icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Debat

Skattebilletten skal ikke bidrage til prostitution

Af Lone Dybkjær, ligestillingsordfører for Det Radikale Venstre (Modtaget d. 8.12.2005)

Den 18. november, nr. 23, bringer Socialpædagogen en artikel om SL’s Etiske Udvalgs konklusioner vedrørende handicappede og prostituerede.

 SL’s konklusioner indebærer blandt andet, at mennesker med funktionsnedsættelser fortsat skal kunne få hjælp til etablering af kontakt til prostituerede. Argumentet er, at det er diskriminerende, hvis handicappede ikke har samme adgang til prostituerede som andre mennesker i det danske samfund. Det er jeg enig i. Vi kan ikke gøre noget ulovligt for én gruppe og ikke for en anden.

I Det Radikale Venstre ønsker vi lige muligheder for alle, og så længe alle frit kan købe sex, skal handicappede også kunne. Så langt er jeg enig med SL’s Etiske Udvalg. Jeg vil dog understrege, at det kan diskuteres – og vi har faktisk gang i en god debat om prostitution i Danmark – hvorvidt køb af sex er hensigtsmæssigt.

Grunden til, at jeg er nød til at slå alarm, er, at SL’s Etisk Udvalg konkluderer, at det skal være op til den enkelte kommune at vurdere, om handicappede er berettigede til offentligt tilskud til prostitution. Det er og kan aldrig være en offentlig opgave at yde tilskud til bestemte borgeres seksuelle udfoldelser.

Det har selv socialminister Eva Kjer Hansen erkendt. Derfor vil hun også stille forslag om lovændring, hvis nogle kommuner tolker loven sådan, at de yder tilskud. Og jeg er for en gangs skyld helt enig med Eva Kjer Hansen. Danske skattebetalere skal ikke – via deres skattebillet – finansiere bestemte samfundsgruppers seksuelle behov. Det kan ikke være en offentlig opgave at støtte køb af sex.

Når jeg synes, vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at nedbringe antallet af prostituerede, er det blandt andet, fordi kvinder i prostitution generelt døjer med sundhedsmæssige følger. Det kan være gener i underlivet i form af smerter ved samleje, svie ved vandladning, udflåd, kløe, irritation og hudløshed. De prostituerede oplever ligeledes angst for hiv og andre kønssygdomme, når kondomer springer, og kvinderne oplever angst for graviditet. Og det er altså blot de sundhedsmæssige konsekvenser.

 At SL’s Etiske Udvalg også mener, at støtte til kontakt til prostituerede ikke kolliderer med SL’s overordnede politiske sigte på at hindre trafficking og prostitution, er mig en gåde. Det hænger jo ikke sammen, at SL’s Etiske Udvalg på den ene side støtter kontakt til prostituerede og på den anden side mener, at prostitution og trafficking skal forhindres.