De der fælles øjeblikke, hvor alting går op i en højere enhed
Hvis vi havde målt på det her for otte år siden og så nu igen, så havde vi set en helt vild udvikling, siger socialpædagog Jane Gejl, Skovbjergparken i Ikast. Sammen med to kolleger laver hun social færdighedstræning og drama med fem moderat fungerende mennesker med autisme
I er jo ikke autister, så I kan godt klare en pludselig indskydelse, siger Torben. Han har givet fodbolden en lige højre – og leger åbenbart samtidig med sproget og med de kategorier, de tilstedeværende kan inddeles i. Der er autister som ham selv, der er socialpædagoger, der er en enkelt gæst.
Torben spiller lidt bold i pausen. Henrik vandrer op og ned ad gulvet. Morten er gået på toilettet. Tim og Søren står længe, længe bomstille som statuer med egne indre liv.
Torben Grum Madsen, Henrik Niclasen, Morten Wallberg, Tim Christiansen og Søren Nygaard hører til kategorien moderat fungerende mennesker med autisme. Jane Gejl, Torben Kristensen og Simon Sandbo frister tilværelsen som socialpædagoger med ild mindst ét sted.
Sammen har de lige øvet sig igennem deres eget teaterstykke, og efter pausen øver de igen, for de skal ud og spille for de pædagogstuderende på Viborg Seminarium næste onsdag. Og næste fredag går tæppet for stykket på Skivekonferencen om autisme.
Onsdagens regn vælder ned over Ikast og siver et sted dråbevis gennem taget i salen på Skovbjergparken, der er Ikast-Brande kommunes autismecenter med 30 dagpladser og 24 døgnpladser i nye boliger. De otte i salen bor eller arbejder på Skovbjergparken. Fire af deltagerne kommer fra afdeling Fyrretoppen og en fra afdeling Egely.
De mødes her tre timer om ugen som deltagere i projekt ‘Kend dig selv – og grin’. Eller mødtes rettere – for projektet løb fra januar 2008 til maj 2009.
Men her sidst på året har verden udenfor altså bud efter den lille trup et par gange, så der øves igen om onsdagen. De samles i kreds, og hver enkelt runderer med håndtryk og hilsen, præsentation og øjenkontakt. Der er kaffe, repetition af regler og lidt snak om det praktiske omkring næste uges forestilling.
Det særlige i livet
Så bliver der spillet. Enkeltvis kommer tre aktører på scenen – igen og igen, hurtigere og hurtigere til ragtimemusikken. Hver især lægger de sofaens puder, stiller bordets kopper og kander, flytter stole og lampefod. Nøjagtig og lige præcis sådan her skal det hele være. Alt andet er uorden og ude af system. Nu er de alle tre i hælene på hinanden i evig jagt på egen akkuratesse, indtil de to giver op og den tredje får det, som han vil have det.
I anden scene kommer der nogle ord på. De fem autister spiller hver en følelse, en oplevelse, en tilstand eller en fantasi ud, der er særlig betydningsfuld for dem. En soldat kommanderer og marcherer, en mand er underkuet, en er på skitur og holder smøgpause, en er forelsket og en anden er tilfreds, en balancerer og er vældig ligeglad med at passe på, en tigger og spøger et utal af gange, om han må komme med den anden hjem, og en tredje lægger blomster ved forældrenes gravsted.
På tredje scenes Villavej er alle otte i aktion. Her bor den drikfældige alenefar med to underkuede sønner og den dominerende ægtemand med den underdanige husmor. Ind flytter søster og bror, der vil holde gadefest, så de kan lære nye mennesker at kende. Måske kan man også på den måde få flere ønsker opfyldt, som for eksempel at få kage eller at få lov til at komme på besøg. Og Postmand Per er åben for enhver forelskelse, og hjælper til med de rette eller forbyttede breve lige til tiden, så det hele ender i kædedansens fryd og gammen.
Søren kan godt lide at spille soldat og være til gadefest, men det var svært i starten, fortæller han bagefter. Torben synes, de er blevet gode til at spille og har lært meget:
–Jeg har været med hele tiden og har lært om, hvordan folk er over for hinanden. Det er også noget med at kunne følge med og tale højere.
–På nogle områder er det sjovt, for eksempel når jeg skal ind på scenen og tigge. Men jeg trænger til at holde med det her, for vi har gjort det i lang tid. Vi skal ud og spise hele holdet som afslutning. Det er godt at komme ud andre steder, mener Henrik.
Imens er Morten og Tim allerede smuttet tilbage til Fyrretoppens roligere rammer.
De fælles øjeblikke
–Vi har oplevet det helt specielle under teaterarbejdet, at vi kan stå i de der fælles øjeblikke, hvor alting går op i en højere enhed for os alle. Det er fantastisk, at der kan vores borgere også være som autister. Det skaber en helt anden relation mellem os, fortæller socialpædagog Jane Gejl, der sammen med makkeren Torben Kristensen har arbejdet med rollespil og drama med nogle af beboerne på Skovbjergparken de sidste otte år.
De startede dramaværkstedet, fordi de oplevede, at beboerne misforstod henvendelser og hensigter, hvilket medførte konflikter. Beboerne manglede redskaber i helt almindelige, sociale situationer som at hilse på bekendte i byen, at føle sig afvist, at ville snakke med uden at kunne eller at være bange for dem, der bor ved siden af.
–I dramaværkstedet kan vi afprøve sociale handlinger. Vi kan gøre en kompliceret social verden mere overskuelig ved at lave spilleregler, der gør situationerne mindre komplekse og mere tydelige for deltagerne. Med drama og rollespil kan vi udvikle sociale kompetencer. Vi arbejder med deltagernes koncentration og deres opmærksomhed på egne og andres handlinger og følelser. Vi træner forskellige adfærdskodekser og arbejder med deltagernes fantasi og evne til at associere, siger Jane Gejl.
I flere år arbejdede pædagogerne sammen med Ikast Seminarium, hvorfra lektor i drama Karsten Pedersen assisterede med sin viden, og sammen med Ringkøbing Amt i projekt ‘Vidensbank’. Efter kommunalreformen overgik Skovbjergparken til Ikast-Brande Kommune, der ønskede at markere sig som fyrtårn på autismeområdet sammen med Herning Kommune.
Gerne lære om sig selv
På Skovbjergparken ville man gerne systematisere de tidligere erfaringer med drama og rollespil og så tilkoble tankegangen bag social færdighedstræning og psykoedukation. Ud af det kom fyrtårnsprojektet ‘Kend dig selv – og grin’, hvor tre af de i alt seks deltagere også var med, da det hele startede for otte år siden.
Med projektet ville Jane Gejl, Torben Kristensen og Simon Sandbo give deltagerne mulighed for at være med i et forpligtende fællesskab, hvor de kunne opnå større indsigt i generelle og individuelle handicapproblematikker. De ville også give deltagerne flere redskaber til at begå sig i hverdagen, så de bedre kunne være med i sociale sammenhænge og håndtere situationer, som er vanskelige for dem.
Første del af ‘Kend dig selv – og grin’ bestod i undervisning, og det var her, Simon Sandbo brændte mest, for han havde uddannelse i kognitive færdigheder og lyst til at arbejde videre på det felt:
–Vi lavede decideret undervisning i deltagernes handicap og deres vanskeligheder. Vi prøvede med fælles undervisning, men der var forskellige kognitive niveauer og også forskellige ønsker til, hvilke områder i deres autismespektrumforstyrrelse de ville arbejde med. Så derfor delte vi os i hold med to deltagere og en pædagog.
–De ville gerne lære om sig selv, og vi lavede mange rollespil om følelser og signaler. Desuden var der hjemmeopgaver. Det kunne være at finde på samtaleemner, at øve sig i at samtale frem for at holde enetale, at tage sine piller eller at sætte sig på en stol uden først at skulle have accept. Det havde effekt, at vi arbejdede med social færdighedstræning. Men vi kan faktisk se nu, at området ikke får den samme opmærksomhed mere. Indlærte færdigheder regenererer for eksempel ved depression. De skal over-over indlæres for at sætte sig, siger Simon Sandbo.
Helt vild udvikling
–Overordnet kan vi mærke, at deltagerne dels får en anden selvopfattelse dels tænder på det socialt forpligtende fællesskab. De kommer faktisk hver gang og viser, at det kan lade sig gøre for dem at sætte sig ud over egne behov og dårligdomme. Det tager lang tid, og små temaer fylder meget for dem. Men noget sker. Hvis vi havde målt på det her for otte år siden og så nu igen, så havde vi set en helt vild udvikling på mange centrale parametre for mennesker med autisme. En af deltagerne forbinder det at tale højt med vrede. Men i drama bliver det en naturlig øvelse, der kan udvikle en færdighed. En anden deltager kunne intet i sin passivitet. Nu handler han og spiller teater – også på en dag, hvor han har det skidt, siger Jane Gejl og fortsætter:
–Der kan faktisk rokkes ved rigiditeten. Den kan tilføres noget fleksibilitet og et perspektiv, der rækker lidt ud over den enkelte.
