icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdspladskultur

Hold gryden i kog

Det er godt, at kommunen både har afsat penge og tid til at socialpædagogerne kan holde deres faglighed ved lige, mener fællestillidsrepræsentanten

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 20-2009 /

En af de gode ting ved, at Gribskov Kommune valgte at fokusere på ‘Det gode sociale tilbud’ er ifølge fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne Hanne Brygger, at det socialpædagogiske arbejde er blevet synligt.

-Vi er blevet en aktiv medspiller både i det enkelte sociale botilbud og i den kommunale planlægning. Vores faglighed bliver styrket af, at vi skal italesætte vores arbejde, og der er skabt rammer for, at vi hele tiden kan holde den socialpædagogiske gryde i kog, siger  Hanne Brygger, der er socialpædagog i socialpsykiatrien. Hun er også godt tilfreds med, at Gribskov Kommune lægger vægt på, at medarbejderne fagligt er klædt på til arbejdet.

-Der er afsat tid og penge til, at både den enkelte medarbejder og arbejdspladsen løbende kan kompetenceudvikle sig i forhold til de opgaver, de skal løse.

Flittig og nysgerrig
Det har været to år med masser af møder for de ansatte, som blandt andet skulle lære nye ord og begreber. For eksempel at et socialt tilbud fremover hedder en virksomhed, og at den skal konkurrere på markedsvilkår. At den socialpædagogiske kerneydelse er synlig, og at den skal kunne dokumenteres og evalueres.

Hanne Brygger er fællestillidsrepræsentant for godt 150 socialpædagoger og deler sit arbejde med seks tillidsrepræsentanter. Både tillidsrepræsentanterne og en del af medarbejderne sidder med i utallige arbejdsgrupper, hvor de flittigt og engagerede spørger ind til, hvad ændringerne betyder for borgerne og medarbejderne.

-Herudover gør tillidsrepræsentanterne en kæmpeindsats for hele tiden at have fingeren på pulsen og opfange, når der har været usikkerhed over for ændringer. De har brugt masser af tid på at oversætte alle de mange nye ord til hverdagen i et socialt tilbud, siger Hanne Brygger.

Hun er meget imponeret over den faglige tilgang, kommunen  og ikke mindst medarbejderne har haft til opgaven.

-Det er meget følelsesladet at skulle ændre en kultur, men der har været stor villighed til at se på, hvad der er godt for borgerne. Der ligger til stadighed en udfordring i at komme ud i alle kroge med nye ord og målsætninger

Og så sender hun denne salut ud:

-Hvor er socialpædagoger dog et fagligt stolt folkefærd.


Det er meget følelsesladet at skulle ændre en kultur, men der har været stor villighed til at se på, hvad der er godt for borgerne. Der ligger til stadighed en udfordring i at komme ud i alle kroge med nye ord og målsætninger

Hanne Brygger  

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis