Pengene skal findes
Året 2006 Alle ansatte på vores institution havde de største forhåbninger til fremtiden og lysten til at udvikle og skabe bedre forhold for de børn, som er anbragt hos os. Kan vi gøre ting anderledes? Kan vi se tingene på en anden måde? Kan vi blive bedre til forældresamarbejdet? Spørgsmålene står i kø – vi har overskud og vil rigtig gerne gøre det bedste, vi kan.
I 2006 lavede Københavns Kommune en budgetfordeling, som skulle gøre det mere retfærdigt for de enkelte døgninstitutioner vedr. fordeling af tilskud. Alle skulle have det samme – uden hensyn til målgruppen. For vores institution betød det, at vi skulle spare 2,2 millioner over en treårig periode. De første 2 år er gået og det tredje år er startet. Det andet år fik vi tomme pladser og kom ud med et underskud på 1,5 millioner, som vi nu skal hente ind i det tredje år, samtidig med at vi skal spare yderligere 800.000. Vi oplever det er totalt urealistisk at spare så mange penge uden det går voldsomt ud over de forhold, vi kan tilbyde de børn, der bor her. For manges vedkommende er vi simpelthen deres barndomshjem.
Året 2006 Alle ansatte på vores institution havde de største forhåbninger til fremtiden og lysten til at udvikle og skabe bedre forhold for de børn, som er anbragt hos os. Kan vi gøre ting anderledes? Kan vi se tingene på en anden måde? Kan vi blive bedre til forældresamarbejdet? Spørgsmålene står i kø – vi har overskud og vil rigtig gerne gøre det bedste, vi kan.
I 2006 lavede Københavns Kommune en budgetfordeling, som skulle gøre det mere retfærdigt for de enkelte døgninstitutioner vedr. fordeling af tilskud. Alle skulle have det samme – uden hensyn til målgruppen. For vores institution betød det, at vi skulle spare 2,2 millioner over en treårig periode. De første 2 år er gået og det tredje år er startet. Det andet år fik vi tomme pladser og kom ud med et underskud på 1,5 millioner, som vi nu skal hente ind i det tredje år, samtidig med at vi skal spare yderligere 800.000. Vi oplever det er totalt urealistisk at spare så mange penge uden det går voldsomt ud over de forhold, vi kan tilbyde de børn, der bor her. For manges vedkommende er vi simpelthen deres barndomshjem.
Året 2007
Vi får ældre børn ind – utilpassede unge med så massive problemer, at de ikke er vores målgruppe. Samtidig skaber disse unge en sådan uro blandt vores andre børn, som har boet hos os hele deres barndom og for manges vedkommende skal have deres hjem hos os til de bliver voksne.
På en måde er der fornuft i at alle skal have samme penge for samme ydelse, men man skal vurdere, hvad der er pædagogisk forsvarligt, og hvad der “bare”
er skrivebordsarbejde. Jeg ved, at vores budget er totalt underbudgetteret, blandt andet er vores forsikringer budgetteret 100.000 kroner under det faktiske tal. En anden ting er vores normering i weekenderne. Vi er normeret til en pædagog på hver afdeling, men faktum er at vi blandt andet på den afdeling jeg er ansat altid har 5-6 børn hele weekenden. Derfor er man fra ledelsens side nødt til at have 2 pædagoger på arbejde, og det ved enhver, der beskæftiger sig med vores område, at det koster.
Faktum er ligeledes, at vi sender børn hjem, som er anbragt på grund af de hjemlige forhold, af økonomiske årsager.
For at spare har man valgt at afskedige 2 husmødre. Fordelen ved at have en husmor på hver afdeling var bestemt, at der var mulighed for at de blandt andet kunne være med til at skabe en hjemlig stemning – børnene var tit en del af at hjælpe til i køkkenet – i enkelte tilfælde kunne børnene, hvis de havde et specielt behov, være nogle timer i køkkenet og hjælpe til.
Fra ledelsen side beslutter man at der for at spare skal være personalemøder hver 3. uge i stedet for hver 14 dag. Når man arbejder på en behandlingsinstitution med så krævende børn, er det rigtigt vigtigt, at personalet har mulighed for at tale sammen og lægge strategier i forhold til de enkelte børn.
Ledelsen har for at spare valgt ikke at genansætte en psykolog i en ledig stilling. Det er helt forkasteligt, at vi som personale med så belastede børn ikke har mulighed for at få professionel psykologhjælp, hvis vi har behov for det – både af hensyn til børn og personale.
I medierne taler man om at mange etniske børn bliver anbragt, men igen vil jeg påstå for sent. Man har i mange år haft berøringsangst i forhold til disse familier, selvom problemerne har været kendt fra utallige underretninger fra børnehaver og skoler.
Året 2008
Det ser helt kaotisk ud. Vi ved allerede, at vi ikke kan holde budgettet. Vi er i marts måned. Der bliver tænkt. Hvor kan vi spare? Skal der ikke være sommerfest en tradition for børn og forældre – skal vi spare på kolonien, så børnene ikke kan komme ud og opleve som andre børn? Vi er helt nede i de små ting – de ting, som nogle gange gør, at hverdagen er lidt sjovere.
Jeg tænker: hvor er min fagforening? Jeg kan ikke sidde overhørig, at min faglighed og mine arbejdsforhold er så ringe, at det skriger til himlen. Hvem er på arbejdet fra klokken 13 til 22 uden en pause. Man er hele tiden på. Man skal hele tiden være et skridt foran. Hver gang, vi får et nyt utilpasset barn ind, kan vi starte forfra.
Københavns kommune påpeger, at vi må lave vores institution om til at kunne modtage disse unge, men for mig at se, skal man måske i stedet for se på anbringelserne, man foretager. Vi ved, at mange af de børn vi får ikke er ukendte af systemet. De har været kendt i årevis. Først når det er helt galt, handler man, og så er det i mange tilfælde for sent. Jeg syntes nok, vi har set det i det sidste stykke tid og det bliver ikke sidste gang, med de lukninger, der bliver truet med.
For os har besparelser betydet at kvalificeret personale søger væk.
Vi oplever at en velfungerende institution med mange kvalificerede medarbejdere bliver undermineret.
Jeg synes, at alle berørte institutioner under Københavns Kommune må stå sammen og gøre opmærksom på, at det her går ikke. Vi vil ikke stiltiende se på, at alle disse børn og unge tabes. Vi har en socialdemokratisk borgmester og en socialborgmester fra Enhedslisten, som lader økonomien råde over fornuften. Institutionerne for “almindelige” børn – deres forældre aktionerede og fik deres på det tørre. Vores børns forældre er mange gange ikke ressourcestærke og kan derfor ikke på samme måde stille op til en aktion – så derfor kære kolleger – nu må vi vise, at dette er for meget, der må handles og så må man finde pengene andre steder. Det er altid nemt at sparke til dem, der ligger ned.