Studerende - og hva' så? En hård start - og en ny start
”Hurra! Eksamen er i hus, jeg er pædagog!" Lige da seminariet var slut, var der umiddelbart dømt optur for 'Janne' og 'Tina' – men mødet med arbejdslivet blev en hård nyser
Tina kigger op i loftet. Maven rumler, men hun orker ikke at rejse sig. Tanken om at stå ud af sengen, gå ud i køkkenet, finde en tallerken frem, tage mad i køleskabet og spise for bagefter at skulle rydde det hele op igen føles uoverkommelig.
- Hvis jeg bare bliver liggende helt stille, bliver jeg sikkert ikke så sulten, tænker hun.
Halvanden måned tidligere, februar 2008, så alting lyst ud.
Eksamen var i hus fra Københavns Socialpædagogiske Seminarium, og 26-årige Tina havde allerede fået fuldtidsjob på et herberg for stofmisbrugere, hvor hun tidligere havde været vikar.
- Det var ret fedt lige, da jeg var færdig. og alle veninderne kom med blomster. Juhu! Dengang syntes jeg slet ikke, det virkede skræmmende, og jeg troede jo også, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Men senere fandt jeg ud af, at det er noget helt andet at være færdiguddannet, fastansat pædagog end at være afløser. Som afløser var jeg vant til at henvise brugerne til de fastansatte, men nu var det mig, der var den fastansatte. Og pludselig syntes jeg slet ikke, jeg gjorde det godt nok, fortæller Tina.
Socialpædagogen har sat hende og 30-årige Janne stævne for at høre om deres første, vanskelige erfaringer som lysegrønne pædagoger.
Janne lytter medfølende, mens Tina beskriver, hvordan hun kom helt skævt fra start.
Ingen introduktion
- Jeg følte mig meget alene. Der var ingen introduktion eller oplæring, og det troede jeg heller ikke selv, jeg havde behov for, fordi jeg jo godt kendte stedet. Du har bare nogle helt andre funktioner som fastansat, og din rolle er en helt andet. Som vikar er du mere en hyggeperson, der spiller backgammon eller skak med brugerne og lytter til deres problemer. Som fastansat står du pludselig med et helt andet ansvar som kontaktpædagog, der skal følge op og koordinere. Gjorde han nu som vi aftalte? Var han oppe på jobcenteret? Og hvad skal jeg gøre nu, når han udeblev fra mødet med sagsbehandleren?
- Det var også svært for brugerne, at jeg pludselig stillede nogle andre krav og satte nogle andre grænser end dengang, jeg var vikar. ‘Du plejer da altid at være den sjove’, var der en der sagde, og så var jeg bare nødt til at sige: ‘Jamen, det er jeg så ikke længere…’
Som fastansat følte Tina sig i endnu højere grad personligt ansvarlig for brugerne, der alle havde et heftigt misbrug.
Det gjorde ondt, at hun ikke kunne hjælpe en jævnaldrende mand, der sagde, at nu ville han hente sit sidste værktøj – slang for at tage en overdosis.
- Jeg prøvede at få ham ind på et behandlingssted, men de ville ikke tage ham, når han ikke selv var motiveret for at komme, og sygeafdelingen på vores eget herberg sagde, at han ikke var misbrugende nok og skulle længere ned på ventelisten. Jeg følte, at vi gjorde alt for lidt for at hjælpe ham, siger Tina, der ikke selv fik nogen hjælp til at tackle frustrationerne – hverken i form af supervision eller systematiske samtaler med erfarne kollegaer.
Der var heller ingen, der fulgte op og spurgte, hvordan hun havde det den dag stolene fløj gennem kantinen, fordi to brugere sloges i selskab med deres to bidske rottweilere.
Tina trykkede bare på den røde alarmknap, der øjeblikkelig tilkalder politiet.
Betjentene kom. Stoppede slagsmålet. Og så blev der ikke talt mere om det.
Er det bare mig?
