icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close

Ud på det dybe vand

Det blev en grænseoverskridende oplevelse for flere af deltagerne, da en gruppe fra det socialpsykiatriske center Syrenparken i Børkop tog til Vejle Fjord med naturvejleder Benny Jensen

  • Af Mona Østerlund, freelance journalist
  • 16-2002 /

Kanoerne glider roligt hen over de ellers lidt krappe sommerbølger på Vejle Fjord og fjerner sig længere og længere væk fra badebroen, hvor de lagde fra for lidt siden. I kanoerne sidder de tre, som kort forinden meget tydeligt har gjort det klart, at de under ingen omstændigheder skulle ud at sejle.

Det socialpsykiatriske center Syrenparken i Børkop har denne dag booket Vejle Amts naturvejleder for sindslidende og udviklingshæmmede. Et par af dem, som ellers havde meldt sig til turen, sagde fra om formiddagen, da kraftige tordenbyger rullede hen over fjorden, men otte af de voksne sindslidende fra centret holdt fast i deres tilmelding og får sammen med to ansatte i centrets aktivitetsenhed en dag stort set i tørvejr.

En del af dem har været på opdagelse i naturen en gang før sammen med naturvejlederen Benny Jensen. I dag er det aftalt, at det skal foregå ved stranden, og Benny Jensen har fundet et godt sted en halv snes kilometer fra centret. De, der har lyst, kan komme ud at sejle i kano, for Benny Jensen har nogle stykker med. De bliver da også med det samme slæbt fra parkeringspladsen over til stranden, men det er slet ikke kanosejlads, der står først på programmet, og det er der en god grund til.

Først er det nemlig vigtigt at få lavet et bål et godt sted. Snart er den lune læplads spottet ud, og så skal den medbragte brænde, snobrødsdej, pølser og strandstole slæbes hen til pladsen. Og kaffen ikke at forglemme. De første har allerede spurgt, om de må tage en kop.

Efter nogle forgæves forsøg på at få ild i pyramiden af træpinde foreslår Benny Jensen, at han bygger et godt bål sammen med en af deltagerne. Det virker. Minuttet efter slikker store flammer op ad træstykkerne, og så er det bare at vente på, at ilden mister pusten lidt og bliver til de gode gløder, der kan bage snobrød.


Bekymring for kanoen
Imens går snakken. De faste drillerier derhjemmefra er kommet med herud, men af og til spøger kanoerne i græsset omme bag vildrosen også. Et par glæder sig til sejlturen, andre siger klart, at de ikke tør komme med ud. Birthe Tove er i tvivl og spekulerer på, hvad der vil ske, hvis hun falder i vandet. Thyge er en af dem, der glæder sig. Han skal sejle i en kajak, som Benny Jensen efter aftale har taget med til ham. Thyge har tidligere prøvet at sejle det lille fartøj på idrætsdaghøjskole, og i øvrigt kommer han fra Grønland, så han siger selvsikkert, at hvis man kan sidde på en stol, kan man også sejle kajak.

Blandt de mange forskellige udflugter, Benny Jensen tilbyder, er kanoture en af de meget efterspurgte både i åerne og ved kysten, selv om det ellers kan være noget af en udfordring at komme ud at sejle med dem.

- Jeg har altså også oplevet med et hold, at de ikke kom i vandet. Det var nok bare at prøve at sidde i kanoerne oppe på land og gynge lidt, siger han.

Syrenparken har en dag mere senere på sommeren med Benny Jensen, og de otte i gruppen her skal finde ud af, hvad de gerne vil. Efter lidt snak frem og tilbage om lange gåture i skoven og ønsker lige fra myreekspedition til faldskærmsudspring kommer Benny Jensen selv med et forslag:

- Jeg kunne godt tænke mig at invitere jer med til Hjarnø i Horsens Fjord. Vi skal sejle med en lille færge, og ovre på øen kommer I til at finde ting fra jeres forfædres tid - 7000 år gamle flintestykker og måske økser fra ertebøllekulturen, forklarer han og henter så to kasser med både sten og stenalderredskaber for at vise dem, hvad de kan være heldige at finde ovre på den lille ø.

Hurtigt er alle med på ideen.

Det glæder Benny Jensen, som netop inden denne tur har været med et par grupper af sindslidende på Hjarnø.

- Det betyder virkelig noget for dem at finde de der redskaber. Jeg oplevede, hvordan nogle måtte sætte sig ned og fundere lidt over tingene og over, at der faktisk på samme plads havde siddet et menneske - en af deres forfædre - for 7000 år siden. Jeg er sikker på, det er noget, der styrker deres egen identitet og er noget meget grundlæggende for dem, siger han.


Det vigtige bål
Efter den effektfulde oplevelse med sindslidende mener han nu, han har fundet en ny, spændende niche, nemlig kulturhistorien. Her er der meget at hente specielt for sindslidende, vurderer han og forsøger nu at arbejde mere målrettet med emnet.

Og det med at finde sine rødder og få forbindelse til fortiden handler måske om lidt af det samme, som når Benny Jensen indleder sine ture med at få gang i bålet.

- I begyndelsen var det faktisk svært at få dem længere end til bålet, og det kunne jeg ikke forstå. Men så slog det mig, at det er fordi, vi skal i forbindelse med to helt basale ting: Man skal kunne bygge sin hule og lave sit bål. De ting skal være i orden først, før vi kan komme videre. Derfor begynder vi altid med at lave bålet, forklarer han.

Nu er både snobrød og pølser spist, og det er tid at bryde op - for en stund i hvert fald. Flokken går op til kanoerne ved den lille badebro. Thyge tager sin redningsvest på, går ned og sætter kajakken i vandet, og snart er han af sted. Michael har prøvet at sejle i kano en enkelt gang før og vil gerne have Jørgen med ud, men han siger klart fra. Han tør ikke, så Michael padler ud alene.

Birthe Tove er stadig betænkelig, men tager dog vest på og går ud på broen uden at være sikker på, om hun også kommer i kanoen. Sammen med Benny tør hun dog godt, og de to tager en mindre tur. Vel tilbage er bekymringerne væk: Det var fedt, erklærer hun.

Og nu sker der noget. Jørgen tager vest på og går ned i kanoen til Michael, som er kommet ind til broen igen. Josefine og Carrie, som ellers har siddet solidt forankret på en bænk og med hænderne godt beskyttet i lommerne, tager også veste på og kommer begge ned i kanoen til Benny Jensen.

Denne gang bliver sejlturen længere - til Birthe Toves fortrydelse, for hun står jo på land nu.

Det blæser lidt op, så turen tilbage tager længere tid, men det er en flok glade og tilfredse deltagere, der finder ned til bålpladsen igen. Også Michael, selv om han er drivvåd. Han ville nemlig også lige prøve kajakken, men kæntrede med den ude på fjorden. Heldigvis kunne han snildt bunde, for godt nok har deltagerne mentalt været ude på dybt vand, men de har hele tiden sejlet inde langs kysten, hvor der ikke er meget mere end en meter til bunden.

Nu er det tid til chokoladeboller og kaffe, inden sidste punkt på dagens program - rejefiskeri i waders. Deltagerne er nu godt nok ved at være mætte og trætte og snakker lidt om, at det da vist ikke kan vare så længe, før de skal hjemad igen.

Men interessen holder også til at få kigget på havbunden og finde både rejer og krabber. Og da der skal ryddes op og bæres kanoer op til bilen, er det denne gang alle, der tager en tørn. Da der skulle pakkes ud om formiddagen var der nogle, der kom lidt let om ved det.

Benny Jensen er selv også godt tilfreds med dagens arrangement.

- Jeg tænkte ellers først, at jeg nok kun fik to ud at sejle, mens resten ville nøjes med at se på. Så det var dejligt, at så mange turde bryde cirklen og tage en chance. Det gav en god stemning, siger Benny Jensen.

Han har også allerede en plan om at tilbyde Thyge at prøve en noget længere kajak, som samtidig er en større udfordring.

- Det kunne være spændende, og der ligger også i projektet, at jeg kan lave noget, der er målrettet en enkelt bruger, siger han.