icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Socialministeren - Serviceloven og Seider

Af socialpædagog Dorte Lomholt, på vegne af en gruppe medlemmer i SL, Århus Amtskreds

Henriette Kjær kastede først i juli måned, efter vores mening, nogle meget tiltrængte synspunkter på bordet.

Det drejer sig om en eventuelt opblødning af nogle af de retskrav, som handicappede fik, ved indførelse af Serviceloven. Her blev fysisk/psykisk udviklingshæmmede, psykiatriske patienter samt senildemente sidestillet retsligt med den øvrige befolkning. Set helt isoleret, er dette ganske udmærket.

Humlen er bare, at de problematikker, det rejser, ikke efter vores mening kan ses isoleret.

Disse grupper har et hjælpebehov, som er så fundamentalt forskelligt fra den øvrige befolknings. Det betyder, at man som medarbejder er forpligtet til at drive omsorg på alle niveauer i forhold til disse mennesker. Når lovteksten skal udleves, vil det ikke altid være muligt for os som medarbejdere, at opfylde denne forpligtelse, hvis det altid beror på, at den enkelte bruger (barn som voksen), skal kunne svare fuldstændigt for sig, have den fulde indsigt, erkendelse om egen eksistens samt give sit fulde ja til eventuel hjælp fra en professionel.

Derfor hilser vi socialminister Henriette Kjærs diskussionsoplæg meget velkommen.

Til gengæld er vi ligeså fulde af forundring over, at næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund Mogens Seider forsøger, ganske uhæmmet, at kvæle debatten før den er nået ud over tv-skærmen og til avisens forside (Se SLs hjemmeside, klik ind på www.sl-dk.dk under nyheder: Minister tillader tvang, og under TR-undersøgelsen, red.).

Han udtrykker en bekymring over, at hvis lovteksten ændres, vil den enkelte pædagog blot gøre som hun selv synes, og der vil blive anvendt langt højere grad af tvang og magt.

Det synspunkt må Mogens Seider (MS) gerne have, omend det undrer os, men han er ikke eksponent for alle sine medlemmer - langt fra, tror vi.

Vi finder det vældig arrogant af MS at udtrykke sig så kategorisk og negativt i pressen om sine egne fagfæller og medlemmer.

Det forekommer os, at MS slet ikke kender til den meget positive udvikling der er sket de sidste 20 år på området for fysisk/psykisk handicappede.


Vores menneskesyn
Det gør vi til gengæld.

Vi er en gruppe socialpædagoger (og samtidig medlemmer af SL), som er ansat på døgninstitution inden for handicapområdet.

Vi har arbejdet inden for området i mange år og har fulgt denne udvikling. Vi synes det er et meget spændende arbejdsområde og glæder os dagligt over de mange dejlige oplevelser, det giver. Vi ser udviklingshæmmede børn og voksne, som har fået et rigtig godt liv, med høj grad af udfordringer, muligheder, sociale kontakter og glæder - samlet kaldet livskvalitet.

Dette beror i meget høj grad på pædagogernes menneskesyn, faglige kompetencer og evne til at se muligheder.

Det er derfor meget ærgerligt, at vores næstformand ikke er i stand til at se denne sammenhæng og kigge mere nuanceret på det end tilfældet er.

Uanset om lovteksten ændres, ændrer vores menneskesyn sig naturligvis ikke.

Vores opgave er at give det enkelte menneske, uanset alder og funktionsniveau, så optimale livsbetingelser og udviklingsmuligheder som muligt.

Ikke mindst skal vi i videst muligt omfang sikre, at den enkelte gives mulighed for kommunikation og dialog med omverdenen - på egne betingelser.

Det en eventuel ændret lovtekst skal hjælpe til med er dels at gøre det muligt at gennemføre den udviklingsforpligtelse, vi har som pædagoger, dels at kunne give omsorg på alle planer, som vi har en forpligtelse til ligeså.

Som loven er nu, må vi ikke hjælpe en bruger med tandbørstning, hvis vedkommende ikke ønsker det. Hvis vi gør det mod vedkommendes vilje, skal vi udfylde en indberetning om magtanvendelse.


Omsorgspligt og -svigt
I arbejdet med udviklingshæmmede står vi meget ofte i et dilemma mellem omsorgspligt og omsorgssvigt. En stor gruppe af de børn og voksne vi i hverdagen skal betjene, ligger funktionsmæssigt på et meget tidligt udviklingsniveau og har en udviklingsalder svarende til fra seks måneder til cirka tre år. Herudover er vi naturligvis opmærksomme på og har respekt for, at de alle har en livserfaring som svarer til deres fysiske alder.

Ovenstående betyder, at de er ude af stand til at forstå og begribe konsekvenserne af et nej til for eksempel: det, at få børstet tænder; det, at få klippet negle; det, at blive undersøgt for en sygdom på hospitalet; det, at få foretaget EEG; det, at få taget blodprøver så epilepsimedicinen doseres korrekt; det, at blive på fortovet i trafikken; det, at få en tør ble; det, at blive vasket bagi, når man har haft afføring i ble eller bukser; det, at blive i sin sikkerhedssele, når man kører i bil/bus; det, at spise andet end slik og drikke cola; det, at blive i sin seng, når man skal sove; det, at ikke forulempe andre og ydmyge sig selv ved at tage tøjet af offentligt; det, at skulle bades; det, at ville tage sin medicin og så videre.


Politisk mønt
Vi oplever, at såvel Mogens Seider som flere politikere fra Socialdemokratiet og SF bruger denne anledning til at slå lidt politisk mønt!

Man hævder, at det bliver lettere at spare, hvis lovgivningen ændres. Her vælger man åbenbart fuldstændig at overse og tilsidesætte medarbejdernes (læs: pædagogernes) dømmekraft, når de står i det direkte arbejde med brugerne.

Vi mener, at der har været rigelig tid til fra såvel politisk som fagpolitisk hold at forholde sig kritisk til vores dilemma, men vi oplever, at der samtidig har været en berøringsangst for samme.

Uden på alle måder at blive taget til indtægt for at være enig med den siddende regering vil vi gerne hylde Henriette Kjær for det mod og den ansvarsfølelse, hun udviser over for såvel de svageste borgere i vores samfund som over for os som pædagoger, når hun tager debatten op.

Det er tænkeligt, at SLs top og næstformand Mogens Seider mener, at denne debat er deres, og at de samtidig har patent på løsningsmodeller, men set fra vores synsvinkel mangler de selvsamme realitetsfornemmelse og almindelig sund dømmekraft.

Vi ønsker ikke meningsdannere som Mogens Seider og oplever langtfra, at hans synspunkter i denne sag er udtryk for det, der rører sig i medlemsskaren.

Vi ønsker, at SL vil interessere sig for og koncentrere sig om VORES arbejdsforhold!