icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Dagpenge

Støjberg i clinch med a-kasserne

f:nyt - Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) siger i tv-indslag, at der skal tages menneskelige hensyn i a-kassesystemet over for far med sygt barn. Umuligt, siger A-kassernes Samvirke, mens LO vil tage ministeren på ordet

  • Af Kurt Ladefoged
  • 10-2010 /

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) anklages nu for at vildlede en far, der må vælge mellem at få dagpenge eller køre sin kronisk  syge søn på hospitalet hver onsdag. Historien kom frem i TV2 Nyhederne mandag den 3. maj, hvor der blev fortalt om en familiefar og arbejdsløs blikkenslager John Jensen, som ikke kan få dagpenge den dag, han skal køre sin syge søn på hospitalet. Ifølge reglerne skal han stå til rådighed 37 timer om ugen. Gør han ikke det, må han gå på kontanthjælp i stedet.

I tv-indslaget opfordrede beskæftigelsesministeren John Jensen til anke sagen:

– Man skal også kigge på mennesket. Det er ikke et system for systemets skyld, sagde Inger Støjberg.

Men det vil den klemte familiefar ikke få noget som helst ud af, mener A-kassernes Samvirke  ifølge Avisen.dk. Inger Støjberg indgyder den stakkels familie et håb, der meget usandsynligt kan opfyldes, siger Verner Sand Kirk, der er direktør for A-kassernes Samvirke.

– Reglerne er meget tydelige, og andre sager magen til den i TV2 Nyhederne ender altid med afslag. Ministeren bør vide, at hendes egne regler forhindrer, at manden kan få dagpenge, når han skal passe sin syge søn, mener Verner Sand Kirk.

A-kassernes Samvirke slår fast, at skal der være håb for John Jensens familie, skal reglerne laves om af ministeren.

Nye toner, mener LO

I LO har næstformand Lizette Risgaard i anledning af sagen  skrevet et brev til Inger Støjberg, hvor hun hilser hendes ændrede holdning til at tage menneskelige hensyn i dagpengesystemet velkommen:

‘For mig at se er der tale om helt nye toner, da du og din forgænger hidtil har holdt på, at en regel er en regel. Nye toner, som LO er klar med fuld opbakning til.’

LO’s næstformand slutter sit brev med at udtrykke glæde over, at ministeren nu er åben over for at tage menneskelige hensyn og tilbyder i den forbindelse at stille sig til rådighed for ministeren med konstruktiv drøftelse af, hvordan reglerne kan ændres, så a-kasserne kan udvise rimelige og fornuftige skøn i særlige situationer.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledighed, Forbund og a-kasse