icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close

Nyt behandlingstilbud til kvindelige fanger

Socialpædagoger deltager i et projekt, som for første gang har givet kvindelige stofmisbrugere i landets fængsler en mulighed for behandling

  • Af Thomas Dinesen
  • 20-2003 /

Mens de mandlige indsatte i landets fængsler siden 1990erne har haft en række muligheder for narkoafvænning, modtager de kvindelige stofmisbrugere i fængslerne nu for første gang et behandlingstilbud.

Socialministeriet har blandt andet bevilget cirka 3,5 millioner kroner om året i tre år til det nye projekt, der har været undervejs i et par år, og er oprettet i samarbejde mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen og behandlerne fra Projekt Menneske.

Behandlingstilbuddet er delt op i en motivationsafdeling med plads til cirka 15-16 kvinder, der blev taget i brug i Vestre Fængsel i starten af marts, og en behandlingsafdeling i Horserød Statsfængsel, som startede den 1. maj og har plads til omkring 14 indsatte fra fængsler i hele landet.

De fem behandlere, som arbejder i behandlingstilbudet består af to socialpædagoger, to socialrådgivere og en femte behandler, der blandt andet har erfaringer med opsøgende arbejde og stofmisbrugere i fængslerne.


Fokus på undtagelser
Behandlingstilbudet i motivationsafdelingen i Vestre Fængsel består blandt andet af gruppeterapi og individuelle samtaler, der for eksempel skal hjælpe kvinderne til at erkende deres ønsker, behandlingsbehov og muligheder for behandling.

- Inden kvinderne overhovedet finder ud af om de vil være stoffri, og siger ja til at ville gå i behandling, ligger der en masse arbejde i at finde ud af, om de overhovedet tør blive stoffri. Og desuden skal vi så finde ud af, hvad det er for en behandling de vil i, hvis de vil være stoffri, siger socialpædagog Inge Nørgaard.

Behandlingsmetoden i Vestre Fængsel handler blandt andet om at finde frem til, hvad der skal til for at skabe ændringer i de indsatte kvinders liv, beretter Anita Kjeldsen, der også er socialpædagog:

- Når pigerne kommer herind, så snakker vi med dem omkring det at sidde i fængsel, og om at skabe ændringer i deres

liv. Det handler meget om at lytte, have tålmodighed og tage udgangspunkt i det enkelte menneske, og forstå hvad det indeholder. Det drejer sig også om at fokusere på dets ressourcer, og ikke så meget på selve misbruget, men mere på det omkring livet, siger Anita Kjeldsen og uddyber:

- Vi bruger kognitiv terapi, og jeg bruger også en metode der handler om at gå ind og fokusere på undtagelserne i deres liv, som for eksempel tider i deres liv, hvor de ikke tog stoffer. Jeg spørger dem så, hvad de gjorde i stedet for, og fokuserer hele tiden på de gode og positive ting, for at give pigerne et mod på, at det godt kan lade sig gøre for dem at blive stoffri. Og når de finder ud af, at der faktisk også findes løsninger for dem, så begynder de at tro på at tingene kan lykkes.


Behandlingsgaranti
At være behandler på projektet er et fuldtidsarbejde, der blandt andet handler om at få kvinderne til at arbejde med deres egne problemer, fortæller Lene Stocholm, der er socialrådgiver:

- Man sidder for eksempel og prøver at få dem til at snakke om deres problemer, og arbejder så videre med det som er blevet sagt, og forsøger at få dem til at tænke over, hvordan de kan løse tingene. Hvis de beder om gode råd så giver vi selvfølgelig også det, men det handler primært om at få dem til at arbejde med sig selv - for det er deres liv og deres ansvar.

De kvinder som deltager i motivationsprogrammet i Vestre Fængsel, hvor der hovedsageligt sidder varetægtsfængslede, har ligesom de kvindelige stofmisbrugere fra landets øvrige fængsler, derefter mulighed for at blive overført til behandlingsafdelingen i Horserød Statsfængsel, hvis de får en dom. Men også de kvinder, som inden for kort tid bliver løsladt fra Vestre Fængsel vil fortsat modtage et behandlingstilbud, fremhæver Lene Stocholm:

- Ud af dem der indtil nu har været her er kun en fjerdedel kommet videre til Horserød. Men for de andre indsatte sørger vi for, at de får kontakt med nogen udenfor den dag de går ud af porten, så de enten er i kontakt med et rådgivningscenter, et misbrugscenter eller noget andet. Indtil nu er otte af dem desuden kommet i døgnbehandling, siger hun.


