Lang vej, store opgaver, mange ønsker
Det kan ikke nytte, at vi skal blive ved med at skrige på kompetenceudvikling – det skal være en ret for alle. Sådan lød en af meldingerne, da mere end 200 tillidsfolk og ledere mødtes i Vejle til det fjerde regionale møde om overenskomster og kommunalreform
Hvem, der havde valgt sangen, er ikke oplyst. Men da mere end 200 tillidsfolk og ledere fra kredsene Lillebælt og Sydjylland mødtes i Vejle den sidste dag i april, så var fællessangen den om skærsliberen: Nu lokker atter de lange veje.
Og ja, de lokkede: Uden for salen på toppen af Torvehallerne bragede solen ned på forårsmaner. Fjorden skinnede blå der bag det nye højhus, som nogen har tabt på havnen. Forår i Danmark.
Men indenfor var det en god gammeldags fagforeningsstemning på et møde, hvor der både blev sagt til og fra.
– Vi skal da ud og fortælle hele succeshistorien om, hvordan beboerne for ikke ret mange år siden var spændt fast og nu lever de et meget frit liv, lød et bud fra debatten.
|
OK 08 var det samlende fokuspunkt på dette det fjerde af fem regionale møder, der fungerer som optakt til udtagelsen af krav til nogle overenskomstforhandlinger, hvor der er mange ubekendte i spil: Der er nye ansigter på den anden side af forhandlingsbordet, og kommunerne – den nye hovedmodpart – er midt i en opbygningsog konsolideringsfase, hvor de oven i købet har kniven på struben rent økonomisk.
– Det er faktisk ret spændende, hvad det bliver til, som en af deltagerne konstaterede efter den første runde af diskussion ved bordene. Ikke uden en vis nervøsitet i stemmen.
Vi ved det godt
Socialpædagogernes formand, Kirsten Nissen, startede med afsæt et helt andet sted. Eller rettere det sted, som de fleste debatter om socialpædagogik er startet denne vinter og forår: Strandvænget.
– Optagelserne med skjult kamera gav os opmærksomhed på en måde, vi gerne vil være foruden, så vi måtte gribe muligheden for at sætte dagsordenen. Og vi kan heldigvis konstatere, at politikerne også gerne vil i dialog med os, sagde Kirsten Nissen.
Og hun var ikke i tvivl om, hvad den dialog skal bruges til:
– Vi skal gøre det helt klart, at der ikke er plads til besparelser, sagde Socialpædagogernes formand.
Den helt konkrete baggrund for at sige det, blev leveret af næstformand Benny Andersen, der efterfølgende dissekerede det andet hovedtema for mødet: Det socialpædagogiske liv efter kommunalreformen.
– Jamen, hvis vi koster så mange penge, så må vi da være interessante, mente en med henvisning til de 34 milliarder, den socialpædagogiske indsats løber op i om året, lød et bud fra debatten.
|
“Vi ved det godt”, stod der med store bogstaver på lærredet bag ham – for der er en række kvaler og problemer i de nye kommuner. For eksempel den, hvor personalet er blevet bedt om at lægge ud for de autistiske børns koloni.
Nu forestår en stor opgave med at fortælle kommunerne, at det socialpædagogiske område, som de nu har fået og taget ansvaret for, fylder. Målt på udgifter er det det næststørste område inden for social og velfærdsområdet – kun overgået af folkeskolen. Det socialpædagogiske felt koster 34 milliarder om året – det svarer til 17 procent af de samlede sociale budgetter.
– Det er trist, at vi skal starte med besparelser på 470 millioner kroner på børne og ungeområdet alene og 200 millioner på voksenhandicapområdet, mens de gamle kommunale serviceområder er gået næste fri, konstaterede Benny Andersen med henvisning til kommunernes egne budgettal for 2007.
Talerør og ambassadører
Han opfordrede forsamlingen til at agere talerør og ‘politikere’ for brugerne og huske kommunerne på, at de har overtaget de socialpædagogiske tilbud, fordi de mente, de kunne gøre det bedre.
– Det er ikke længere muligt at tørre ansvaret af på andre. Kommunerne har hele ansvaret. Og det er os, brugerne og de pårørende, der skal holde den faglige fane højt, sagde Benny Andersen.
Derfor skal socialpædagoger over hele landet søge indflydelse. Han pegede på, at den opnås gennem såvel personlige netværk og kontakter til de lokale beslutningstagere og forvaltninger som gennem det faglige system.
– Tillidsrepræsentanter og ledere har langt hen ad vejen fælles interesser i den her forandringsproces. Og det betyder meget for medarbejderne at mærke det – og det betyder også rigtigt meget for kommunikationen udad til, sagde Benny Andersen.
– Det er afgørende, at vi står sammen og ikke isolerer os ude på institutionerne.
– Vi skal have nogle ambassadører, for hvem vores område er et hjertebarn. Det socialpædagogiske arbejde skal være synligt i forvaltningerne og gerne have sin egen søjle. Vi skal fremstå som en enhed, kommunerne ikke kan undgå at spørge til råds, når der skal ændres på tilbuddene, slog Benny Andersen fast.
Og så blev der summet ved minimøder ved bordene. For hvordan skal man så gribe det an? Hvordan skal budskabet komme frem? Og hvordan sikrer man sig indflydelse på det kommende års kommunale budgetter?
Socialpædagogens udsendte tog en tur rundt i salen med det store øre på og resultatet blev citaterne ved artiklen.
Ikke alene ved bordet
Efter en gang kaffe, kage og snittede grøntsager med dip kastede formand Kirsten Nissen sig ud i et oplæg om de forestående overenskomstforhandlinger.
