icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Billigere en de gule

Socialpædagogernes a-kasse bedre end gennemsnittet

SLA klarer sig gennemgående godt i den seneste benchmarking i forhold til landets øvrige a-kasser. Samtidig er der kommet markant flere socialpædagoger i beskæftigelse, fremgår af den nyeste rapport fra Arbejdsdirektoratet

Socialpædagogernes Landsdækkende Arbejdsløshedskasse (SLA) klarer sig godt i den seneste såkaldte benchmarking, hvor alle landets arbejdsløshedskasser bliver sammenlignet med hinanden i forhold til nogle centrale nøgletal som for eksempel pris og kvalitet.

Det store fald i ledigheden de seneste år har for alle a-kasser betydet, at de har haft et markant fald i udbetalingen af dagpenge og aktiveringsydelse. Til gengæld har a-kasserne så i forbindelse med Velfærdsaftalen i 2006 fået en mere aktiv rolle i beskæftigelsesindsatsen.

Det har betydet, at a-kasserne fra 1. januar 2007 overtog forhåndskontakten med alle forsikrede ledige – herunder skal de gennemføre CV- og vejledningssamtaler og foretage  systematiske rådighedsvurderinger hver tredje måned mod tidligere kun en gang i hele ledighedsforløbet – og den gang efter seks måneder. Endelig har a-kasserne også fået en mere aktiv rolle i formidlingen af job.

Arbejdsbelastningen i a-kasserne er derfor ikke faldet så meget, som den formindskede arbejdsløshed umiddelbart kunne lægge op til. Benchmarkingen har blandt andet haft til hensigt at måle, hvordan a-kasserne har klaret denne omstilling. Generelt har der været et fald i a-kassernes administrationsudgifter.

Men der er store forskelle på, hvordan a-kasserne har formået at tilpasse deres omkostninger og produktivitet i denne forbindelse.

Benchmarkingen viser, at SLA har klaret denne opgave flot. SLA er således den a-kasse, der har haft det største fald i administrationsudgifterne fra 2006 til 2007. Og med hensyn til de samlede administrationsudgifter pr. fuldtidsforsikret ligger SLA også i den bedste halvdel med udgifter under gennemsnittet – ja kassen er sågar billigere end den kristelige a-kasse. Og det smitter også af på kontingentets størrelse. 

Det gennemsnitlige kontingent for alle a-kasser var i 2008
1.339 kroner pr. medlem. Gennemsnittet for SLA’ s medlemmer var 1.188 kroner, mens det  var 1.414 kroner for medlemmerne af den kristelige a-kasse.

Tilfredsstillende kvalitet
Benchmarkingen har også undersøgt kvaliteten i a-kassernes sagsbehandling. Og her klarer SLA sig også gennemgående fint, selvom der på få områder også er plads til forbedringer. De kvalitetsparametre, der er undersøgt er:

  • Klagefrekvens – det vil sige klagesager pr. ledighedsberørt
  • Sagsbehandlingstid – Omgørelsesprocent – sager omgjort af Arbejdsdirektoratet
  • Fejlprocent i intensiveret rådighedstilsyn
  • Rettidighed ved afholdte CV-samtaler
  • Revisorundersøgelse om belægning af efterlønskort
  • Revisorundersøgelse om administration af reglerne om selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse samtidig med efterløn
  • A-kassernes rådighedsvurderinger.

Her ligger SLA på de fleste områder bedre end gennemsnittet. Det drejer sig om klagefrekvens, omgørelsesprocent, rettidigt afholdte CV-samtaler, fejlprocent ved belægning af efterlønskort og administration af reglerne om bibeskæftigelse og efterløn. I det sidste tilfælde er fejlprocenten nul.