Dialog og respekt
På behandlingsafdelingen i Horserød Statsfængsel består behandlingen ligesom i Vestre Fængsel blandt andet af individuelle samtaler, og gruppeterapi. Desuden bliver der arrangeret både frivillige og obligatoriske emnegrupper, der for eksempel skal hjælpe de kvindelige stofmisbrugere til at opleve sig selv, som en del af samfundet igen:

- Vi bruger en kognitiv terapi der er meget handlingsorienteret, og det vi starter med er, at de begynder at opleve sig selv til at være i stand til at fungere i en hverdag, og kan omgås andre mennesker. Det handler om, at de begynder at stole på, at de er i stand til at kunne få det til at lykkes at blive stoffri. Og at de vil kunne indgå i et ganske almindeligt liv, som er deres højeste ønske i forhold til det at blive stoffri, siger socialpædagog Inge Nørgaard

Behandlingen i hele projektet går blandt andet ud på at vise respekt for kvinderne og tage dem alvorligt som mennesker, fremfører socialrådgiver Lene Stochholm:

- Vi arbejder ud fra en italiensk model, som er en anden måde at arbejde med misbrugerne på, og har haft stor succes. Behandlingen er baseret på, at man går ind og arbejder med kvinderne, og ikke for dem. Det handler blandt andet om, at betragte dem som voksne mennesker, og forsøge at få dem til at tage deres liv alvorligt, og tage et ansvar for deres eget liv. Desuden arbejder vi meget med det hele menneske, og ser ikke misbruget som en sygdom, men arbejder mere med, hvad der ligger bag misbruget, siger Lene Stochholm og fortsætter:

- Mange af dem er jo voksne børn af alkoholikere eller andre misbrugere, og har selv børn. Deres selvværd er ikke særligt højt, og de er på en eller anden måde skamfulde, og har nogle negative forventninger til livet. Og behandlingen handler så blandt andet om at gå ind i en dialog med dem, og lytte til hvad de føler og tænker, og møde dem med respekt. Og så for eksempel sige til dem, at de ikke kan ændre på det der er sket i deres liv, men at de kan nå at leve med det, hvis de snakker om det, og drager nogle erfaringer fra det, så de ændrer deres liv til at gøre noget andet.


Ydmyghed og fortsat støtte
Behandlingsprojektet giver ikke blot de kvindelige stofmisbrugere, men også behandlerne nogle nye personlige erfaringer, fremhæver socialpædagog Anita Kjeldsen:

- De fleste meldinger fra de piger der er kommet igennem vores behandling lyder på, at de føler at de er blevet mødt på anden måde end de er blevet tidligere i for eksempel behandlingssystemerne. Måske netop fordi vi bruger en metode, om at tage udgangspunkt i det enkelte menneske, og respektere de valg den person tager. Og det giver dem en følelse af, at her gør de noget for sig selv, og at det er frivilligt. Og så føler de også, at de bliver mødt med respekt, siger Anita Kjeldsen og tilføjer:

- Vi ser heller ikke på dem som kriminelle, men som mennesker, og i virkeligheden handler det for os som behandlere om at være ydmyge over for pigerne. Det stiller også en stor udfordring til behandleren at være her, fordi du skal anerkende, at pigen er ekspert på sit eget liv. Og at det er hende der skal finde nogle løsninger. Men samtidig føler jeg mig dybt taknemmelig over at få indsigt i så mange forskellige menneskers liv. Og det er en stor ting, at nogle mennesker kan få så meget tillid til dig, at de vil lade dig blive involveret.

Socialpædagog Inge Nørgaard påpeger, at det desuden er yderst vigtigt at de kvindelige stofmisbrugere fortsat får støtte til for eksempel at være stoffri, når bliver løsladt:

- Selv om vi kan nå at færdiggøre en døgnbehandling, er det vigtigt at den visiterende myndighed udenfor, er villig til at følge op på kvinderne når de bliver løsladt. Og det handler ikke om døgninstitutioner eller mandsopdækning, men om at kvinderne altid ved, at der er et sted hvor de kan henvende sig, når det bliver svært. De første par år efter de bliver stoffri, er de nemlig ekstremt sårbare, og så det er vigtigt at man bakker op om kvinderne, for ellers er arbejdet til ingen verdens nytte.