Når filmen er slut
De fleste kender den fornemmelse af forløsning og lettelse, der breder sig, når en uhyggelig kriminalfilm ender med at gåden er løst, politiet har løst sin opgave og forbryderne er fanget og bag lås og slå.
De færreste vil efter sådan en slutning forlade biografen deprimerede og grublende over, hvordan det nu skal gå forbryderen. Men skulle en biografgænger få den tanke, er der store chancer for, at han er fængselsbetjent. Og det kunne være én som Preben Lund.
Preben Lunds bog "16 år i fængsler" er mere en dagbog, end den er en fagbog. Her er ingen videnskabelige kriminologiske betragtninger og ikke megen statistik.
Men her er levende beskrivelser af de mennesker, der lever og arbejder inden for murene - med eller uden nøglebundt i bæltet.
Vi møder blandt andet Carsten, der de sidste 10 år af sit liv har været i fængsel 29 gange. Han var tidligere en flittig indbrudstyv, der finansierede sit forbrug af narko ved indbrud i villaer, hvor der er let omsættelige ting at hente. Nu er han imidlertid blevet ramt af "arbejdsskader" - det tærer hårdt på fysikken at være narkoman. Så det kniber med at bære tunge ting som fjernsyn og stereoanlæg ud til den stjålne bil, og dukker politiet op, er det også blevet sværere at løbe fra dem. For slet ikke at tale om, hvis ejeren dukker op. Så hænder det, at Carsten får et lag tæsk, inden politiet kommer. Derfor er han nu mere og mere gået over til at skaffe sig stoffer ved forskellige former for plat og svindel, som ikke kræver den store fysik.
Men det er ikke nemt at være svindler, når man taler med den karakteristiske slæbende junkie-stemme, mangler halvdelen af sine tænder og ligner en, der ikke har fået noget at spise i flere uger. Derfor bliver han ofte grebet i sine numre og sat ind - igen.
I fængslet kan han så fortsætte med sine forsøg på plat og svindel - for det meste til stor irritation for både ansatte og andre indsatte. Ikke desto mindre må man beundre hans evne til at holde øje med vagtplanerne, så han kan spille de ansatte ud mod hinanden, hans øje for nye og usikre ansatte og hans mod og kampånd, når han gang på gang sluger mærkelige genstande som knive, gafler og skeer, der kan føre ham direkte til operationsbordet og dermed til de eftertragtede stoffer. Rygterne vil vide, at han engang satte de bærende elementer af en arkitektlampe til livs, inklusiv fjederen. Desuden aftvinger hans meget omfattende ordforråd inden for medicin- og lægeverdenen også en vis beundring.
Det usentimentale, men også indlevende og omsorgsfulde portræt af et menneske som Carsten efterlader mange spørgsmål, hvoraf Preben Lund selv stiller en del: Når man ofrer tusindvis af statslige lønkroner på at bevogte Carsten, når han efter at have spist noget af fængslets bestik ligger på hospitalet (hvor han jo gerne vil være) - er de penge så givet godt ud? Hjælper det mon at blive ved med at sætte Carsten i fængsel? Kunne man omsætte Carstens kreativitet til noget produktivt? Står Carsten overhovedet til at redde? Var det mere hensigtsmæssigt at give ham det stof, han hungrer efter?
Bogens kerne er en lang række portrætter af de mennesker, der er dømt til at tilbringe kortere eller længere tid i fængsel. Som læser bliver man klar over, at der er mange grunde til, at de er havnet der. Og de har mange forskellige måder at tackle deres skæbne på.
Preben Lunds bog sætter ansigt på de mennesker, der indgår i kriminalstatistikkerne og han lægger ikke skjul på, at det vil være fuldstændig urealistisk at forestille sig fængslerne afskaffet. Men han har nogle meget klare bud på, hvem der ikke burde befolke fængslerne. Et eksempel er psykisk syge. Efter at de psykiatriske sengepladser er blevet stærkt beskåret, er der mange psykisk syge, der ikke har noget sted at gøre af sig selv. De er utilpassede og kommer uendelig nemt på kant med loven. Så ender de i fængselssystemet, hvor de bliver genstand for de stærkere fangers chikane og hvor de ikke kan få tilstrækkelig psykologisk og psykiatrisk hjælp.
Bogen giver også et tydeligt billede af, at mange fængselspladser kunne spares ved at anvende alternativer til frihedsstraf - dette ville have en langt større effekt på specielt unge mennesker.
"16 år i fængsler" er en beskrivelse både af et system og de mennesker, der er underlagt det. Det er en mulighed for som udenforstående at få indblik i en lukket verden, som, hvad enten vi kan lide det eller ej, er en del af vores samfund. Bogen er solidarisk med både de ansatte og de indsatte, men lægger op til, at samfundet uden for fængslets mure bør tage en kvalificeret debat om, hvad vi vil med det fængselsvæsen, vi har omdøbt til det pæne og nydelige ord kriminalforsorgen.
Set fra en socialpædagogisk indfaldsvinkel giver bogen et klart billede af, hvad der sker med nogle af de unge, vi ikke formår at tage hånd om. Det ved vi jo godt i forvejen, men af og til har vi brug for, at der bliver sat ansigter på, blandt andet fordi statistikker kan blive et fattigt værktøj i kampen for at skabe bedre vilkår for det sociale arbejde. Og bogen står stærkt, netop fordi den er usentimental, og forfatteren har valgt ikke at "skyde skylden" på nogen.
Leder man efter argumenter for, hvorfor det er en rigtig god idé at holde sig væk fra en kriminel løbebane, leder man heller ikke forgæves. Bogen er let læst, forståelig og beskrivelserne taler til alle sanser. Det gør bogen interessant også for yngre læsere, der måske kunne forledes til at tro, at et liv i fængsel er en lille smule sejt. Det er det ikke - det er kedeligt, cellen er grim og afrakket, dagene ligner hinanden, maden smager af Helvede til og de andre fanger spilles ikke af Robert de Niro og John Travolta.
"16 år i fængsler" af Preben Lund, Lademanns Forlag, 202 sider, pris: 199 kroner.