icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Hashmisbrug kan behandles

Behandlingstilbudet Juventas har forsøgt at skabe et behandlingstilbud, der målrettet søger at hjælpe hashmisbrugeren ud af misbruget. Før har hashmisbrugeren været tvunget til at søge behandling sammen med andre misbrugsgrupper, hvilket aldrig er lykkedes særlig godt

  • Af: Peter Abel
  • 22-2003 /

Der har i de sidste 2-3 år været en heftig debat i medierne omkring udbredelsen af hash. Der har fra politisk og politiets side været enighed om at tilgængeligheden, var for stor, hvilket har medført både en særlov, der gjorde politiet i stand til at lukke hashklubberne, og måske i nær fremtid en ny Christiania lov, der kan betyde Christianias endeligt.

I hvilken grad hash er skadeligt og hvad det betyder for den enkelte at ryge det dagligt er ligesom blevet overset i debatten.

Senest har det Radikale Venstre på deres landsmøde vedtaget at de går ind for fri hash. Dette uden at have diskuteret hvilken betydning stoffet har for brugerne. Det er tæt på at man føler sig hensat til de glade dage i 68, hvor alt var lyst og dejligt og var det ikke det, kunne man altid dope sig til en lykkefølelse. Måske er hash debatten aldrig kommet i gang på grund af at mange af datidens (flere af dem er der stadig) meningsdannere selv røg lidt hash i ny og næ.

I landets folkeskoler, efterskoler, erhvervsskoler, fritidsklubber, sportsklubber og ikke mindst specialskoler og ungdomspensioner har man for længst fået øjnene op for problemets omfang. Der er et stigende antal såkaldte normale unge der bruger hash. For lærere og pædagoger er problemet at de mangler viden om stoffet, og dets virkning både på kort og længere sigt.

Derudover mangler de steder at henvise unge hashrygere. Dette betyder at der ofte bliver set igennem fingrene med hashrygning, da konsekvensen ellers vil være bortvisning.


Unge i en subkultur
Det største problem er dog ikke de hashrygere der kommer de ovennævnte steder, men dem der ikke kommer steder hvor der er ansvarlige voksne. Vi ser et stigende antal unge helt ned til 13-14 år der er droppet ud af skolen, fritidsklubben og sportsklubben. Disse unge lever i en subkultur, uden almindelige regler og normer. De vil som oftest kun have berøring med andre unge i en lignende situation. Dagligdagen går med at ryge hash, se video, spille playstation, lave kriminalitet og ryge mere hash. Det er klart at sådan en levevis skaber afstand til det øvrige samfund.

Disse unge oplever de voksne, der skulle hjælpe dem, som modstandere, og afstanden til tidligere kammerater bliver konstant større. Med andre ord medfører et dagligt hashmisbrug for gruppen af 15-20 årige unge:

- Manglende uddannelse.

- Manglende normalitet.

- En plettet straffeattest.

Derudover er der unge der udvikler egentlige hashpsykoser ligesom vi ofte ser depressioner.

Hos de ældre og mere etablerede hash- rygere ses nogle af de samme skadevirkninger, dog kan tilføjes, ensomhed, flere depressioner og en mere udbredt psykisk afhængighed. I vores dagbehandling har vi misbrugere der har røget hash dagligt i mere end 30 år.

Kan det så hjælpe at behandle hashmisbrugere?

Som nogle af de første har vi i Juventas forsøgt at skabe et behandlingstilbud der målrettet søger at hjælpe hashmisbrugeren ud af sit misbrug. Før har hashmisbrugeren været tvunget til at søge behandling sammen med andre misbrugsgrupper, hvilket aldrig er lykkedes særlig godt.


Rygestop = ensomhed
Vi kan efter 3 1/2 års behandlingsarbejde svare, at det kan lade sig gøre at hjælpe hashmisbrugeren ud af misbruget. Vi må dog konstatere at jo yngre misbrugeren er jo sværere er det at hjælpe. Dette skyldes den sociale situation den helt unge er i, hvor han kun kender andre misbrugere og hvor konsekvensen af et rygestop derfor vil være ensomhed.

Dette betyder dog ikke at det ikke kan lykkes at behandle unge, det er blot sværere. Der må over for den unge gruppe sættes ind med mere forebyggelse hvilket forudsætter mere samarbejde mellem skoler og klubber da det er her den unge skal bevare normaliteten.

For den mere etablerede gruppe af hashmisbrugere, har vores resultater indtil nu været meget opløftende. For 75 procent af denne gruppe har behandling været ensbetydende med stoffrihed og tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Med andre ord, behandling hjælper. Alt dette skulle så betyde at vi i Juventas som er det eneste rene dagbehandlings tilbud i København Kommune og Storkøbenhavn var mere end fyldt op. Sådan er det desværre ikke, snarere tværtom. På trods af behandlingsgaranti er hashmisbrug stadig et undervurderet problem i det etablerede misbrugssystem. I Juventas kan vi kun frustrerede se til at der bliver flere og flere helt unge misbrugere uden at det etablerede behandlingssystem tilsyneladende tager det alvorligt.