opbygge et godt ry og rygte, og at det kan ødelægges på kort tid, sådan ser jeg det med opholdsstederne, og desværre bliver det generaliseret, at der har været for mange fusere imellem, og at det da rammer hele opholdsområdet. Derfor mener jeg, at det er endnu vigtigere, at vi bliver dygtigere til at synliggøre vores arbejde over for kommuner og amter og til også at kunne bære offentlig kritik, når den er berettiget uden at forfalde til at blive barnlig fornærmet.
Søren Hedegaard siger i Socialpædagogen at man ikke vil have faste tider, fordi så kan man ikke gøre en konflikt færdig, hvis man har fri inden den er færdig.
Sikke dog noget vås, fordi det fortæller jo mere om hans institution og den institutionskultur, man har på det sted, end han måske selv er klar over. Det siger sig selv, at hvis man er professionel og engageret i sit arbejde, så forlader man ikke en igangværende konflikt, fordi man har fri. Man gør den da færdig, og hvis man har fået en ekstra overtime eller to på i den anledning, ja så afspadserer man efterfølgende eller aftaler, at man omlægger de par timer i en anden vagt. Der er da mange valgmuligheder, såfremt man kan få øje på dem, og såfremt det er lovligt og tilladt at tænke.
For mig er der to hovedfaktorer der skal balanceres for at få det til at gå i en højere helhed, nemlig arbejdet - familien. Hvis man ikke kan få sit familieliv til at fungere fordi man tilkaldes i tide og utide, så får man heller ikke mulighed for privat at lade batterierne op til jobdelen, og dermed kan man heller ikke levere varen, der så i sidste ende medfører, at behandlingsarbejdet ikke udføres ordentligt.