- Jeg var i et team og kunne selvfølgelig tale med kollegaerne, det fungerede bare ikke særlig godt. Jeg stillede mange spørgsmål til mit arbejde: Kan jeg gøre noget smartere, så jeg får mere tid til brugerne og ikke skal bruge så lang tid på administration? Kan jeg virkelig ikke gøre mere for dem? Er det bare mig, der er totalt dårlig til det her? Jeg stillede bare ikke spørgsmålene til andre. Jeg stillede dem kun til mig selv.
Da en vikar en dag sygemeldte sig lige inden nattevagten, foreslog Tina selv, at hun kunne tage en dobbeltvagt og blive.
- Ellers ville det gå ud over brugerne, og jeg følte mig ansvarlig for dem, forklarer Tina.
Også i fritiden havde hun svært ved at slippe ansvarsfølelsen, og selv da hun havde ferie, blev tankerne ved med at køre rundt i hovedet:
Hvordan går det nu, når jeg ikke er der? Kommer “Peter” i retten, som han skal? Og hvad bliver hans dom?
- Jeg havde lyst til at ringe hjem og spørge, hvordan det gik, og selv om jeg var taget på skiferie, havde jeg ikke lyst til at stå på ski. Jeg havde kun overskud til at sidde på terrassen og drikke kaffe og kigge ud over fjeldene.
Efter ferien når hun kun tre arbejdsdage.
Så vågner hun en morgen. Helt uden lyst til at stå ud af sengen. I to dage ligger hun bare og laver ingenting. Kroppen melder stop med en stressreaktion, og hun sygemelder sig indtil, hun bliver fyret.
- Hold da op, det må have været hårdt for dig, siger Janne, da hun har hørt Tinas historie.
Selv om hendes egne erfaringer som nyuddannet også indebærer palmer og strande, kan hun godt nikke genkendende til Tinas følelser.
- Jeg har fornemmelsen af, at jeg har forebygget en situation, hvor jeg blev udbrændt af mit arbejde, siger hun.
Gennem hele studietiden på Københavns Socialpædagogiske Seminarium har Janne haft en klar forestilling om, at hun skulle arbejde inden for specialområdet.
- Og jeg skulle være dygtig til det. Rigtig dygtig, siger hun.
Tænkepause i indien
Sommeren 2007 står Janne med sit eksamensbevis i hånden. Hun er glad og lettet, men snart efter melder der sig også en tomhed. Forstærket af et brud med en kæreste, hun havde haft i syv år, og en forestående 30 års fødselsdag.
- Nu har jeg i mange år haft en identitet som studerende, en ungdomsidentitet, og så skal jeg pludselig til at finde en ny identitet som voksen. Hvem er jeg så? Hvordan skal mit liv være, spørger hun sig selv.
Janne begynder som vikar på et hjem for psykisk syge. Næsten pr. automatik søger hun fuld tid i en lignende stilling, for hun har jo altid set sig selv som den, der skulle have et krævende, udfordrende arbejde. Men til jobsamtalen kan hun intuitivt mærke, at mundfulden er alt for stor: Kontaktpædagog med ansvar for handleplaner. Nej, det føler hun sig ikke parat til.
- Gennem mit vikararbejde kan jeg fornemme, hvor meget en fast stilling vil kræve, når man for eksempel skal prøve at motivere brugerne til noget, de ikke umiddelbart har lyst til. Og det går op for mig, at jeg ikke vil kunne leve op til mine egne forventninger om, hvor dygtig jeg skal være, siger hun.
Janne har brug for en tænkepause for, som hun siger, at finde sine egne to ben.
Hun pakker rygsækken og flyver til Indien.
- Det er både en ydre rejse og en indre rejse. Jeg vil egentlig ikke sige, at jeg tænker meget over, hvad jeg skal med mit liv. Det handler mere om at mærke. Og så taler jeg også med mange andre rejsende om, hvad der er et godt liv.
Uden at Janne præcis kan give en opskrift på, hvordan hun blev afklaret, kommer hun hjem med nogle helt klare kriterier for det job, hun gerne vil have:
Det skal være i nærheden af hendes hjem, så hun ikke skal bruge så lang tid på transport.