De adskiller sig logisk nok ved, at hovedmodparten nu er kommunerne og ikke længere amterne, og det har en anden, meget afgørende konsekvens:
–– Jeg synes hele tiden, vi som ledere har haft et stort ansvar for at få vist vores tilbud frem – og det er da ikke blevet mindre af det, der er sket med kommunalreformen, var en anden konstatering, lød et bud fra debatten.
|
– Vi er ikke længere den eneste organisation, som modparten skal forholde sig til på det pædagogiske område. Vi skal ‘konkurrere’ med BUPL og FOA om de samme ressourcer, konstaterede Kirsten Nissen.
Men det åbner også for samarbejdsmuligheder. Sammen med BUPL og FOA arbejdes der på at få en lederoverenskomst på det pædagogiske område.
– Vi kan ikke leve med, at der indgås en lederoverenskomst uden os. Allerede nu er der et hul i overenskomsten, og der er kun udsigt til, at der kommer flere socialpædagogiske ledere i for eksempel forvaltningerne, sagde Socialpædagogernes formand.
På pensionsområdet er der også noget at indhente:
– Vi har en alt for lav pensionsprocent, vi halter bagefter. Vi skal arbejde for pension af alle løndele, sagde Kirsten Nissen.
Nu skal vi have det løft
– Og så kan det ikke nytte, at vi skal blive med at skrige på kompetenceudvikling. Vi vil have kompetenceudvikling for alle, fastslog hun og henviste til, at det efter tumulten om Strandvænget og Sjælør nu også er et punkt på den politiske dagsorden og således havde fundet vej til de temamøder om kvalitetsreformen, hvor Socialpædagogerne som LOforbund har deltaget.
Og netop arbejdet med kvalitetsudvikling er et oplagt område at satse på i OK 08, sagde Kirsten Nissen.
– Vi har arbejdet med kvalitetsudvikling i mange år, men nu skal det styrkes yderligere. Vi vil have en rammeaftale, hvor der afsættes tid til arbejdet, og hvor vi sikres indflydelse på, hvad der skal udvikles. Og det skal ikke være noget, hvor I skal gå og sige ‘åh ja, det skal jeg også nå oven i alt det andet’.
Det er også på tide at sikre en øremærkning af barselsperioden til mændene – det giver rigtig god mening for såvel mænd og kvinder som for børnene, sagde Kirsten Nissen.
Og endelig pegede hun også på behovet for mere tid til TRarbejdet og forbedret beskyttelse af tillidsfolkene.
Masser af bud
Som på de andre regionalmøder var det nu tid til Tingmøder, hvor forsamlingen i mindre grupper blev sat til at komme med bud på OKkrav og ønsker inden for tre temaer: 1) Udvikling og arbejdsforhold, 2) Løn, tillæg og pension og 3) Socialpædagogikken efter kommunalreformen.
I det første tema var det først og fremmest kompetenceudvikling, der blev nævnt, og grundlæggende var, at der skal afsættes midler nok. Men der var så forskellige bud på, hvordan finansieringen skal organiseres: Skal der kastes OK-penge på bordet, eller er det arbejdsgiverne, der skal betale?
Andre efterspurgte flere midler til seniorordninger, løn under og tid til TRarbejdet og ordentlig vikarkompensation ved sygdom og barsel til dem, der trækker læsset.
– Det er lige nu, vi skal søge indflydelse på 2008-budgetterne – efter sommerferien er det for sent, lød et bud fra debatten.
|
I den anden pulje var der ikke overraskende krav om markante lønforbedringer, men også her var der forskellige bud:
Højere grundløn, forhøjelse af ulempetillæg, anciennitetsbaseret løn med kortere lønforløb og så den fortsatte strid om fordele og ulemper ved decentral eller lokal løn: Nogle talte for central sikring af basispersonalets løn – andre fastholdt, at der skal være fortsat mulighed for decentral løndannelse.
Og så skal alle løndele være pensionsgivende, der skal være frit valg mellem kroner og tid – et reelt frit valg. Der var bud efter en nedsættelse af den daglige arbejdstid, så den kommer til at være minimum seks, maksimum ni timer. Og så var en forbedring af koloniaftalen et stort ønske.
Synes du, det er synd...
På det tredje temaområde var der fuld opbakning til de ønsker og den kurs, næstformand Benny Andersen allerede havde præsenteret: Det socialpædagogiske arbejde skal synliggøres, det skal have et statusløft og den socialpædagogiske faglighed skal bringes i arbejde gennem blandt andet ressourcecentertankegangen.
Se alle budene fra tingmøderne på www.sl.dk/ OK08.
I den efterfølgende ordveksling og debat tog Benny Andersen og Kirsten Nissen fat i en række af de ønsker og krav, der var kommet frem. Nogle kan umiddelbart bringes videre, andre ligger det noget tungere med.
Men hele listen bæres nu videre til debat i Hovedbestyrelsen, ligesom debatten fortsætter på både møder i kredsene og på Socialpædagogernes hjemmeside.
Og da mødet så var slut, og deltagerne var myldret ud i eftermiddagssolen, lå det tilbage, skiltet fra et af temabordene. På bagsiden havde en mødedeltager – ud fra skriften at dømme en kvinde – med rød tusch skrevet et lille rim:
‘Hvis dine medarbejdere er triste & synes du det er synd...
Så giv dem for H... noget mere i løn’ Underskrevet med en smiley. Opfordringen er hermed givet videre til rette vedkommende.