Tyske chefer lærer af hjemløse og handicappede
Mange kommuner og virksomheder i Tyskland er begyndt at få øjnene op for, hvor vigtigt det er, at deres chefer har gode menneskekundskaber, og derfor sender de dem i videreuddannelse i sociale institutioner
Normalt er Josef Kellner afdelingsleder i socialforvaltningen i den sydtyske by München, men i denne uge er der vendt helt op og ned på hans arbejde. I stedet for at tage ind til centrum af München, hvor kommunalforvaltningen har kontorer, kører den 55-årige mand hver morgen med toget ud i den nordlige del af byen, hvor stiftelsen Pfennigparade ligger.
Pfennigparade er et stort bygningskompleks opført i beton. Bygningens kerne består af en gård med grønne plæner og høje træer, hvor solens stråler varmer de spastisk lammede børn, der øver sig i at gå, mens unge kvinder og mænd styrer deres kørestole hen til værkstederne eller institutionens kantine. Pfennigparade består blandt andet af beskyttede boliger, værksteder og skoler, og institutionen bruges af flere end 1000 fysisk handicappede børn og voksne, hvoraf mange har hjerneskader.
Som afdelingsleder i Münchens kommune er Josef Kellner vant til at have adskillige medarbejdere under sig, men i denne uge har han en ganske anden rolle: I stedet for at være chef skal Josef Kellner udelukkende lytte og lære.
- Den første dag var jeg i snedkeriet og fik lov til at arbejde lidt med, men jeg måtte indse, at jeg ikke var i stand til at flette stråene til stole-sæderne så godt, som de handicappede kan, siger han.
- I går mødte jeg den gruppe, der arbejder med computere og grafik. De er utroligt kreative på trods af, at mange af dem er så handicappede, at de kun kan arbejde med munden. Nu skal jeg så hen i den gruppe, der laver silkemalerier.
Socialt arbejde populært blandt chefer
Josef Kellner er blot èn ud af mange ledere i Tyskland, som forlader chefstolen i en uge for at arbejde på en social institution. I München kaldes projektet for "Switch, den anden side", fordi lederne lærer en helt anden side af samfundet at kende, og ugen bliver betragtet som en del af ledernes videreuddannelse, hvor de fortsat får fast løn.
Ideen stammer oprindelig fra Schweiz, hvor de første chefer i 1995 blev sendt ud i sociale institutioner, men tyskerne har været så begejstrede for projektet, at der nu - under forskellige navne - er udviklet lignende videreuddannelses-kurser i de fleste større, tyske byer. Lederne bliver sendt ud blandt handicappede, stofmisbrugere eller hjemløse, og i enkelte byer er det desuden muligt for cheferne at arbejde i fængsler.
I nogle byer tilbydes videreuddannelsen kun til ledere fra private firmaer, men i München, hvor kommunen selv administrerer kurset, kan såvel ledere fra det private erhvervsliv som fra kommunalforvaltningen deltage.
Josef Kellner er glad for, at han arbejder i München og derfor som kommunal chef også har ret til at være med i Switch. Han siger:
- Jeg bad om at være med, fordi jeg havde lyst til at lære en ny side af samfundet at kende. Når man prøver at lave socialt arbejde, ser man tingene fra en helt anden synsvinkel. Jeg er meget imponeret over de indtryk, jeg har fået de første tre dage her. Frem for alt har jeg indset, at handicappede mennesker om muligt har endnu mere viljestyrke end ikke-handicappede. Handicappede har brug for meget mere forberedelsestid. Vi ikke-handicappede synes ofte, det er frygteligt stressende at skulle stå op om morgenen og komme rettidigt på arbejde, men hvad skal de handicappede så sige? Det koster dem jo timer at blive vasket, klæde sig på, spise morgenmad og komme hen til arbejdspladsen. De har allerede udvist en stor præstation alene ved at dukke op på arbejdet.
Lederne er gevinst for institutionerne
Socialpædagog Monika Grein leder den gruppe i Pfennigparade, som laver silkemalerier. Hun er med til at udvælge de ledere, som institutionen får på kursus. Hun siger:
- Det er frem for alt vigtigt, at lederne er i stand til at lytte og forstå, hvad der bliver sagt til dem. De skal også være åbne og vise interesse for andre mennesker. Hvis disse betingelser er opfyldt, kan enhver leder få noget ud af at arbejde her en uge.
