Hvem sikrer sammenhæng mellem velstand og velfærd?
Af Ejvind Jensen, Socialpædagog, Svankærvej 12, 6760 Ribe (Modtaget 2.6.2006)
På trods af at den danske velstand stiger med bugnende overskud på statens finanser, oplever jeg et foruroligende dyk i kvaliteten i den offentlige sektor – især den sociale.
Hvis vi nøjes med at juble over øget privat forbrug uden at bekymre os om konsekvenserne af – hvordan folkestyret forvalter vores fælles velstand – krakelerer vel-færden.
Overskrifterne i aviserne omkring omsorgsvigt på plejehjem, pædofilsagen fra Tønder og ubegribelig vold begået af psykiske syge vil i fremtiden ses stadig oftere, hvis vi ikke deltager i den demokratiske proces – giver udtryk for vores oplevelser og holdninger og derved påvirker politikere og politikken mellem valgene.
Årsagen til forringelserne er ikke bevidst ondskab fra politikere, embedsfolk eller omsorgspersonale. Derfor er det mildest talt tåbeligt at bruge al energien på at placerer skylden. Naturligvis er der personer, der har et ansvar – og som bør påtage sig det og reagere. Der er politikere, som skal bevillige de nødvendige ressourcer, embedsmænd, der skal leve op til deres tilsyn, og personale, der skal handle i overensstemmelse med borgernes ønsker og rettigheder.
I Danmark er den offentlige sektor under pres og forandring. Der er en stigende tendens til at opfatte den som en forretning, som skal kunne betale sig; man justerer på folkeskoleloven, fordi erhvervslivet forudsiger et fremtidigt behov; man etablerer daginstitutionspladser, fordi arbejdsgiverne mangler arbejdskraft – uden at forholde sig til livskvalitet og børns udvikling.
Jeg har stor respekt for dygtige forretningsfolk. Men det er et åndeligt fattigt samfund, der begrunder omsorgen i markedskræfter og forretningsmæssige argumenter.
Det er bekymrende, når politikere kun interesserer sig for mennesker i nød, når de bliver presset til en kommentar i forbindelse med konsekvenser af deres politik i en konkret sag.
Det bekymrer mig, når jeg læser, at Ny Esbjerg Kommune med stolthed ‘løser’ et fremtidig økonomisk problem ved at budgettere med 95 procent af den hidtil økonomiske ramme, eller når ‘såkaldte’ økonomiske vismænd anbefaler en kraftig beskæring af den offentlige sektor for at frigøre arbejdskraft til den private sektor – uden at nogen spørger til konsekvenserne på plejehjemmene, sagsbehandlingen i kommunerne og behandlingen af syge medmennesker.
Vi skal absolut være kritiske i forbindelse med, hvordan vi bruger offentlige midler. Det er dog afgørende, at de nødvendige ressourcer er til stede for at bevare vel-færdssamfundet.
Vi skal involvere os i en folkelig, fremadrettet og nuanceret debat om vores velfærdssamfund, der inkluderer en an-stændig medmenneskelig omsorg – som vi kan være stolte af.