Debatter præmisserne for håndteringen af storkriminelle børn og unge
De seneste måneders knivstikkerier, container-, bilbrande og banderelaterede skyderier, afspejler et stigende og ulmende samfundsproblem, med en etnisk slagside, som jævnligt popper op i lys lue og som rundt regnet vel består af 2500-3000 børn og unge, som enten er aktive storkriminelle eller potentielle arvtagere
Den etniske slagside understøttes af en nylig offentliggjort rapport, som peger på, at hver fjerde efterkommer af indvandrere er dømt for grov kriminalitet.
Selvsagt avler denne udvikling stor frustration og politiske udmeldinger om hårdere straffe og sanktioner har præget overskrifterne de seneste mange måneder. Men vandene er delte, og når pædagogiske eksperter udtaler sig, er det ofte med en afstandstagen til alt der minder om “tvang” og “sanktioner”.
På den anden side er forebyggelse og tidlig indgriben noget både eksperter og politikere kan blive enige om.
Jeg vil i dette debatindlæg argumentere for, at vi skal erkende, at der er tale om to grupper af kriminelle børn og unge. Hvor nuværende praksis kan håndtere den første gruppe, fejler vi fælt i indsatsen mod den anden gruppe, som består af de storkriminelle børn og unge.
Derfor er det nødvendigt at tage et kritisk kig på særligt to underliggende og ofte uudtalte præmisser, hvorfra vi behandler og også lovgiver i forhold til gruppen af kriminelle børn og unge.
“Lad os i behandlingskredse åbne op for nye initiativer, også selvom de indeholder tvangsaspekter, som kan være svære at sluge.” |
To hovedgrupper
Inden vi vil se på hvilke præmisser jeg taler om, vil jeg definere de to grupper af børn og unge, vi taler om her. For vi kan groft sagt inddele dem i to hovedgrupper (uanset hudfarve).
Gruppe 1
-består af børn og unge, som begår småkriminalitet såsom: at stjæle tøj eller en øl i fakta. Eller maler graffiti på en jernbanevogn eller slår på tæven ved en byfest, men som ellers overordnet gebærder sig nogenlunde. Det vi vel tidligere refererede til som drengestreger, selvom piger også er repræsenteret i denne gruppe.
Den anden gruppe (gruppe 2)
er lettere at kende og lærere, pædagoger, socialrådgivere, skolepsykologer og nærbetjente kan ofte udpege dem meget tidligt. Det er de børn og unge, som fylder efter arbejde og som diskuteres i kaffestuen.
Der er ofte tydelige tegn på, at de mistrives og de har en antisocial og grænseoverskridende adfærd. Det er populært sagt den gruppe, som skaber avisoverskrifter og som udfordrer de professionelles faglige identitet og idealer og igangsætter tanker som: “Hvorfor er der ingen der gør noget?”, “Hvorfor bliver de børn ikke tvangsfjernet efter vores talrige indberetninger”, “Hvordan kan de få lov til at hænge ud på gaden” mv.
Den første gruppe er faktisk ikke det store problem, for her fungerer vores praksis og samarbejde mellem politi, skole og kommune ganske godt og præmisserne udfordres ikke.
Disse børn og unge kan vi som oftest nå med løftede pegefingre, vedholdende insisteren, ved at få forældrene på banen og igangsætte korterevarende behandlings- og fritidstilbud såsom støttekontaktperson og indmeldelse i en fodboldklub.
Den anden gruppe er langt mere vanskelig. Disse børn og unge har en særdeles ringe impulskontrol, og handler efter humør og impulser. De har ofte også psykiatriske lidelser. De har ringe eller ingen støtte hjemmefra. Eller også lever de i en parallel verden, hvor forældrene ikke aner, hvad de laver udenfor lejligheden. De hører ikke efter pædagogen/læreren, de slår de andre børn og nogle gange de voksne. De tolker andres intentioner og adfærd negativt og reagerer med at angribe fysisk og verbalt. De tager våben med i skole, og hænger ud i grupper hvor rastløshed og seje attituder dominerer. De kører bil uden kørekort og bruger ofte stoffer og alkohol på daglig basis.