Hvad angår sagsbehandlingstiden ligger SLA lidt dårligere  end gennemsnittet. Men det kan skyldes, at de øvrige aktører i en sag er længe om at respondere. Endelig mener direktoratet, at der er brug for forbedringer i kategorien “det intensiverede rådighedstilsyn”. Men det er altså et skøn fra direktoratets side, der ikke nødvendigvis deles af a-kassen.

Beskæftigelsesprofil
Arbejdsdirektoratet har ved bench markingen også undersøgt ledighedsudviklingen i a-kasserne og dermed de beskæftigelsespolitiske udfordringer, a-kasserne har haft fra foråret 2007 til foråret 2008.

Undersøgelsen viser, at Socialpædagogernes a-kasse har klaret disse udfordringer godt og er fra en 17. plads i 2007 havnet på en flot tredjeplads i 2008 blandt de 29 a-kasser.

Den største udfordring, SLA stod overfor i 2007, var at nedbringe antallet af ledige med supplerende dagpenge i mere end 15 uger som andel af den samlede ledighed. De næststørste udfordringer var at få nedbragt andelen af de forsikrede under 30 år, som var berørt af ledighed, samt generelt at få nedbragt andelen af dagpengeforsikrede ledige.

Disse udfordringer er det i høj grad lykkedes at tackle. Antallet af ledige med supplerende dagpenge er faldet med næsten halvdelen (49,6 procent), antallet af ledige under 30 år er faldet med en tredjedel (33,3 procent) og andelen af dagpengeforsikrede ledige er nedbragt med 26,3 procent.

Således hører Socialpædagogernes a-kasse sammen med Lærernes a-kasse og Børne- og Ungdomspædagogernes a-kasse til blandt de a-kasserne, der har haft den største stigning i beskæftigelsesgraden. Det vil sige, at der er kommet flere i arbejde.

Tilfreds formand
Formand for Socialpædagogernes a-kasse, forbundskasserer Kaj Skov Frederiksen er yderst tilfreds med undersøgelsen:

-Jeg er fuldt tilfreds med den flotte benchmarking, vi har fået i år. Det er rigtig godt at få dokumenteret, at Socialpædagogernes a-kasse på alle områder kan stå distancen, og at vi sagtens kan måle os med a-kasser, der er langt større medlemsmæssigt og ressourcemæssigt, siger Kaj Skov Frederiksen.

-Jeg hæfter mig især ved, at vi hører til blandt de a-kasser, der har haft størst succes med at få ledigheden bragt ned. Det er udtryk for kvalitet i den indsats, som vores jobkonsulenter yder i samarbejdet med de ledige. Vi arbejder målrettet på at coache de ledige i job igen - og det virker åbenbart.

-Det kan godt ærgre mig lidt, at de offentlige jobcentre ikke også er med i denne benchmarking. Det kunne have været nyttigt med en sammenligning her. Jeg er sikker på, at vores indsats har langt mere værdi for vores medlemmer, fastslår Kaj Skov Frederiksen.

En anden ting formanden også har bemærket sig er, at SLA også prismæssigt ligger i den rigtige ende.

-Det er faktisk billigere at være medlem af Socialpædagogernes a-kasse end både Det Faglige Hus og Kristelig A-kasse. Et medlem af Socialpædagogernes a-kasse sparer 21 kroner om måneden ved at være medlem  hos os i stedet for de kristelige. Jeg kan da også se på tallene, at vi får flere og flere medlemmer tilbageflyttet fra Kristelig A-kasse. Vi har også gjort meget for at sikre så effektiv en drift som overhovedet muligt, og det er godt at se dette dokumenteret i en officiel rapport fra Arbejdsdirektoratet. Socialpædagogerne tilbyder en rigtig god og relativt billig a-kasse, der også lever op til de kvalitetskrav myndighederne stiller, siger Kaj Skov Frederiksen.

Han tilføjer, at den gode bench marking naturligvis ikke må blive en sovepude for a-kassen, men at vi stadig vil arbejde på at forbedre os til gavn for medlemmerne.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse