Ingen penge til uddannede pædagoger
På Msimbazi Børnehjem i Dar Es Salaam i Tanzania bor 45 moderløse børn. Deres mødre døde i barselssengen. Børnene bor på børnehjemmet, indtil de er tre år. Herefter tager familie eller fjerne slægtninge over. Personalet er lokale kvinder. Der er ikke råd til uddannede socialpædagoger og socialarbejdere
De 2- til 3-årige går stille rundt i gården med hver sin slikkepind. Legetøj, der ikke ville blive godkendt til en dansk institution, ligger spredt rundt på cementgulvet. På tørresnoren hænger mere end 40 hagesmække til tørre, og om lidt er der frokost. Majsgrød med grøntsager. Spædbørnene ligger i hver deres lille seng og småsover. Helt alene.
De i alt 23 ansatte sørger for de små børn. Kvinderne har ingen rigtig uddannelse, men har et kursus i pleje af småbørn. Uddannet personale har Søster Etienne, der er leder af Msimbazi Børnehjem i Dar Es Salaam i Tanzania, ikke råd til.
-En uddannet socialarbejder forlanger 400.000 schilling (1.600 kroner) om måneden, og så mange penge kan børnehjemmet slet ikke betale. Jeg er også godt tilfreds med kvinderne, som arbejder her, fortæller Søster Etienne.
Meget af personalet har været her i mange år. Deres arbejdsforhold har lederen ikke lyst til at sige meget om. Kurser kommer de ikke på, og personalemøder er en by i Norden. Lønnen vil hun slet ikke tale om.
-Alle siger jo de får for lidt i løn. Vi har ikke personalemøder. Det er kedeligt, og det er vanskeligt at få alle samlet. Nogle arbejder, andre har ferie. Jeg er her hver dag, alle dage, året rundt, og taler med personalet, når problemerne opstår, så jeg mener ikke, der er behov for personalemøder, siger hun.
Uduelige myndigheder
Søster Etienne har været leder på børnehjemmet i 20 år, og begræder ikke, at hun ikke har råd til at betale for at have ‘socialworkers’ ansat. Hun nævner, at de sociale myndigheder har ansat uddannede, men hun mener ikke, de udretter noget, hendes ansatte ikke kan klare.
Myndighederne og deres ansatte skal tage sig af børnenes familier og sørge for, at de bliver klar til at modtage børnene, når der er ældre. Fædrene har ikke råd til at beholde spædbørnene hjemme. De skal arbejde for at tjene til mad. Socialarbejdere udsluser også børnene til deres nye hjem. Men Søster Etienne sætter spørgsmålstegn ved de sociale myndigheder og det uddannede personales indsats.
-Hver måned rapporterer jeg til myndighederne, men jeg hører aldrig fra dem. De skal også komme hver andet år for at tjekke børnehjemmet. Men de har kun været her to gange i de 20 år, jeg har været leder. På et tidspunkt bad jeg om hjælp til at spore et af børnenes familier. Socialarbejderen kom hurtigt tilbage, og fortalte, at hun ikke kunne finde familien. Så bad jeg en af mine ansatte om at tage bussen ud på landet og finde slægtninge, og det lykkedes. Hvad skal jeg så bruge uddannede til? Og til den løn. Men vi har ikke råd til at lave opsøgende arbejde. Busbilletter er dyre, konstaterer hun.
De skal have rødder
Søster Etienne mener, at den største udfordring ligger i arbejdet med familierne. Derfor ærgrer hun sig over den manglende seriøsitet fra myndighedernes side. Hun tvivler på, om de overhovedet besøger de hjem, børnene skal hen til.
Alligevel er hun stor tilhænger af, at børnene kommer hjem til slægtninge efter deres ophold på børnehjemmet. Også selvom mange af børnene sjældent får besøg af familierne.
-20 til 25 børn forlader børnehjemmet hvert år, og kun seks gange har jeg sendt børnene videre til et børnehjem for ældre børn. På et andet børnehjem får de en seng, mad og uddannelse, men de får ingen rødder, og hvor meget kærlighed? Det er jo trods alt kun et job for de ansatte. Jeg tænker på børnenes fremtid, og det er langt bedre, at de får familie, der giver dem normer, regler og traditioner, siger Søster Etienne med fast blik.
Audiensen hos lederen er slut. Hun har travlt. Med hurtige skridt går hun ned ad den lange mørke gang. Hun stopper ved det første barn, hun ser. Søster Etienne smiler, og snakker med en af de ansatte. Håndværkere hamrer og banker. Taget renoveres, inden det braser sammen. Nonnens ord inden, hun sagde farvel, står tilbage.
-Jeg har ikke en samling af lykkelige historier. Men mange af børnene klarer sig godt. Trods alt.