icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Anstændighed og socialt ansvar ønskes

Vi er lige nu vidne til, at regeringen uden at blinke uddeler skattelettelser til de allerrigeste i dette land – på bekostning af de socialt udsatte

  • Af Kirsten Nissen
  • 21-2009 /

Så er Folketinget åbnet. Med en regering, der hænger på Dansk Folkeparti og med en tone så skinger, at jeg ikke tror, jeg er den eneste, der er bekymret.

Min irritation er ved at vokse sig til vrede. Hvis ikke udtrykket ‘nok er nok’, var så fortærsket, ville jeg sige det nu. For det er sådan, jeg har det. Vi er lige nu vidne til, at regeringen uden at blinke uddeler skattelettelser til de allerrigeste i dette land – på bekostning af de socialt udsatte. Tag nu for eksempel Arbejdsmarkedets Feriefond, som hidtil har gjort en stor forskel for udsatte familier. Nu snupper regeringen mange af fondens penge. Et eksempel på den arrogance, området for socialt udsatte mødes med fra regeringen.

Samme arrogance ser vi, når det handler om kommunernes økonomi. Kommunerne bliver holdt så hårdt i halsbåndet, at det kommunale selvstyre efterhånden kun er noget, der kan nævnes i festtaler, hvor man ikke behøver at holde sig til virkeligheden. De budgetforlig, der lige nu vælter ind fra kommunerne, viser mange steder store besparelser på vores områder. KL har tilmed udsendt en vejledning til kommunerne om, hvordan de kan gennemføre nedskæringer over for borgere med særlige behov; otte gyldne råd, så gøgeungen, som de kalder vores område, ikke får for meget fodfæste i kommunernes budgetter.

Og når kommunerne nu ikke må hæve skatten, så er der jo kun ét sted, de kan hente penge. Ved en tiggergang til regeringen om at skrue lidt på bloktilskuddet. Det duer altså ikke. Løsningen er – som vi længe har forslået – at finansieringen omlægges. At der indføres budgetgaranti på det særlige sociale område, så det friholdes for de snærende økonomiske bånd, der gør det umuligt for kommunerne at overholde lovens ånd og bogstav.

Vi har for nyligt spurgt os for i de kommuner, der har de største udfordringer på det særlige sociale område. Billedet var tydeligt: Det er kommet bag på kommunerne, hvad det var for en opgave, de med strukturreformen overtog på det særlige sociale område. Og de pågældende kommuner er enige med os i, at finansieringen skal ændres, og at der er perspektiv i at lægge området ind under budget­garantien. Vi har netop gentaget undersøgelsen med en større kreds, og billedet er det samme.

Men det allervigtigste: Jeg vil have en ny regering, der har anstændighed og social ansvarlighed. Det kan ikke ske hurtigt nok. I første omgang står kommunalvalget for døren Det giver forhåbentlig vind i sejlene til dem, der vil noget helt andet end det, vi oplever i dag. Det næste bliver et folketingsvalg, som kan vende skuden. Jeg håber, at det kommer meget hurtigt. Jo før, jo bedre.