Det var fedt, da vi kørte fast i sandet på Agersø
Pædagogikken man ikke ser. Reel omsorg – og om at udvikle sig sammen. Historier fra et bofællesskab
Legende let. Når Michaela Petri lader tonerne trille ud af fløjten, ser det så legende let ud. Det kommer ligesom bare af sig selv.
Men lån hendes fløjte og prøv engang selv, så forstår man, at letheden, glæden, ynden er musikalitet parret med års slid.
Der dufter af friskbagte boller og stegen i ovnen, Jens og Tilde er ved at dække påskebord. Det her ligner ikke en arbejdsplads eller institution, men et hjem med blomster, billeder, akvarium, katte o.m.a.
Men i går var det hverdag, hvor alt skal klappe, med de nødvendige 1½2 timer til at komme op, blive vasket og klædt på for hver enkelt.
En skal til læge, en anden på sygehuset, tre på arbejde, en til ridning og den sidste til fys. Starten på en dag!. Struktureret fleksibilitet er en nødvendighed!
Andre dage tager vi på ture, i teateret, til koncert, på juleudstilling, på ferie, holder fødselsdage, jule og påskefrokoster, nytårsaften osv.
Puslespillet
Sådan ser billedet ud – et stort puslespil med en masse brikker. Men man ser kun det færdige billede. Det har taget rigtig lang tid på møde efter møde og kostet blod, sved og tårer at få brikkerne til at falde på plads. Et sådant spil skal man værne om. Mister man et par brikker eller skubber for meget til det, går helheden tabt.
Et anderledes liv
At have et fysisk handicap fører også en masse frustrationer med sig:
Man har ikke haft de samme barndomsoplevelser som andre, fx det at opleve spændingen ved at kravle op i et højt træ, springe ud fra vippen i svømmehallen, køre ned ad en bakke på kælk med hovedet forrest og mærke suset. Man har levet en beskyttet tilværelse, hvor andre har skullet tage sig af en, og man ikke har fået lov til at opleve glæden ved at kunne selv, vinke farvel til forældrene og stå på egne ben.
Netop derfor er det nu vigtigt at tilegne sig alle de kompetencer man kan, både socialt, praktisk og kommunikationsmæssigt.
Det at Carl og Tilde kan gøre sig forståelige over for personalet og medbeboere i dag har krævet årelangt systematisk, konsekvent og metodisk arbejde, hvor alle har fulgt de samme retningslinier. Men det har givet dem en frihed til at udtrykke ønsker, følelser, tanker, holdninger, gøre sig forestillinger – og til at dele disse med andre, ikke mindst.
Et liv med andre: en forudsætning for udvikling
Som socialt væsen må der være nogen at spille sammen med, få et forhold til, blive ansvarlige overfor, tale og opleve med. Ingen mand er en ø. Det gælder både for beboerne og personalet.
Flere af beboerne er begyndt at kunne udtrykke sig i hele sætninger. Computeren er blevet et redskab for kommunikation. Alle har fået en større interesse for at egne lejligheder er hyggelige og rare at være i, samt hvordan de selv virker på andre, blandt andet i kraft af påklædning, men også optræden. Der er en større bekymring for hinanden, blandt andet når nogen er indlagt på sygehus. Men det gælder også i hverdagen. Man tager helt fast del i madlavningen og rengøringen – i den udstrækning man kan. Man er blevet mere ansvarsbevidst i forhold til sit arbejde.
Det kan være svært at forstå, at medlidenhed faktisk degraderer den handicappede til en hjælpeløs stakkel. I stedet er der brug for et med- og modspil, som signalerer, at man bliver regnet for noget.Anne Marie Møller, afdelingsleder
|
Jeg ser, at det er meget vigtigt for beboerne at have noget fast at passe og at komme ud til, hvor vi personaler ikke er til stede, men hvor det er andre mennesker de skal forholde sig til – og så komme hjem og fortælle om deres oplevelser på godt og ondt.
Det var på agersø
Vi kørte fast i sandet med to beboerbiler. Ud at grave, kørestolene borede sig fast, ringe til kroen og udsætte aftensmaden (kunne vi så nå sidste færge?), fat i nærmeste mand med traktor, tovet der knækkede – og en beboer der skulle på toilettet (hjælp fra en sodavandsflaske!)
På kroen spørger Tilde, om vi ikke kunne køre ud og sidde fast igen – og få et gratis hotelophold fra Falck!
Hvorfor blev det en dag beboerne husker med glæde og fornøjelse? Det var spændende, uventet og sjovt. Det var et brud på trygheden, de almindelig
vis er meget afhængige af, men personalet, som bevarede roen, var der som sikkerhedsnet. Det var sjovt, fordi personalet var uhøjtideligt, tog tingene fra den humoristiske side. Vi var i samme båd. – og oplevede fællesskabet. Alle kom med forslag. Der var ingen panik, vi havde jo hinanden, og vittigheder var der nok af.
Jeg flækker dit hoved!
Pludselig eksploderer Jens, truer med at tage en tekande og gå løs på Sanne, som har siddet og tirret ham. Det foregår i fællesrummet, og der er flere af de øvrige beboere samt personale til stede. Situationen er lidt kritisk. Jeg kommer ind i det samme og ser skrækken hos de øvrige beboere.
Hurtig overvejelse: Casper bliver bedt om at køre hen i døråbningen til mit lille kontor og passe på blandt andet de penge, der ligger på bordet. Sanne bliver bedt om at køre ned i sin lejlighed, hvor jeg vil komme og snakke med hende, hvilket hun sætter pris på. Jens bliver spurgt, om det var en ide at køre i byen med personalet for at købe sig en fiskestang til ferieturen og en motionscykel til daglig træning. Carl blev efter eget ønske i fællesrummet og hørte musik.
Ingen blev tabere, og alle blev set og hørt. Casper oplevede (berettiget) at blive regnet med og stolet på. Sanne fik sat ord på sine frustrationer, og blev bevidst om, hvorfor hun tirrede de andre. Jens blev afledt og endte i en for ham meget positiv situation – og havde noget at fortælle de andre, da han kom hjem. En hændelse, der let kunne have endt med magtanvendelse og dramatik.
Beklager – det er aflyst!
Når jeg kan mærke, at beboerne er inde i en god periode, aflyser jeg pludselig nogle af de faste aftaler, eks. en tur i byen, en samtale. Hvorfor dog? Det drejer sig om at give beboerne den lille bitte utryghed, som de kan klare – for at gøre dem stærkere, når dagligdagen byder på uforudsete ændringer, hvor der ikke er noget at stille op. Vi prøver at finde dem der, hvor de næsten kan, så de hele tiden udvikler sig.
Nu hælder jorden!
Billund, et lille rundtursfly med plads til fire. Skal vi op at flyve? “Hvis I selv kan få dem ind, er det OK!” Og så lettede vi, med sommerfugle i maven, og Casper fik sit gamle ønske om en flyvetur opfyldt. Med rigelig spænding for alle (et personale ringede for at tage afsked med sin kæreste – for en sikkerheds skyld). Bagefter strålede saligheden ud af ham og Tilde, og den holdt længe. Den samme fryd over at prøve noget farligt, som andre oplever på snow board på alpinbakken. Desuden var de her ligestillet med personalet, som i denne situation ikke havde kontrol over tingene og måtte vælge at stole på piloten.
Jeg er dit spejl
og kan være det, hvis jeg kender dig godt nok. Jens er ved at blive aggressiv og vil have sin morgenkaffe og sine cigaretter (han er hjerneskadet og får et bestemt antal i døgnet, på bestemte tider). Jeg lader som om min egen kaffekop er blevet væk (den står på kontoret) og agerer på samme måde som Jens gør: skælder ud og er irritabel og frustreret – og spørger om han dog ikke kan hjælpe med at finde den.
Hans opmærksomhed flyttes over på mit problem, og han hjælper mig med at finde koppen og ånder lettet op, da jeg igen bliver rolig. Han genkender og mærker sin egen frustration og begynder at komme med løsningsforslag for at forhindre, at jeg bliver aggressiv. Det han har set i “spejlet” synes han ikke er smart; for som han siger: “Vi skal jo have det til at glide!”
Hjælpe, men hvordan?
Det kan være svært at forstå, at medlidenhed faktisk degraderer den handicappede til en hjælpeløs stakkel. I stedet er der brug for et med og modspil, som signalerer, at man bliver regnet for noget. Handicappede skal ikke bare serviceres. Der skal stilles passende krav, både i forhold til deres optræden over for andre og med hensyn til deltagelse i eget og fællesskabets liv. På samme måde som det gælder for alle andre!
Men for at kunne hjælpe må man virkelig grundigt have afdækket, hvor hjælpen skal sættes ind, hvis den virkelig skal gavne.
