icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Debat

Kære Elsebeth

Uffe Rattleff, Soc.pæd., Seksualvejleder, www.ratt.dk, (Modtaget d. 9.2.2006)

Svar på indlæg, Elsebeth Bertelsen, Socialpædagogen nr. 2. 27. januar 2006.

Jeg svarer ikke, fordi dit indlæg er specielt interessant eller fagligt fyldigt, men fordi det generelt har en nedladende holdning over for et stykke arbejde, der bliver udført af mange seksualvejledere og andre, som tager emnet alvorligt.

Dit indlæg har intet fagligt fremadrettet indhold, men er efter min vurdering udelukkende noget, der foregår i din egen mave.
Jeg kender den „lykkelige luder“ eller glædespiger, som jeg kalder dem. Dem har jeg formidlet kontakt til igennem 15 år som praktiserende seksualvejleder, og jeg kan garantere dig for Elsebeth, at disse kvinder bevidst har valgt dette fag. Jeg har løbende faglige drøftelser med glædespigerne som ALLE går fantastisk meget op i, at deres besøg har et fagligt indhold. For resten, så kan der også tilbydes seksuel behandling af glædesmænd.

Prøv at skille tingene ad, selv om det måske ødelægger dit „klarsyn“.
Der findes kvinder, der selv har valgt dette erhverv. Lad dog dem sælge deres arbejdskraft, som de vil. Lad os så stå sammen og bekæmpe al form for udnyttelse af kvinder, som bliver solgt, handlet, misbrugt, ydmyget og lokket ind i prostitution mod deres vilje. Det er en anden meget vigtig opgave, men har umiddelbart ikke sammenhæng til de kvinder, jeg omtaler nu.

Prøv at revurdere din egen vandrehistorie om, at alle prostituerede har været udsat for incest eller andet misbrug. Jeg går ikke ud fra, at du har forsket i det og på den måde har belæg for din udtalelse.

Alle mennesker har brug for at lære mange ting om kærlighed, krop, grænser og mange andre former for social adfærd. De fleste lærer det på den samme måde som de fleste af os. Få af dem har brug for en meget mere konkret undervisning/behandling, som undertiden må gå meget tæt på, for at give den ønskede læring. Hvis muligheden for at benytte glædespiger og –mænd i disse særlige vanskelige sager forsvinder, lærer de det nok aldrig.

Emnet er så alvorligt, så det i mange tilfælde kan være udslagsgivende for, om mennesker får et godt liv eller ej. Kom med nogle faglige indgange til emnet, så kan vi snakke videre om det.

Skil tingene ad og skær ikke alle over en kam, samtidig med at du pakker det ind i din „mænd er nogle svin“ holdning, som ikke hører hjemme i en faglig debat.