icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ledige

4 jobkravet nu helt væk

Ledige slipper nu for at søge fire mere eller mindre seriøse job om ugen. Nu skal den ledige sammen med a-kassen lægge en plan for, hvor der skal søges job

  • Af Kurt Ladefoged
  • 04-2009 /

Så er 4-jobreglen endelig afskaffet. Allerede før jul bebudede beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), at ordningen skulle afskaffes, fordi den blev mødt  med sønderlemmende kritik fra alle sider – blandt andet fra arbejdsgiverne.

De var irriterede over, at de blev overdænget med proforma ansøgninger, som ikke skaffede flere i job, men blot førte til en masse ulejlighed for både virksomheder og arbejdsløse. Nu er Arbejdsløshedskassernes Samvirke (AK-Samvirke) blevet enige med Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedsstyrelsen om en ny og bedre ordning.

Inden den ledige har været arbejdsløs i en måned, skal vedkommende som hidtil have en såkaldt cv-samtale med sin a-kasse. Sammen med a-kassen  skal den ledige lægge en helt konkret plan for, hvilke områder han eller hun skal søge job indenfor.

Den ledige får dermed selv, modsat tidligere, indflydelse på, hvilke job der lægges billet ind på. Samtidig vil a-kassernes medarbejdere fungere som coaches og garanter for, at der også bliver kigget efter job inden for nye områder. A-kasserne fastlægger det geografiske område, hvor jobbene skal søges.

Meget mere konstruktiv
-Jeg er sikker på, at det giver en mere konstruktiv og motiverende jobsøgning, fordi den ledige også selv har indflydelse på, hvilke job det giver mening at søge, så de ikke bare søger ud i det blå, siger Morten Kaspersen, formand for AK-Samvirke.

-I en tid hvor fremtidsudsigterne ser lidt grå ud, er det også vigtigt, at de ledige kan bruge deres a-kasse som sparringspartner i jagten på et job, så alle muligheder bliver vendt, tilføjer han.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse