Pensionatet på Tårnvej gennemgik i slutningen af oktober et lederskift, der gjorde mange af beboerne frustrerede og kede af det. Var det et skridt væk fra den brugerinddragelse, de følte, de var på vej mod før? Dette er beboerrepræsentantens refleksioner over lederskiftet og over brugerinddragelse på bostederne anno 2009.
Pensionatet på Tårnvej er et botilbud for voksne. Vi er 11 beboere. Nogle af os, der bor er, er det, man kalder udviklingshæmmede, andre har en sindslidelse eller har levet et socialt isoleret liv og har derfor brug for at bo et sted med trygge rammer. Jeg er beboerrepræsentant på pensionatet. Det har jeg været i snart to år. Jeg har i den forbindelse indgået et tæt samarbejde med pensionatets ledelse, bl.a. har jeg sammen med vores tidligere afdelingsleder planlagt en uges tur til Sverige, taget initiativer til fester, lyttet til de andre beboere, hvis de var kede af det og taget det videre til ledelsen. Jeg har også været med til at undervise et hold psykologistuderende ved Københavns Universitet sammen med ham.
En dag i slutningen af oktober kom forstanderen og fortalte os, at samarbejdet mellem ham og vores afdelingsleder var ophørt. Vi fik ikke mere at vide end dette. Siden har vi fået både ny forstander og afdelingsleder. Det chokerede mig, og det er mit indtryk, at det også chokerede de andre beboere. Og det var svært at vænne sig til tanken, når ikke vi fik at vide hvorfor, og hvad der nu kommer til at ske her. Sammen med vores tidligere afdelingsleder har vi nemlig fået mere brugerinddragelse. Vi følte, det var os selv, der tog de vigtige store og små beslutninger. Ud fra tanken om, at det var os selv, der vidste, hvad der var bedst for os. Men nu har de overordnede besluttet, at denne afdelingsleder ikke var god for os. Det ved de åbenbart bedre end os.
Jeg som beboerrepræsentant føler, at der er blevet handlet henover mit hoved. Ét er at vores leder skiftes ud uden at spørge os, hvad vi selv synes, noget andet er, at der fx efterfølgende er blevet ansat tre vikarer, uden at jeg er blevet spurgt. Før lederskiftet var det proceduren, at jeg altid deltog i ansættelsessamtaler – både med potentielle faste medarbejdere og vikarer. Jeg læste ansøgningerne igennem inden, stillede spørgsmål i samtalerne, og ingen blev ansat uden min godkendelse. Det burde være en selvfølge, at det er dem, der bor på pensionatet, der beslutter, hvem der skal være deres personale. Det er trods alt os, der skal omgås personalet hver dag. Jeg blev ked af det, da jeg opdagede, at ledelsen pludselig tog beslutninger henover mit og de andre beboeres hoved. Hvorfor blev jeg ikke spurgt? Jeg fik ikke noget at vide om det, men efter nogle dage efter tog jeg selv affære: jeg tog initiativ til at tale med ledelsen om, hvorfor de havde gjort som de havde. Det svar, jeg fik, var, at de skulle handle hurtigt, fordi der var akut brug for vikarer. Men jeg er her hele tiden, altid til rådighed til at blive spurgt og deltage i samtaler. Dette er ingen undskyldning for at træffe beslutninger uden at involvere os, som det handler om.
Da jeg blev valgt som beboerrepræsentant her på Tårnvej var det i troen om, at vi som beboere kunne have indflydelse på vores hverdag. Vi er udviklingshæmmede, men det betyder ikke, at vi ikke kan have en mening om vores liv. Det er os, der skal leve med personalet. Når der bliver skiftet leder, uden at vi hverken bliver spurgt eller informeret (og tilmed en leder, som vi var tæt knyttede til og glade for), så giver det en følelse af, at der bestemt ikke er medindflydelse, og at vi faktisk ikke har noget at sige i forhold til ting, der er afgørende for vores eget liv. Jeg føler, at jeg er blevet pisset på.
Det er vigtigt for beboerne, at der er én, der taler deres sag. Det er det, fordi beboerne har brug for én, de kan gå til, hvis der er noget, de er utilfredse med eller kede af på stedet. Så kan jeg tage det videre til ledelsen, og på den måde føler vi, at det vi siger og gør, har en betydning. Jeg synes, det er utroligt, at man taler så meget om brugerinddragelse, når det herude på bostederne er så langt fra praksis. Vi vil gerne tales med, frem for tales om.
Kenneth Bech er beboerrepræsentant på pensionatet på Tårnvej. I øvrigt er der lavet to dokumentarfilm om pensionatet: ‘Pensionatet’ og ‘Elvis og shampoo og traktorer’.