Lad uenigheden blomstre
Det er ikke modsætninger mellem faggrupperne, der gør det tværfaglige samarbejde besværligt. Uenigheden er mindst lige så stor internt i faggrupperne, men personlige meningsforskelle forveksles med faglige modsætninger, siger Morten Ejrnæs - han taler for at vende uenigheden til en faglig styrke
Det er også de psykologer. Eller: Det er også de sagsbehandlere. Eller: Det er også de socialpædagoger.
Sådan lyder den korte udgave ofte, når en socialarbejder skal rapportere til sine fagfæller om uenigheden i det tværfaglige samarbejde i en konkret sag. Det skulle være så godt, men tit er det i stedet besværligt og tungt at danse med. Og det er ganske ofte de andre faggrupper, der har fået noget galt i halsen og obstruerer arbejdet.
Eller er det?
Nej, siger Morten Ejrnæs, lektor ved den sociale kandidatuddannelse på Aalborg Universitet. Han har netop skrevet en bog om vilkårene for tværfagligt arbejde, "Faglighed og tværfaglighed". I den dokumenterer han, at faggrupperne et langt stykke hen ad vejen har det samme syn på tingene, og at det derfor ikke kan være modsætninger mellem grupperne, der er årsag til alle de problemer, der ofte er i samarbejdet om sag.
Ofte er der tale om en uenighed mellem mennesker, der bliver 'forklædt' som en splittelse med faggrupperne, og i virkeligheden burde man vende tingene på hovedet og se uenigheden både som en styrke og som noget uundgåeligt i det sociale arbejde.
- Det er vigtigt at erkende uenigheden - ja, jeg vil gå så vidt som til at sige, at den er et grundvilkår i alt socialt arbejde. Når man støder ind i den, må man sige, at "ok, vi er uenige" - og så forholde sig til det,
mener Morten Ejrnæs.
Men han blev også selv overrasket over resultatet af sin undersøgelse:
- Jeg gik ud med den her undersøgelse for at bekræfte nogle fordomme om alt det besværlige i tværfagligt samarbejde - om alle de knaster og uenigheder, der er mellem faggrupperne. Men de var der faktisk ikke. Når det drejer sig om reaktionerne på børns mistrivsel, er holdningerne stort set ens. Når det gælder holdninger til 'milde indgreb' er paratheden til at intervenere stor, og der er næsten ingen forskel mellem faggrupperne Men når det gælder 'voldsomme indgreb' som underretning til socialforvaltningen eller inddragelse af en anden faggruppe for eksempel psykolog, deles vandene, og uenigheden er stor, men forskellene mellem faggrupperne er overraskende små. Der er næste lige så stor 'chance' for at være uenig med sin egen faggruppe, som der er med andre faggrupper, siger Morten Ejrnæs.
I stedet opdagede han et langt mere broget billede: I en række sager er der store holdningsforskelle, som går på tværs af faggrænserne.
- Langt de fleste af os er uenige med vores kolleger om en række centrale ting - men vi ved det ikke. Vi ved ikke, hvor uenigheden findes. Og det får os til at tro, at vores fælles faglighed altid sikrer ensartede afgørelser - men det vil jeg påstå er en illusion, siger Morten Ejrnæs.
At gemme sig bag 'de andre'
At uenigheden kommer frem og konflikterne opstår i det tværfaglige samarbejde overrasker til gengæld ikke Morten Ejrnæs:
- Det tværfaglige samarbejde handler jo for det meste om de vanskeligste sager, hvor potentialet for uenighed er størst. Det er svære, menneskeligt komplicerede sager, hvor man bringer sig selv i spil: Når det handler om at sikre trivslen hos en bruger eller klient, så spiller de individuelle erfaringer en meget stor rolle: Hvordan har man selv oplevet det ene og det andet, og hvordan kunne man selv tænke sig det? Det giver nogle individuelle meningsforskelle, men de tolkes ofte som faggruppeforskelle, når man oplever dem i det tværfaglige samarbejde, siger han.
Skel mellem faggrupperne er nemlig enklere at forholde sig til, og det er lettere at få opbakning fra sin egen faggruppe, hvis det er 'de andre', der tager fejl, fortæller han.
- I faglige forsamlinger udvikler der sig let en kultur, hvor der er en accept af det, der bliver fremlagt. Kollegaen, der kommer tilbage fra et tværfagligt møde og fortæller om sin uenighed med andre faggrupper ønsker selvfølgelig at få opbakning til sit eget synspunkt fra sine fagkollegaer konstaterer Morten Ejrnæs.
Og skulle der alligevel være flere meninger om sagen, kan den, der fremlægger den, tage højde for det: - Hvis der er én i ens egen gruppe, der ser ud til at være mere enig med en anden faggruppe, så kan man 'skrue op' for den del af sagen, der er et argument for ens egen holdning. På den måde opnår man falsk opbakning.
