De socialpædagogiske seminarier in memoriam
Hen over sommeren 2009 forsvandt de sidste socialpædagogiske seminarier fra det danske uddannelseslandskab. Den historie fortjener et par ord med på vejen
1992 erstatter en ny konstruktion – den 3,5 års fælles pædagoguddannelse – de tre uddannelser til børnehavepædagog, fritidspædagog og socialpædagog. Derfor ville det have været naturligt, om seminarierne begyndte at ændre navne, så de passede til uddannelsen. Dengang hed de f.eks. ‘Kolding Børnehaveseminarium, ‘Jydsk Fritidspædagog-Seminarium’, eller ‘Odense Socialpædagogiske Seminarium’.
Flere seminarier begyndte faktisk også at på det. Men pudsigt nok kun de tidligere Fritidspædagog- og Børnehavehaveseminarier. De socialpædagogiske seminarier lod som ingenting, og holdt fast i det ‘socialpædagogiske’. Det glædede nogle, fordi de forbandt det med den fandenivoldskhed, som altid har præget socialpædagogikken. Mens andre fandt det anakronistisk og slet ikke sympatisk.
Seminariernes vej til at blive ‘socialpædagogiske’ er lidt kringlet. i 1964 har Kurt Palsvig et indlæg Børnesagspædagogen i under overskriften ‘Professionalismen i børne- og ungdomsforsorgen’. Her skriver han bl.a., at professionalismen skal sikres via en særlig socialpædagogisk uddannelse af børneforsorgens medarbejdere. Det er første gang i dansk uddannelseshistorie en socialpædagogisk uddannelse bliver formuleret. Karl Hegnby – daværende forstander for Braaskovgaard -følger op et par år senere, hvor han efterlyser en fælles socialpædagogisk uddannelse for ungdomsforsorg, fængselsvæsen, særforsorg m.v.
Det er dog en lille forhistorie. I 1950 holder daværende forstander Prøschold et foredrag på den Social-pædagogiske uge, hvor han siger: Vi mangler altså her i landet dette uddannelsessted, lad os sige en socialpædagogisk højskole ... Prøschold var forud for sin tid. Men planen for en officiel uddannelse inden for børneforsorgen er faktisk ældre. Siden 1939 har der ligget en betænkning og samlet støv fordi 2. verdenskrig og manglende vilje til de nødvendige ressourcer forhaler sagen helt til 1958.
Først i 1958 starter den 10 måneders grunduddannelse på Jægersprisskolen med H.C. Rasmussen som forstander. Et par år efter startede uddannelsen også på Hindholm. Hindholm havde siden 1934 har været faghøjskole for børneforsorgen. Forstander har blev Keld Mølbak, som også var forstander for højskolen.
Først senere bliver forstander til rektor, lige som uddannelsesstederne, eller skoler som det hed dengang, bliver til seminarier. Forstanderne blev i øvrigt dengang ofte hentet direkte fra arbejdsfeltet. Ligesom det ofte var tidligere institutioner, som blev omdannet til nye seminarier.
Således etableres Bagsværd Børneforsorgsseminarium i 1963 i Kronprinsesse Louises praktiske husholdningsskole med Poul B. Johansen blev forstander. Skovtofte etableres i 1966 i Skovtoftehjemmet i Lyngby med Otto Krabbe som forstander. Otto Krabbe kom fra settlementet på Vesterbro. Aarhusseminariet etableres i 1967 i Christians IV’s Børnehjem i Aarhus med Asgar Hansen, som forstander. Asgar Hansend kom fra ungdomshjemmet Bøgholt, Samme år bliver Bolbro Børnehjem omdannet til Odenseseminariet med Knud Eilskov som forstander. Knud Ejlskov kom fra Bråskovgård. Året efter starter Aalborg Børneforsorgsseminarium i Råens Minde ved Hasseris med Poul Whitta-Jørgensen som forstander.
Poul Whitta-Jørgenen kom fra direktoratet for børneforsorgen.
På fritidspædagogseminariet i Ikast bliver den ledige kapacitet midt i 1960’erne brugt til at oprette et hold af børneforsorgsuddannelsen med Hilding Ringblom som forstander. Hilding Ringblom kom fra Hindholm. I 1969 starter Københavns Børneforsorgsseminarium med Jørgen Helmstedt som forstander. Jørgen Helmstedt var forstander på Nærumgård og i øvrigt ophavsmand til navnet på Socialpædagogernes fagblad. I 1971 kommer Esbjergseminariet i gang. Lars Falkenberg, der kom fra Jægerspris, bliver forstander.
