icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Debat

Socialpædagogen skriver mod bedre vidende

debatindlæg af Socialminister Eva Kjer Hansen

  • Socialminister Eva Kjer Hansen (V), (Modtaget d. 4.5.2005)
  • 10-2005 /

I Socialpædagogen nr. 8 er det både på forsiden og inde i bladet beskrevet, at der hersker usikkerhed om institutionen Egelys fremtid, da den på grund af kommunalreformen risikerer en opsplitning.

Det er ikke rigtigt.

Egely vil, som jeg også slog fast i et svar til de tre socialudvalgsformænd fra Fyns, Vejle og Sønderjyllands amter, ikke kunne splittes op, da den udgør en klart sammenhængende enhed. Enkelte afdelinger vil derfor ikke isoleret kunne overtages af de kommuner, de ligger i. Hvis der skal ske en kommunal overtagelse af Egely, skal den omfatte institutionen som en samlet helhed.

Det er Socialpædagogen tydeligvis også godt klar over, da dele af mit svar til de tre socialudvalgsformænd citeres i sidste spalte. Det undrer mig derfor, at bladet vælger at slå Egelys formodede problemer så stort op – et er problematiserende journalistik, noget andet er at skrive mod bedre vidende.

Lad mig derfor en gang for alle slå fast: Der er ingen grund til bekymring om Egelys fremtid. Egely vil også efter kommunalreformen kunne fortsætte sit arbejde som en samlet institution.


Hvem afgør uenighed? Kære Socialminister Eva Kjer Hansen (V).

Det er ikke for at piske en stemning af utryghed op, at vi har valgt at skrive om Egely. Og vi har heller ikke valgt at „skrive mod bedre vidende“, som du skriver i dit læserbrev. Vi har forsøgt at beskrive, at der er stor forvirring om, hvorvidt en kommune kan overtage et socialt tilbud eller ej.

Og hvem afgør en uenighed?

I bemærkningerne til § 186 står der:

„En kommunalbestyrelse kan også overtage den del af såkaldte satellitinstitutioner (som kan være en organisatorisk og budgetmæssig sammenkædning af flere regionstilbud placeret i flere kommuner), der er beliggende i kommunen. Det er en forudsætning, at den del af satellitinstitutionen, der overtages, kan fungere som et selvstændigt tilbud i beliggenhedskommunen.

En kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune kan dog ikke overtage en del af en satellitinstitution, såfremt de enkelte dele af tilbuddet udgør et sammenhængende behandlingsforløb, som ikke vil kunne opretholdes ved en kommunal overtagelse af en del af satellitinstitutionen.“

Du har i dit svar til de tre socialudvalgsformænd for Vejle, Sønderjylland og Fyns amter, fastslået, at Egely ikke kan splittes op.

Og det er jo umiddelbart et klart og tydeligt svar, du giver.

Men som det fremgår af artiklen i Socialpædagogen, så mener en repræsentant fra den kommende storkommune på Nordfyn, at den kan klare den satellitinstitution af Egely, som kommer til at ligge i den nye storkommune. „Institutionen udgør en størrelse, som vi sagtens kan håndtere“, siger borgmester Bent Dyssemark (V), Otterup Kommune.

Og hvem afgør den uenighed?

Vi kan i lovforslaget se, at hvis en kommune ønsker at hjemtage et tilbud, skal det behandles af det regionale kontaktudvalg, men udvalget har ingen kompetence til at træffe beslutning. Det vil sige, udvalget kan ikke afgøre en uenighed. Det er beliggenhedskommunen selv, der i den sidste ende bestemmer.

Og så vidt vi kan se, har du som socialminister heller ikke mulighed for at gribe ind.

Eller tager vi fejl?

I så fald, vil vi meget gerne blive klogere.

Vi vil nemlig meget gerne vide, hvem der har kompetence til at gribe ind, hvis der opstår en sådan uenighed.
Venlig hilsen Lone Marie Pedersen, redaktør