- Men så sidder der måske en kværulant - en, der viser, at man kan være uenige. Det kender vist alle sammen - sådan en person kan være møgirriterende, men er ofte god til at stille de svære og ubehagelige spørgsmål og 'tage trykket', når der er af uenighed.
Men Morten Ejrnæs opfordrer til holde op med at gemme sig bag en postuleret enighed:
- Min anbefaling er, at man lader være med at tolke uenigheder som faggruppeforskelle, for det er det sjældent. Man skal udelukkende se på, hvad uenigheden konkret handler om. Og hvis man vil være rigtig provokerende, så fremlægger man 'modstanderens' synspunkt for sine egne fagkollegaer - man bør tage uenigheden med tilbage til sin egen gruppe for at forstå synspunktet bedre, siger han.
Er uenighed da farlig?
Men hvorfor er det så 'farligt' at være uenige? Det kan ifølge Morten Ejrnæs være to forklaringer på:
- Jeg tror for det første, at vi oplever, at vi 'tilsyneladende' er enige. Vi frygter, at uenigheden vil lamme os, at den vil skabe ubehagelig stemning, og at den vil gøre os utrygge - og det er der vel ikke noget at sige til, konstaterer han.
For det andet støder uenigheden sammen med forestillingen om, at der findes én og kun én rigtig afgørelse:
- Uenighed er ikke faglig svaghed. Min pointe er, at vi alle sammen er uenige om forskellige ting, og at det er en fordel at kende de forskellige standpunkter, siger Morten Ejrnæs.
Han mener, at man må gøre op med ideen om, at hvis bare fagligheden bliver høj og ensartet nok, så vil det føre til lutter rigtige afgørelser:
- Det er en illusion af dimensioner at tro, at man kan få ensartede afgørelser i så komplicerede sager. Det kan man hverken opnå gennem lovgivningen eller gennem regler ude i kommunerne. Med et lidt groft billede kan man sammenligne med de der tests, hvor man afleverer biler med de samme, konstruerede fejl på forskellige værksteder, og hvor man får vidt forskellige bud på, hvilke reparationer, der er brug for. Så hvordan kan man være så naiv at tro, at man kan få samme svar, når det handler om mennesker med nogle meget komplicerede problemer? lyder spørgsmålet fra Morten Ejrnæs.
Opsøg uenigheden
Han mener i stedet, at tiden er kommet til at gøre uenigheden til en styrke.
- Jeg mener, man skal skelne mellem forskellige typer uenighed. Der er de situationer, hvor der kan laves fælles regler - og de kan jo være gode, selvom man kan have forskellige holdninger til dem. Der er de sager, hvor man er uenige, men af forskellige grunde er nødt til at have en fælles holdning. Og så er der sager, hvor man bare er nødt til at acceptere, at der er uenighed - hvor det simpelthen afspejler en splittelse i befolkningen og mellem mennesker generelt - men hvor der også er styrke at finde ved at forholde sig til uenigheden med al sin faglighed.
- Man kan sige, at faglighed på den måde også er at erkende, at der er uenighed om nogle meget centrale spørgsmål. Men målet er ikke enighed og ikke flertalsafgørelser. Uenigheden er et fagligt redskab, man kan bruge til at afprøve sine egne og kollegaernes synspunkter. Pseudo-enighed er til gengæld at svigte kollegaen, det er ufagligt, og det er det samme som ikke at bakke op, mener Morten Ejrnæs.
Han peger på, at uenigheden kan bruges til at bløde systemet op, sådan så den enkelte bruger ikke føler, at han eller hun er oppe mod én stor, urokkelig beslutningsmaskine.
- Uenigheden og det, at man kender til alle meninger om en sag, kan bruges i kontakten med klienten til at forstå de synspunkter, han eller hun kommer med. I mange af de børnesager, jeg har brugt som cases, vil fagpersonen identificere sig med enten barnet eller forældrene og tage parti for dem i forhold til systemet. Men hvis fagpersonen er bevidst om uenigheden, kan han eller hun bruge det til at forstå alle de involverede bedre og nedbryde nogle af modsætningerne mellem borgeren og 'systemet'. Kendskabet til andre holdninger giver mulighed for en detaljeret beskrivelse, det giver brugeren bedre mulighed for at stille spørgsmål - og det giver et bedre beslutningsgrundlag og et bedre grundlag for dialog, mener Morten Ejrnæs.
Jeg har en ide om, at man skal lede efter uenigheden. Vi bruger ofte for meget tid på at bekræfte hinandens enighed - i stedet burde vi sætte spot på uenigheden for at få flere synspunkter på samme sag. Det giver mulighed for en bredere argumentation - også i forhold til brugerne. Det betyder, man er bedst klædt fagligt på, mener Morten Ejrnæs.