I 1971 sker der ydermere det, at vi for første gang i Danmark får en ‘socialpædagogisk uddannelse’. Det er den socialpædagogiske forsøgsuddannelse, som H.C. Rasmussen var initiativtager til. Forsøgsuddannelsen er stærkt medvirkende til, at den nye uddannelse i 1974 bliver 3-årig samtidig med, at den bliver lagt sammen med omsorgspædagoguddannelsen under navnet Uddannelsen til børneforsorgspædagog og omsorgspædagog.
Forsøgsuddannelsen har – som det fremgår - ikke magt til også at navngive den nye uddannelse. Men i daglig tale bliver den nu hurtigt til ‘socialpædagoguddannelsen’, lige som seminarierne begynder at omtale sig som ‘socialpædagogiske’.
I 1976 godkender Socialstyrelsen, at ‘socialpædagogisk’ indgår i seminariernes navn. Men først i 1983 bliver uddannelsen også formelt socialpædagogisk. Så fra 1976 til 1983 har vi det forhold, at de Socialpædagogiske seminarier udbyder en uddannelse, som ikke stemmer overens med deres navn. Det er måske forklaringen på, at de ikke tog det så tungt med at skifte navn i 1992.
Den socialpædagogiske uddannelsessteder ekspandere fortsat i 1980’erne. Ofte på nedlagte lærerseminarierne eller lærerseminarier, med ledig plads. Således starter socialpædagoguddannelsen i 1980’erne i Gedved, Jelling, Haderslev, Ranum og Gentofte. Vi ender med 15 uddannelsessteder I alt. Ikke alle kaldte sig socialpædagogiske seminarier, idet uddannelsen blev udbudt fra et Statsseminarium, så her blev der tale om en Socialpædagogisk Afdeling eller –Linje.
I 2001 trækker mørke skyer op over de socialpædagogiske seminarier, idet Centre for Videregående Uddannelser blev et ny mantra. Ideen er at skabe brede faglige uddannelsescentre ved fusioner i stedet for de mange små enkeltstående uddannelsessteder. Men der var mange kattelemme og smuthuller i loven takket være den borgerlige opposition, så selvfølgelig kom der ikke mange fusioner ud af bestræbelserne. Det meste af tiden gik med at finde ud af hvem af rektorerne, der skulle være overboss, og hvordan man kunne konstruere en overbygning med plads til alle, frem for at finde ud af, hvordan man fik gjort uddannelserne bedre.
Først da kvalitetsstemplet University College blev indført i 2004 og som forudsætning havde, at CVU’et blev ubetinget CVU, gav de fleste sig. Men på en eller anden måde lykkedes det alligevel flere af de tidligere socialpædagogiske seminarier af holde fast i deres navn, selv om de formelt var ophørt som juridisk enhed. Nogle få institutioner valgte at forblive uden for CVU konstruktionen og kalde sig Fritstående Institutioner.
Men da den borgerlige regeringen annoncerede Professionshøjskolerne i 2006, var der ikke plads til kattelemme og fritstående institutioner eller lange overgangsperioder, som de ellers havde presset ind i lovgivningen tidligere. Der blev givet et år, og Professionshøjskolerne blev en realitet i 2008. Nu var dagene talte for de sidste socialpædagogiske seminarier. Hen over sommeren 2009 afgik de ved en stille død. Nu hedder det pædagoguddannelsen i Odense, Pædagoguddannelsen i Sydhavnen, Pædagoguddannelsen i Haslev osv.
Derfor et lidt vemodigt farvel til de socialpædagogiske seminarier og tak for jeres indsats. I havde en forholdsvis kort, hektiske, lidt anarkistiske, men også sejlivede og sympatiske gang her på jorden. Et par gange var I ude af trit med den uddannelse I udbød, men at være socialpædagogisk betyde meget for Jer.
Og det giver stof til lidt eftertanke. Vi har Socialpædagogerne og vi har Socialpædagogen. Men har vi en socialpædagogik? Ja, har vi i det hele taget et professionsfag? Det er da en overvejelse værd.
Nogle ønsker socialpædagogikken hen, hvor peberet gror, men det er måske netop i asken fra de socialpædagogiske seminarier, at socialpædagogikken skal genopstå i en forstærket professionsfaglig form gennem en nytænkt uddannelse. Hvem ved? Vi har da lov til at drømme. Og drømme kan ændre verden, som Martin Luther King viste.