Selvom institutionens medarbejdere er nødt til at bruge tid på at tage sig af lederne, hele den uge kurset varer, er Monika Grein overbevist om, at det er anstrengelserne værd.
- Med dette projekt kan vi fjerne folks berøringsangst over for handicappede, og derudover profiterer de handicappede hver gang, der kommer folk udefra med nye impulser. Det er vigtigt, at de handicappede også møder folk, som ikke arbejder på institutioner, og at de hører om, hvordan det er ude på det rigtige arbejdsmarked.
En af de personer, der helt tydeligt er glad for kontakt udefra, er den spastisk handicappede Erich Zwick i computer-gruppen.
Josef Kellner kigger ind til ham på sin vej hen til silke-malerigruppen.
Erich Zwick har svært ved at tale, og hans hænder er krummet sammen. Alligevel er han i stand til at arbejde på computeren. Han siger:
- Det er ikke noget problem at lave malerier på computeren.
Normalt maler han gerne landskaber, men denne gang viser han stolt Josef Kellner et digitalt selvportræt.
- Jeg har lært meget af at høre om de handicappedes problemer, og det er erfaringer, som jeg kan bruge i mit arbejde i socialforvaltningen, siger Josef Kellner.
- Jeg vil fremover være mere lydhør, når handicappede beder kommunen om noget, fordi jeg har arbejdet her.
Et kursus i tålmodighed
Pfennigparade har tidligere haft ledere på kursus fra det private arbejdsmarked. Blandt andet Günther Erhard fra den store teknologi- og informatikkoncern Siemens.
- Günther Erhard fik skabt kontakt mellem os og Siemens ledelse, så vi sidenhen har kunnet deltage i koncernens julebasar og sælge vores produkter der, siger Monika Grein.
- Det var en meget vigtig erfaring for vores handicappede, for ved basaren kom de ud og så andre ting, og de oplevede, hvordan det var at spise i Siemens kantine, hvor der ikke blev taget specielt hensyn til dem. Günther Erhard leder en afdeling med seks medarbejdere på Siemens. Det er nu to år siden, han valgte at arbejde en uge blandt handicappede.
- Jeg valgte meget bevidst at konfrontere mig selv med mine hæmninger. Jeg har aldrig vidst, hvordan jeg skulle opføre mig i selskab med handicappede, og jeg har altid været meget sky over for dem. Derfor valgte jeg med vilje en handicap-institution, siger han.
Günther Erhard indrømmer i dag, at han dengang var meget usikker på, om ugen ville gå godt.
- I Siemens laver vi tidsskemaer for, hvornår noget skal være færdigt, og jeg er vant til, at ting bliver ordnet, så snart jeg giver mine medarbejdere besked om det. Jeg var derfor bange for, at jeg ville miste tålmodigheden, når jeg skulle arbejde med handicappede, der måske ikke kunne klare tingene så hurtigt, som jeg var vant til. Günther Erhard var meget urolig de første par timer, han arbejdede i institutionen, men efterhånden begyndte han at tage det roligt, og han lærte også hurtigt at omgås de handicappede på en naturlig måde.
- Jeg fandt ud af, at når man virkelig taler med folk, så bemærker man ikke længere deres handicap, men ser derimod menneskene bagved. Den erfaring har sidenhen hjulpet mig meget, siger han.
Bedre arbejdsklima takket være handicappede
Siemens har nu haft flere end 100 ledere på videreuddannelse i sociale institutioner. De fleste ledere håber at få bedre menneskekundskaber og dermed lettere kunne tackle kriser blandt deres egne medarbejdere.
Christa Brosowske, der administrerer Siemens videreuddannelse i München, siger:
- Vi har fundet ud af, at vores ledere får en bedre social kompetence, når de arbejder med handicappede og hjemløse. De lærer en helt anden verden at kende og bliver mere fleksible. De kan hurtigere omstille sig til nye, uventede situationer og kan lettere tale med folk. Når de lærer at forstå hjemløse eller handicappede, kan de også nemmere sætte sig ind i deres egne medarbejderes situation og kan bedre understøtte og hjælpe dem. På den måde får vi et bedre arbejdsklima, og alle arbejder
mere effektivt, hvilket gavner firmaet.
Af den grund tilskynder flere og flere firmaer deres ledere til at deltage i projekter som Switch.
