Den store løsladelse
Socialpædagogikken er både en hjælp for de udviklingshæmmede til at opnå reel selvbestemmelse og står samtidig også i vejen for frigørelsen, viser kommende doktordisputats
Det er som med den scene, der er i alle Olsen-banden-filmene, hvor Egon kommer ud gennem fængslets port. Vi sidder og tænker: ‘hvad finder han nu på?’
Samme spørgsmål kan man flytte over på de udviklingshæmmede: Hvad fandt de på, da murene omkring de store centralinstitutioner blev brudt ned, og de fik deres frihed og ret til egen bolig?
Det skete for 30 år siden.
Men vi ved ikke, hvad de gjorde!
Siden Statens Åndssvageforsorg blev udlagt til amterne i 1980 og de udviklingshæmmede fik egen bolig, har det ikke skortet på både faglige og politiske debatter om, hvordan miljøet omkring de udviklingshæmmede skal være, så det støtter dem bedst muligt i en hverdag med selvbestemmelse.
Debatten har i alle årene kørt uden at man reelt har vidst, hvordan de udviklingshæmmede klarede den frihed, som udlægningen gav dem.
Men nu får vi et svar.
Cand.pæd.pæd. Frank Bylov forsvarer senere på året sin doktordisputats: ‘Den store løsladelse – en kulturhistorisk beretning om empowermentbevægelserne blandt udviklingshæmmede 1980-95’.
Han har undersøgt, hvad de udviklingshæmmede gjorde, da de blev det, han kalder løsladt, og en af hovedpointerne i hans disputats er, at takket være socialpædagogisk støtte fik de udviklingshæmmede mulighed for at udfolde sig under de frie forhold, som udlægningen havde givet dem.
Bagsiden af pædagogikken
Men desværre er det også den selvsamme pædagogik, der står i vejen for, at de kan opnå reel frigørelse, forklarer Frank Bylov, der til daglig er lektor på UC-Syddanmark.
– Det er sådan, at der er noget bestemt i pædagogikken, der helst skal ske, og noget andet, der ikke skal ske. Noget der er bedre end andet, og som er forskelligt, afhængig af om det for eksempel er et bosted eller en undervisningssituation, siger han.
– Pædagogikken er ikke en neutral iagttager. Den er altid retningsorienteret mod det bedre. Problemet er bare, at den viden, som styrer handlingen, oftest er tavs og rutinebåret. Derfor bliver den heller ikke problematiseret eller kommunikeret og stillet til rådighed, som noget der kunne bane vejen for de udviklingshæmmede, siger Frank Bylov.
– Pædagogikken kommer således til at virke som en barriere mod de udviklingshæmmedes selvstændighed, fordi den sjældent standser op og spørger, kan du selv gå resten af vejen? Kan du selv overtage ansvaret for din udvikling.
Bryd pædagogresrvatet
De udviklingshæmmede reagerede mod den pædagogiske støtte ved at organisere sig i bevægelser. De opretter deres egen organisation ULF (Udviklingshæmmedes Landsforbund), forklarer Bylov.
– Den måde, pædagogikken forstår frigørelsen på, er ikke nødvendigvis den samme, som den måde, bevægelserne forstår den på, og pædagogikken kan derfor ofte blive omklamrende, siger han og fortsætter:
– Pædagogikken er god til at få folk til at gå i gang på scenen, som det var tilfældet med de tidlige bevægelser, for eksempel idræts- og musikfestivaler. Men den er ikke god til at give slip på iscenesætterrollen, siger Bylov.
Han fortæller, at pædagogikken bygger et reservat, hvorfra det er svært for de udviklingshæmmede at frigøre sig.
– Hvis det var meningen, at folk skulle ud af reservatet, skulle man have markeret udgangene noget tydeligere, siger han.
Bylov er godt klar over, at han med sin forskning anfægter noget kontroversielt, men mange års undervisning af socialpædagoger på diplomog masteruddannelsen har også overbevist ham om, at:
– Langt de fleste pædagoger, jeg har mødt, er stærke nok til at tage den udfordring op og nedbryde pædagogreservaterne, siger han.
Han opfordrer socialpædagogerne til at tage deres tavse kundskaber frem i lyset.
– Socialpædagogikken er jo ikke en viden, der er opstået i en Freudiansk underbevidsthed. Den er skabt i dygtighed, og netop derfor burde det være nemt at tage den frem, så man får en pæda gogik, der også kan se sig selv udefra. Og som kan forhandle med brugerne om, hvor højt muren om reservatet skal være i dag, og skal der for eksempel være flere udgange i morgen?
– Pædagogikken skal kunne forhandle sin egen rolle med brugerne, siger Frank Bylov.