Der skal være en ugentlig fridag, så hun også får tid til andet end arbejde.
Der skal være nogle udfordringer, men ikke så mange, at hun knækker nakken. Det er vigtigt for hende, at hun får succes med sit første job og kan klare opgaven.
Der skal være nogle gode kollegaer, som hun har tillid til.
- Det er da beundringsværdigt, at du kunne mærke efter på den måde, siger Tina.
- Ja, men det var også svært, fordi jeg skulle give slip på nogle af mine egne ambitioner, svarer Janne.
Og så gør hun lige nøjagtig det, hun havde forsvoret i sin studietid: Hun søger arbejde inden for normalområdet i en integreret institution. Stillingen på 29 timer har dog et socialpædagogisk skær, fordi det er en institution med 50 procent tosprogede børn og Kristine skal være sprogansvarlig.
- Jeg brænder stadig for socialpsykiatrien, og måske vil jeg skifte senere. Men lige nu er det her det helt rigtige for mig, siger hun.
En god start
Janne synes, hun har fået en god start i institutionen. For eksempel har lederen været med til de første forældresamtaler, og hun fik hjælp, da hun skulle skrive en ansøgning om støtte til en dreng med infantil autisme.
Institutionen lægger også vægt på det kollegiale samvær, så morgenvagten for eksempel holder pause med de andre lige inden han eller hun går hjem. På den måde er der rum til at vende små og store spørgsmål med kollegaerne.
- Jeg synes, de har taget godt imod mig, og jeg er meget glad for mit arbejde, siger Janne.
Den glæde håber Tina også, at hun kommer til at føle.
Det første mislykkede møde med arbejdsmarkedet kom til at koste hende halvanden måned derhjemme og et banklån på 10.000 kroner.
Hun havde ikke meldt sig ind i a-kassen, så der var ingen penge at hente, og selv om hun faktisk havde meldt sig ind i Socialpædagogerne, tænkte hun ikke på at ringe.
- Nu kan jeg godt se, at jeg skulle have kontaktet fagforeningen, men da jeg begyndte løbe panden mod muren, tænkte jeg slet ikke så klart. Jeg begyndte bare at tvivle på mig selv, blev mavesur og mistede lysten til at gå på arbejde.
Nu er Tina klar til en ny start.
Gennem en tidligere studiekammerat, der ved, hvad hun kan, har hun fået job på et behandlingshjem for clean stofmisbrugere. Her er der supervision og et godt kollegialt sammenhold.
- Jeg har lagt kortene på bordet over for lederen og fortalt, at jeg gik ned, fordi jeg er meget ansvarsfuld og pligtopfyldende og derfor havde svært ved at sige fra. Vi har aftalt, at jeg skal tage det stille og roligt og starte med max 20 timer om ugen. Og at jeg på de første vagter skal køres ind sammen med noget af det faste personale. Lederen var meget forstående. Han siger, at der er grænser for, hvad en nyuddannet skal klare.
Tina og Jannes råd til nyuddannede
- Vær forberedt på at du som nyuddannet kan gå en turbulent tid i møde.
- Mærk efter! er det her okay? Find tid og ro til at spørge dig selv, hvordan du egentlig ønsker dit liv og arbejdsliv, så du ikke bliver fanget i noget, du ikke har lyst til.
- Det er vigtigt at have et netværk af venner og familie, som du kan tale med om dine oplevelser.
- Stil krav til arbejdspladsen, når du søger job – vælg for eksempel efter normering, adgang til supervision, introduktionsprogram etc.
- Pas på dig selv – også selv om du gerne vil gøre et godt indtryk. lad være med at påtage dig for meget ansvar. sig ikke ja til for meget ekstra arbejde.
- Bed om hjælp og vær åben om det, du synes er svært.
- Meld dig ind i a-kassen og fagforeningen – og brug den, hvis du får problemer.
Tina og Janne er anonymiserede. Deres regtige navne er redaktionen bekendt.