Når en beboer fx kører grædende op og ned ad gangen, fordi et personale ikke lige har tid, og hun får at vide, at hun skal køre ned til sig selv, kan det udefra se urimeligt og hårdt ud. Men skal hun have det godt med andre og sig selv, er hun nødt til at kunne beherske den sociale kompetence det er ind imellem at måtte vente.
Eller når en hele tiden vil have piller mod hovedpine, så er det vigtigt at finde ud af, om det handler om noget helt andet.
Selvbestemmelse, “frit valg” og livskvalitet
Tanken er smuk nok, men det menneske man giver og pålægger valget skal kunne overskue konsekvenserne og forstå hvad valget går ud på. Gør de ikke det lader man dem i stikken, hvis man undlader at gå ind og hjælpe og vejlede – med fare for at blive kaldt formynderisk! Men det kræver et indgående kendskab og en god empati. På et sted som Tommerupvej fungerer det derfor ikke med “svingdørs-personale”.
Livskvaliteten ligger måske på et meget mere dagligdags plan og handler om nogle helt andre og meget mere overskuelige valg: “Hvad skal vi have til middag i morgen?”, “Hvilken film skal vi se i biografen?”, “Må Sanne køre med i din bil?”, “Hvilken trøje vil du have på i dag?”, “Vil du have slips på i teatret?”
Andre steder vil “niveauet” for hvad den enkelte skal tage stilling til og vælge imellem være anderledes. Derfor er det vigtigt for en personalegruppe også at kunne trække på specialister der kan bibringe personalegruppen noget af den forståelse og indsigt, som sikrer at behandlingen af beboerne går i den rigtige retning.
Det kommer an på kulturen
Kultur er ikke noget, der vedtages gennem målsætninger. Og kurser og uddannelse er ikke en garanti! Kultur er en opdyrkningsproces, der strækker sig over længere tid – som når man skal anlægge en køkkenhave! Der skal hele tiden arbejdes med etiske overvejelser, kommunikationen på stedet og det overordnede sigte. Kulturen er regulerende og fyldt med ledetråde og er med til at skabe identitet og selvværdsfølelse. Kultur giver mening, indhold og ansvarlighed. Lysten og kreativiteten findes, hvor personalet føler sig trygge og er en del af en kontinuerlig udvikling. Uenigheden er velkommen, dialogen og den gensidige respekt nødvendig.
Sprøjtede kornmarker uden en forkert tanke, må hele tiden holdes i live med kunstgreb, medens en blandingsafgrøde i længden vil holde jordbunden kultiveret og sund.
At en organisation har overordnede rammer og retningslinier er en selvfølge, men skal de enkelte steder blomstre, må man lade dem udvikle sig hver især ud fra de rødder de kommer af.
Det er måske slet ikke så skadeligt, at vi gør tingene forskelligt.
Hvis man visiterer timer, næsten udelukkende ud fra antal minut
ter til et toiletbesøg og længden på et måltid, men ikke beboernes psykiske behov – hvilket jo ikke er så målbart – så bekymrer man sig kun om halvdelen af mennesket! Tilde skal måske bruge en halv time på kort at give udtryk for en bekymring, og lytter man ikke, koster det måske senere tre timers “opsamling”. En massivt hjerneskadet bliver nemt voldelig, hvis man ikke har tid til metodisk at arbejde med ham – med risiko for kritisabel magtanvendelse.
Man kan spare sig fattig
Gennem en årrække har jeg erfaret at individuel hensyntagen til både beboere og personale har givet store besparelser på budgettet på stedet, men også for sygehusvæsnet og dermed “samfundet”. Sygefraværet har været endda meget lavt, blandt andet fordi personalet engagerer sig i deres arbejdsplads og beboernes og hinandens ve og vel. Det kræver den fleksibilitet som man kun kan have, hvis afdelingslederen på det enkelte sted har ordentlig råderet over de tildelte penge.
Starter man med et for lavt budget og for stramme vilkår, giver det med usvigelig sikkerhed stort sygefravær med dyre vikarudgifter. Manglende sammenhæng i arbejdet giver urolige og utrygge beboere med både fysiske og psykiske reaktioner, der igen skal behandles lægeligt – og som koster. Klagesager vil følge, hvilket skal betales med en masse mødekroner.
Det kan være endda meget dyrt at spare! Også menneskeligt.
Man kan ikke både få mere effektivitet, mere dokumentation, større kvalitet og samtidig skære ned.
Det var brødrene der havde “papirerne i orden”, men det var Klods Hans, der befandt sig i virkeligheden, og på trods af alle odds og med sin kreativitet vandt prinsessen og det halve kongerige. Til glæde for alt folket!