Og Torben Kristensen bryder ind:
–Vi arbejder meget med fleksibilitet. Alting kan ikke altid lade sig gøre efter en nøje plan. Hvis nu vi skal spille torsdag aften klokken 19, så kan vores deltagere ikke gøre det, de sædvanligvis gør torsdag aften klokken 19.
–Jeg synes også, at den sociale færdighedstræning har skærpet deltagernes opmærksomhed på omgivelserne. Vi har jo spillet masser af rollespil, for eksempel om at aflæse kropssprog og signaler til samtale: Vil han snakke med mig nu? Vil han ikke snakke med mig? Vil han snakke med mig senere?
–Og vi havde stået der masser af gange og sagt ‘aflæse’, da en af deltagerne sagde: ‘Jamen, hvordan kan man aflæse, når der ikke er bogstaver?’ Og sådan må der jo andre ord og helt andre kreative løsninger til nogle gange. Men alligevel er verden mere enkel og tydelig i dramarummet, der gør det muligt langsomt at tilegne sig en forståelse eller en færdighed ved at øve igen og igen, siger Jane Gejl.
Det uforstyrrede samvær
Socialpædagogerne understreger deres meget store arbejdsglæde og den faglige udfordring, der ligger i aldrig helt at vide, hvor en øvedag eller en forestilling ender. De har ikke fuld kontrol over de tre timers drama midt i en dagligdag, der ofte er meget planlagt og nøjagtigt beskrevet. Borgerne har deres dagsplaner, og pædagogerne bestemmer nemt meget.
Men i dramaprojektet er der et fællesskab, hvor pædagogerne har hevet telefonstikket ud. Der er ikke forbindelse til kolleger, køkken og kontor:
–Det er meget sjældent med det koncentrerede og uforstyrrede samvær i fællesskabet, hvor vi er sammen om noget tredje, i det her tilfælde drama. Selvfølgelig har deltagerne brug for vores sikkerhed, og at vi har styr på det. Der er visse ting, vi skal afgøre. Men her har vi en fælles ramme, og vi og rammen er trygheden. På den baggrund har deltagernes evne til at forhandle udviklet sig meget, og efterhånden forhandler de også uden for rammen, fortæller Jane Gejl.
Torben Kristensen og Jane Gejl funderer over, at det egentlig var meget kontroversielt, da de startede med at lave drama for otte år siden. De er begge specialister på autismeområdet via arbejdserfaring og efteruddannelse, og de har taget trinene med på den pædagogiske trappestige fra ‘pædagogerne bestemmer’ over TEACCH-metoden til social stories og KRAP – kognitiv, ressourcefokuseret, anerkendende pædagogik.
I mange år mente man ikke, at mennesker med autisme kunne udvikle sig inden for centrale områder i deres handicap som kommunikative forstyrrelser, manglende evne til at aflæse og til at indgå i sociale sammenhænge, rigiditet og manglende forestillingsevne. Men nu træner man netop børn med autisme i fantasi og leg for eksempel.
Kan enormt godt lide det
–Der er stort fokus på KRAP nu. Man individualiserer sit metodevalg, arbejder anerkendende og blander ofte metoderne. Det gør vi også her på stedet. Kulturen på Skovbjergparken er flad med stor medindflydelse. Det betyder, at vi kan arbejde med det, vi brænder for. Vi bliver støttet af kolleger, ledelse og forvaltning både moralsk og økonomisk. Vi har fået 50.000 kr. i støtte til ‘Kend dig selv – og grin’. For dem har vi købt konsulentbistand blandt andet fra dramalektor Karsten Pedersen og fra Psykologhuset i Viborg – og så noget vikardækning. Men det er da klart, at sådan et forløb kræver noget ekstra af os. Vi kan bare enormt godt lide det, siger de to socialpædagoger.
Nu mangler de så at efterbearbejde deres materialer fra dette projekt, og der er lidt at samle op på. Deltagerne har evalueret fire gange, kolleger og pårørende to. Projektet deltog i det jyske socialforsknings- og evalueringsamarbejde, JYFE, der hjalp med at metodeudvikle i forhold til evalueringen.
Vil du gerne vide mere om dramaarbejde med mennesker med autisme, bliver det muligt på Sikon-konferencen 26. og 27. april 2010, hvor Jane Gejl og Torben Kristensen udbyder en workshop med titlen ‘Drama udvikler’.
De mener da i øvrigt nok, de finder på et projekt til næste vinter igen.