Det nødvendige sikkerhedsnet
Efterværn er en integreret del af pædagogikken i Josephine Schneiders Ungdomsboliger. For det giver ingen mening at opbygge en relation til de unge, hvis den brydes igen, når de flytter 'hjemmefra', de voksne vil også miste deres troværdighed, mener forstander Lars Petersen
- Det er virkelig et mærkeligt hjem, man har boet i, hvis man ikke må komme der, når man er flyttet, siger Lars Petersen, forstander for Josephine Schneiders Ungdomsboliger i Skovshoved, der har ni 16 til 20-årige boende, og tilføjer: - Det er simpelthen en syg tanke.
Derfor er alle tidligere beboere altid velkomne, uanset om de har en formel aftale om efterværn eller ej. Det er den anbringende kommune, der bevilger efterværn, og netop derfor er efterværn ikke en selvfølgelighed for alle unge, når de forlader ungdomsboligerne. Lars Petersen har aldrig oplevet en ung, som ikke har brug for den hjælp og støtte, som ligger i efterværnet. De har simpelthen ikke opnået den selvstændighed og modenhed, det kræver at tackle alle livets facetter selv.
- Hvordan skulle unge, der er blevet svigtet hele livet, kunne klare sig selv? Det ville jo ikke engang ens egne børn kunne, og det kunne man jo ikke drømme om at byde dem, siger Lars Petersen, der er far til to - næsten - voksne børn og tilføjer:
- Det er ikke fair at kræve af unge, der har en tung bagage med sig. De unge her har brug for følelsesmæssig kontakt og moralsk ballast. De er ofte mutters alene i verden, fordi deres forældre måske er døde, narkomaner eller psykisk syge. Alle har behov for både et hjem og en tilknytning. Får de bare et los i røven, er der meget stor risiko for tilbagefald.
Derfor er efterværn en integreret del af pædagogikken i huset. De unge kan altid komme eller kontakte pædagogerne på alle tider af døgnet. De bruger muligheden meget forskelligt. Nogle har brug for tilsyn, som de selv kalder det, i et halvt år, for andre varer behovet i årevis. Omkring tyve procent af dem, der flytter fra Josephine Schneiders Ungdomsboliger, ønsker ikke at få efterværn, de mener, at de er i stand til at klare sig selv.
- Det er dem, der klarer sig dårligst. De har en ringe selvindsigt. Men ungdomsårene er jo tid til opgør med voksenverden, og mange af disse unge har en forsinket pubertet.
Hjem igen
Men langt størstedelen af dem får hjælp. Det kan være til alt lige fra at sætte lamper op, over en snak om, hvordan man tackler rudekuverterne til at arbejde videre med sociale og psykiske problematikker.
- Hos nogle fylder bagagen mere, end der kan bearbejdes på de to år, de typisk bor her, hvis ungdommen også skal leves, forklarer forstanderen.
Nogle deltager stadigvæk i ture og traditioner i huset, mens andre oftest kommer, når der er lavvande i kassen eller kurre på tråden med kæresten.
Ind imellem er der også nogle, som flytter tilbage til Josephine Schneiders. Som for eksempel den dreng, der havde afbrudt forbindelsen til sin mor og stedfar på grund af deres meget problematiske forhold. Det fyldte meget psykisk hos drengen, der måtte i langvarig terapi. Han havde i denne periode svært ved at få sit parforhold til at fungere og svært ved at følge sit uddannelsesforløb og de daglige forpligtelser. Livet i hans nye boligblok var også svært.
- Han vidste ikke, hvordan man lever et liv i naboskab, og det gav en del konflikter, at han overtrådte de uskrevne regler. I løbet af ganske kort tid blev han offer for en sand regn af klager til boligforeningen. Jeg måtte ind og mægle i konflikterne og fik da også forpurret, at han blev smidt ud af lejligheden, fortæller Lars Petersen.
Men drengen måtte alligevel flytte tilbage til institutionen i et halvt år for at opbygge de ressourcer og kompetencer, der skal til for at stå på egne ben. I løbet af det halve år fik han afsluttet sin studentereksamen og begyndte på en videregående uddannelse, og forholdet til kæresten blev så godt igen, at de flyttede sammen i en anden lejlighed.
- Han lever et succesfuldt liv i dag, men det kunne være gået så gruelig galt, hvis ikke vi havde været på sidelinien hele tiden, så vi kunne give ham det nødvendige sikkerhedsnet, påpeger Lars Petersen.
Den hårde kerne
Alle unge, der sluses ud fra ungdomsboligerne i Skovshoved og søsterinstitutionen Josephine Schneiders børnehjem i det Københavnske Nordvestkvarter, får tilbudet om at komme med i en uformel netværksgruppe, som hedder "Den hårde Kerne". Lars Petersen, der har arbejdet på begge institutioner, har i årevis været ankermand på projektet sammen med to andre medarbejdere.
Ideen er, at de unge trækker på hinandens ressourcer og bidrager med det, man har at bidrage med. "Den hårde Kerne" tæller omkring 50 medlemmer i alderen 18 til 37 år, så der er masser af viden og erfaring i gruppen.
- Der er altid nogle, der har erfaring med det, som andre står overfor - eller nogle, der gør sig de samme tanker. Der er især mange, der bruger hinanden til børnepasning og råd om opdragelse, men de søger også vejledning hos hinanden, når der er parforholdsproblemer og personlige kriser, og dem er der mange af. Og så sætter de grænser for hinanden, hvis de er uansvarlige overfor deres børn. De er meget direkte i deres kommunikation. Hvis én er ved at oparbejde et alkoholmisbrug, går de ind og siger stop. Det er ikke altid på den indfølende måde. Men det virker, smiler Lars Petersen. "Den hårde Kerne" ser hinanden på kryds og tværs, men de mange årlige weekendture er deres faste holdepunkter, hvor der er masser af tid til at få vendt hele verden. Sidste år var de unge også en uge på Bornholm. Turene er altid gratis, medarbejderne har søgt - og fået - puljemidler fra Socialministeriet til at dække udgifterne til turene. - Ellers ville de fleste være nødt til melde fra på grund af økonomien. I gruppen er der eksempler på én, som har boet i et legehus i et år, og én som ikke har haft råd til mad i månedsvis - en har spist opvarmet tun til aftensmad hver evig eneste aften i 12 år. Mens andre har helt styr på deres økonomi og bestrider vellønnede jobs, fortæller Lars Petersen, der ofte også bliver opsøgt af andre tidligere beboere, der skal have et godt råd eller måske stolt fortæller, at det går dem godt.
Forleden blev han kontaktet af en tidligere anbragt kvinde, fordi hun havde nogle problemer med sin store søn, som hun ikke kunne magte. Hun kunne ikke rigtig huske den tid, hvor hun var anbragt, eller hvorfor hun blev det, og nu syntes hun pludselig, at historien fra hendes barndom gentog sig.
- En kollega og jeg rev en dag ud af kalenderen og hjalp hende med at få husket, så hun kunne koble tingene. Det er helt påkrævet i sådan en situation, så tingene ikke udvikler sig. Vores job kræver et engagement, der gør, at man rykker ud, når det er nødvendigt - også om søndagen. På årsbasis tager det mange timer, men sådan er det nødt til at være, ellers er man utroværdig, understreger Lars Petersen.
Umenneskelig holdning
I sit arbejde med efterværn oplever Lars Petersen, at nogle kommuner er meget velvillige og har taget serviceloven og dens muligheder til sig. Hans institution har overenskomst med Gentofte Kommune, som står for omkring 70 procent af anbringelserne. Disse unge bliver altid tilbudt efterværn.
- Det giver helt klart det bedste resultat, som også er billigere på sigt, påpeger Lars Petersen.
Men desværre oplever han også, at der tilsyneladende er kommuner, som har besluttet, at de ikke bruger efterværnsordningen og overlader de unge til sig selv med risiko for, at de falder tilbage til gamle mønstre med for eksempel misbrug og kriminalitet. Forstanderen har også gentagne eksempler på, at nogle kommuner prøver at spise den unge af med en vildt fremmed kontaktperson eller personlig rådgiver, der er væsentlig billigere end efterværn.
- Det giver ingen mening at koble en fremmed person på, der ikke kender den unge og hans historie. Kontinuiteten forsvinder, og den unge mister tilliden til de voksne, og i det hele taget mister man at kunne bruge hele det forløb, der har været på institutionen. Jeg protesterer altid på de unges vegne, men fornemmer ofte, at beslutningen er truffet - og at den er styret af økonomi, fortæller Lars Petersen og tilføjer:
- Det er en umenneskelig holdning at fratage dem muligheden for at opretholde kontakten til deres hjem og nogle voksne, der har hjulpet dem igennem en svær fase i deres liv - for lovhjemmelen er der jo.