Selvom Josef Kellner kun har været i Pfennigparade tre dage, mærker han allerede, at han er begyndt at forandre sig.
- Jeg har været tilbøjelig til at lade mig påvirke af hverdagens stress. Her bliver man roligere, og tiden går på en anden måde. Hvis folk har en dårlig dag, lader de simpelthen deres arbejde ligge. Når jeg oplever det, er jeg klar over, at jeg har været alt for forvænt som chef. Når jeg bad en medarbejder om at lave en opgave færdig til dagen efter, og vedkommende måske klarede det allerede i løbet af samme dag, tog jeg det som en selvfølge. Det vil jeg ikke gøre fremover, men derimod vise mere taknemmelighed, siger han.
Psykisk hjælp nødvendig
Josef Kellner er takket være sit arbejde i socialforvaltningen vant til at omgås handicappede.
Günther Erhard havde derimod aldrig haft nærmere kontakt til handicappede, før han var på kursus for to år siden, og det var af og til lidt hårdt for ham.
- Jeg oplevede mange situationer, som belastede mig psykisk. Det gjorde mig ofte ked af det at se alvorligt handicappede mennesker eller høre, hvordan de var blevet hjerneskadet efter ulykker.
Mange ledere fra det private erhvervsliv står ligesom Günther Erhard uden praktisk erfaring, når de møder op på institutionerne, og derfor er et vigtigt punkt i Switch-programmet netop, at institutionerne skal være parate til at bistå lederne med psykologisk hjælp, hvis det bliver nødvendigt.
- Det er meget vigtigt, at institutionerne ikke blot betragter vores folk som billig arbejdskraft, men at de derimod sørger for, at vores folk har assistance under hele kurset. Der skal altid være en kontaktperson, som de kan tale med, så snart de har brug for det, siger Christa Brosowske.
Günther Erhard benyttede sig ofte af dette tilbud. Han siger:
- Selvom min arbejdsdag var kortere end på Siemens, og skønt vi ikke lavede hårdt fysisk arbejde, var det alligevel psykisk så anstrengende, at jeg hver aften gik dødtræt i seng. Netop derfor er det meget vigtigt, at man får bearbejdet sine oplevelser. Man må ikke gøre de handicappedes problemer til sine egne. Jeg talte hver aften med personalet på institutionen om de tanker, der kørte rundt i hovedet på mig, og det hjalp meget at lette sindet.
Lærer konsekvent behandling
Günther Erhard har siden sit ophold i Pfennigparade opdaget, at han kan bruge erfaringerne fra det sociale arbejde på sine medarbejdere i Siemens.
- Vi har jo stadig terminer, som skal overholdes, så derfor kan jeg desværre ikke give mine medarbejdere ubegrænset tid til at udføre deres arbejde. Men jeg er blevet bedre til at gribe ind og tale med mine medarbejdere, når jeg mærker, at de har problemer, siger Günther Erhard.
Arbejdet med de handicappede har også lært ham at være hårdere i enkelte situationer.
- Handicappede og psykisk syge har brug for grænser ligesom alle andre. Jeg oplevede i løbet af min uge på institutionen, hvor konsekvent socialpædagogerne behandlede de handicappede. Denne erfaring er kommet mig til gode i Siemens. Jeg har for eksempel en medarbejder med alkoholproblemer, og før i tiden vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle behandle ham. Efter mit kursus valgte jeg at stille ham over for et ultimatum og gøre ham klart, at han skulle gå i terapi, og det gjorde han så, siger Günther Erhard.
En uge blandt handicappede var nok til at ændre mange af Günther Erhards holdninger.
- Før i tiden havde jeg ikke stor respekt for socialpædagoger. Jeg troede ikke, at de havde et særligt krævende arbejde, men efter opholdet i Pfennigparade ved jeg bedre. Jeg er i dag fuld af beundring for det arbejde, socialpædagogerne udfører. Det er langt mere anstrengende at være socialpædagog end at være leder på Siemens, siger han.
Josef Kellner og Günther Erhard vil gerne opfordre andre ledere til også at prøve at arbejde blandt handicappede eller hjemløse.
- Når man arbejder på en social institution, udvider man horisonten og lærer nye mennesker at kende, og man får en livserfaring, som man ellers ikke ville opnå, siger Josef Kellner.
- Jeg kan kun råde andre ledere til også at prøve det. Man får langt mere, end man giver, siger Günther Erhard.