På møder og kurser og ved læsning af fagpressen får man det indtryk, at SL er vældig stolt af sin ledersektion, som tillægges stor betydning og gives megen opmærksomhed. For ikke så længe siden var et nummer af Socialpædagogen domineret af ikke mindre end 14 sider om ledersektionen.
Jeg tror der er mange, der undrer sig over ledernes rolle og plads i forbundet, og man kan spørge, hvorfor de SL-organiserede omsorgsmedhjælpere i kontrast hertil stort set aldrig nævnes med en linie – med mindre det er bekymringer om, hvordan medhjælperne optager pædagogstillinger eller udhuler fagligheden. Dette er helt legitime bekymringer, men så kan man som faglig organisation ikke samtidig repræsentere de ufaglærte på en ordentig måde. Det er på tide at forbundet langt mere tydeligt arbejder for de mange tusinde omsorgsmedhjælpere, der spytter kontingent i kassen hver måned, men stadig ligger i bunden af lavtlønsområdet. Det kunne i den forbindelse være interessant, at få oplyst, hvor mange omsorgsmedhjælpere, SL organiserer på landsplan.
Hvad angår lederne som en del af vores forbund, er denne gruppe godt nok lønmodtagere, men med den afgørende forskel fra os andre, at de er tildelt ledelses og fordelingsretten som forvaltere af de overordnede økonomiske og politiske dagsordner – med hvad dertil hører af nedskæringer og besparelser. De er med andre ord de regionale og kommunale arbejdsgiveres forlængede arme, og det er ikke mindst deres opgave at få så meget arbejde som muligt for de færreste lønkroner. Heri adskiller de sig ikke fra de private arbejdsgivere, og i spørgsmål om løn- og arbejdsforhold vil ledere ifølge sagens natur tit være modspillere snarere end medspillere for de (øvrige) medlemmer, hvis interesser forbund og tillidsfolk skal varetage.
Det er et spørgsmål, om forbundet altid kan agere troværdigt i dette modsætningsforhold, hvor man ustandselig må havne i interessekonflikter mellem forskellige medlemsgrupper. Finder man det ikke problematisk i tvister og forhandlinger at sidde med SL-medlemmer på hver sin side af bordet? Kan vi i alle situationer regne ligeså meget med kredsenes bisiddere og faglige sekretærer, når der opstår tvister ude på arbejdspladserne, som før ledersektionen blev oprettet? Kan et fagforbund virkelig repræsentere både arbejdsgiverside og arbejdstagere?
Måske var det en ide, at lederne indenfor vores område organiserede sig i de dertil oprettede organisationer, ganske som denne gruppe gør det på det øvrige arbejdsmarked.