Skaden er allerede sket
Lad os nu se på hvilke præmisser jeg taler om, og illustrere hvorledes det i praksis giver problemer.
Den første præmis lyder sådan her: “Mennesker vil inderst inde det gode”. Dette synspunkt henter sit afsæt i filosoffen Rousseaus tænkning, og går ud på at mennesket fødes “godt”, og at det er et mangelfyldt miljø, som kan skade børn så meget, at de havner som storkriminelle.
Præmissen holder faktisk, og understøttes af udviklingspsykologien, så længe vi definerer “det gode” som en disposition til at knytte bånd til andre og mestre sin omverden. Men problemet med at bruge denne præmis i forhold til de omtalte børn og unge er, at skaden allerede er sket.
Disse børn og unge har oplevet talrige svigt og er præget af mistillid og uhensigtsmæssige problemløsningsstrategier.
Derfor kan vi ikke indrette vores tiltag i tråd med denne præmis og tro, at bare så længe vi sætter mulighederne op, så vil de frivilligt blive vel modtaget på et tidspunkt.
Med hash-tåger i hovedet og alkohol i blodet, er der ingen der evner hverken at lave eller overholde aftaler og forpligtelser. Dette er situationen for mange af disse børn og unge, som i øjeblikket er i “fri dressur” og hænger ud på gaden/ banegården. Også selvom de er i et dagtilbud, så er der eftermiddage, aftener og nætter og ikke mindst weekender, hvor der ingen regulering er, men hvor fællesskabet og gruppens negative normer styrer.
Den anden præmis har afsæt i vores socialliberale samfundsmodel og lyder nogenlunde således: “Hver enkelt individ er ukrænkelig og har ret til og skal sørge for sig selv og sin familie”.
I praksis ser vi denne præmis udspille sig, når beviserne skal være særdeles tungtvejende og veldokumenterede, før kommunen kan tvangsfjerne. Husk på dokumentarudsendelsen om lille Jørn som et eksempel herpå.
Vi kan på mange områder prise os lykkelige for, at disse rettigheder og værdier sættes højt i vores samfund, men det har altså også en pris. Den omtalte målgruppes problematikker kan delvis forklares ud fra en manglende tidlig indgriben.
Ikke enten/eller
Selvom gennemgangen er kortfattet, så ser jeg disse to underliggende præmisser som en del af forklaringen på, at vi har så lav en succesrate i forhold til denne gruppe. Jeg mener personligt, at vi bør passe på ikke at ende ud i en enten/eller tænkning.
At nedsætte den kriminelle lavalder, at indføre en ungdomsdomstol med klippekort, at oprette særlige bootcamps efter en kognitiv-adfærdsterapeutisk tankegang kan alle være tiltag, som er del af en alsidig “palet”.
Det bør være et spørgsmål om både/og. Fanges vi i idealistiske “kampe”, hvor pædagogiske eksperter og politikere står på hver sin side med paraderne oppe, så svigter vi disse børn og unge.
Debatten synes nogle gange at køre af sporet, og blive til et spørgsmål om, hvorvidt man er for eller imod at spærre børn og unge inde.
INGEN har lyst til at bruge sanktioner og indespærring, men det kan være nødvendigt for at få disse børn og unge ud af den negative kriminalitetsspiral, og få et afsæt til at kunne behandle dem. Det er for sent, når de er fyldt 15 år. Lad os i behandlingskredse åbne op for nye initiativer, også selvom de indeholder tvangsaspekter, som kan være svære at sluge.
Jeg tror på, at vi kan minimere antallet inden for gruppe 2 ved at debattere og “rokke” lidt ved gældende præmisser.
Lige nu har vi eksempler på 12-13-14 årige, som har 20-25 kriminelle forhold bag sig, og som ikke ser deres adfærd som problematisk.
Set i lyset af, at justitsministeren for få måneder siden nedsatte en arbejdsgruppe til at kulegrave feltet, så er inspiration og ideer vigtige at få på bordet. Vi kan og bør kunne gøre det bedre – både for de omtalte børn og unges skyld og for samfundet som helhed.