En langsom bevægelse
Det tog 15 år for de udviklingshæmmede at formulere en modstand. Forsker har fulgt med hele vejen
Det er en erfaren mand, der om kort tid skal forsvare sin doktordisputats om ‘Den store løsladelse – en kulturhistorisk beretning om empowermentbevægelserne blandt udviklingshæmmede i 1980-95’. Cand.pæd.pæd. Frank Bylov (63 år) har både en lang praktisk erfaring med udviklingshæmmede som lærer, skoleleder og frivillig i Udviklingshæmmedes Landsforbund (ULF) og en tung teoretisk baggrund. Endelig har han en personlig interesse for bevægelser og har hele livet været aktiv i flere af dem.
Da han i 1970 stod med sin lærereksamen, 23 år gammel, var det oprindelig hans plan at læse videre til cand.pæd., men først skulle han nå at reformere folkeskolen. Ene mand. Det lykkedes ikke. Måske fordi han ret hurtigt indså, at hans lærergerning lå uden for det etablerede skolesystem.
Efter et barselsvikariat på en træningsskole (skole for udviklingshæmmede), var han blevet så bidt af lærerarbejdet med den gruppe elever, at han opgav folkeskolen for altid. Og besluttede sig for at vente med at læse videre.
– Studierne løb jo ingen steder, siger Frank Bylov.
I de efterfølgende 24 år var han lærer og senere skoleleder for unge udviklingshæmmede.
– Vi havde ikke mange penge til specialundervisningen, men den var ikke desto mindre et stort eksperimentarium for frigørelse. I stedet for at give dem hver især individuel fysisk træning, arrangerede vi idræt, hvor eleverne selv kunne deltage aktivt. Desuden rummede idræt også et socialt element, hvor de mødte andre, de kunne konkurrere med, siger Frank Bylov.
Næste skridt blev, at specialskolerne arrangerede landsdækkende idrætsstævner, hvor udviklingshæmmede også kunne mødes med andre uden for deres egen skole. Det første landsidrætsstævne blev afviklet i 1983.
– Der deltog 600. Og det var første gang, man samlede så mange udviklingshæmmede om noget, der var sjovt, og hvor alle havde en aktiv rolle at spille. Tænk, man kunne blive én som vandt! Være en helt ligesom Ole Olsen! (tidligere verdensmester i speedway, red.), siger Frank Bylov.
– Man kunne møde nogen, som var ligesom en selv. Udveksle erfaringer og måske danse med en sød pige.
På den specialskole, hvor Frank Bylov var leder, var han med til at danne en idrætsklub for eleverne, og i sin fritid var han træner for klubbens hockeyhold. Et år blev holdet Danmarksmester.
– For mig var det interessant at trække hockey-holdet ud af den almindelige undervisning og gøre trænerjobbet til en fritidsaktivitet. Det gav et andet frirum, hvor jeg ikke skulle have fokus på læringsdelen, siger han.
Et par år efter de første idrætsstævner taler en gruppe lærere sammen om, at når det kan lykkes at lave idrætsstævner, så må man også kunne gøre det med andre ting. Og den første musikfestival
– Mongo Punk – blev afviklet i Hjørring i 1985. I kølvandet heraf er der senere opstået adskillige musik- og teaterfestivaller med Sølund Festival som den største.
– Festivalerne viste sig at være ekstremt mobiliserende for mange udviklingshæmmede. Der sker meget hurtigt det, at de ting, som var skabt af specialskolerne, også vokser ud i det socialpædagogiske arbejde på bostederne og de beskyttede værksteder, siger Frank Bylov.
Perioden kalder han for den første generationsbevægelse, som er kendetegnet ved, at nogen tilrettelægger aktiviteter for udviklingshæmmede.
På vej mod selvstændighed
Anden generationsbevægelse, hvor aktiviteterne bliver arrangeret i samarbejde med de udviklingshæmmede, begyndte i 1987.
Daværende LEV-formand John Møller ringede til Bylov og spurgte, om han vil være med til at arrangere en kulturkonference.
Formålet med konferencen var at finde frem til, hvordan udviklingshæmmede bedst kunne varetage egne interesser, siger Frank Bylov.
I de næste 10 år blev der arrangeret kulturkonferencer, og de udviklingshæmmede overtog mere og mere af arrangementet og undervejs blev det ændret til at være en kulturbevægelse.
I begyndelsen var ikke-udviklingshæmmede med i kulturbevægelsen, men i 1994 trak Frank Bylov sig som den sidste ud af arbejdet, og bevægelsen ledes nu udelukkende af udviklingshæmmede.
– Bevægelsen er mere politiserende end musikfestivalerne, og erfaringerne bliver italesat på en anden måde, siger Frank Bylov.
Den klare forskel mellem musikfestivalerne og kulturbevægelsen finder man i den måde, oplevelserne blev fortalt på, fortæller han.
– Konceptet for, hvordan den udviklingshæmmede fortæller om sine festivaloplevelser, ligger fast fra starten og forløber nogenlunde sådan:
Pædagogen: ‘Var du til fest’
Udviklingshæmmede: ‘ja’
‘Var det sjovt’
‘Ja’
‘Dansede du med en sød pige?’
‘Ja’.
Begge parter ved, hvad man kan forvente af hinanden. Det er en god og tryg relation, men den er også indelukket, fortæller Frank Bylov.
– Det beskyttede rum producerer meget sine egne cirkler, hvor man bekræfter hinanden i, hvad man ved. Prisen for beskyttelse er, at den er lukket. Modsat i kulturbevægelsen, hvor de udviklingshæmmede selv begyndte at lukke op for samtalen over for hinanden, siger Frank Bylov.
Ulven kommer
I kulturbevægelsen er der efterhånden blevet skabt en elite blandt de udviklingshæm mede, hvor det er svært for nye at komme ind. En ulmende utilfredshed begynder. De erfarne var trætte af altid at skulle starte forfra, og de nye var skræmte af erfarne.
– Det er et dilemma, man også kender fra andre græsrodsbevægelser, siger Frank Bylov.
– Når der hele tiden er nye, er det svært at beslutte projekter, som skal række fremefter. Bevægelsen bliver ofte stemningsbåret i stedet for strategisk.
Kulturbevægelsen bliver nedtonet. Og i 1993 dannede de udviklingshæmmede deres egen organisation ULF, Udviklingshæmmedes Landsforbund. Navnet skal associere til: ‘Ulven kommer’ eller ‘Ulven er løs’.
– Hermed er tredje generationsbevægelse født, siger Frank Bylov.
Den er karakteriseret ved, at aktiviteterne er besluttet af de udviklingshæmmede.
– Det giver mange oplevelser, men det er også utrygt. Hvordan skal jeg tale? Hvor tør jeg mene noget, og modstanden kommer til at koste noget, siger Frank Bylov.
– ULF organiserer sig ikke i et tomt land. Det sker i et land fyldt med organisationer, og nogle af lærerne, forældrene og socialpædagogerne opfatter ULF som en konkurrent. Der opstår derfor en usikkerhed om, hvem fjenden er, og hvem der er alliancepartnere, siger Frank Bylov.
Får ikke modstand
Den måde, de udviklingshæmmede siger nej på er anderledes end i andre bevægelser, forklarer Frank Bylov.
– Det særlige er, at det er sket så utrolig langsomt, at afmagt bliver til modmagt. De har brugt 15 år på at artikulere sig. Til sammenligning kan man tænke på, hvor hurtigt det gik med at formulere sig i den feministiske bevægelse, siger Frank Bylov.
Han beskriver i sin doktordisputats de erfaringer, som de udviklingshæmmede måtte igennem, for at nå frem til selvorganisering.
– ULF er på en måde meget stærk, fordi ledelsen består af ekstremt erfarne folk i selvorganisering og selvpolitisering. Men samtidig er organisationen også meget svag, fordi de ikke er blevet udfordret på erfaringerne. De er aldrig blevet presset til at sætte ord på deres erfaringer, og dermed er de heller ikke trænet i at udfolde deres viden. De har svært ved at undervise de nye unge og får derfor heller ikke oplært nogen til at tage over, når de erfarne engang trækker sig, siger Frank Bylov.
Den manglende modstand møder ULF for eksempel, når de er til møder og konferencer med Socialpædagogerne, LEV, SUS og andre samarbejdspartnere, siger Frank Bylov.
– De møder en kritikløs anerkendelse fra omgivelserne og bliver ikke udfordret til at blive mere præcise om oprørets og modmagtens erfaring. Og derfor har de også svært ved at give deres erfaringer videre. De får ikke modspil, siger han.
Derfor er hans råd til ULF, at de skal søge kontakt med deres søsterorganisationer i andre lande.
– Der findes i eksempelvis England og Norge bevægelser, som ULF kan sammenligne sig med. De skal tage udenlands for at få nye erfaringer og for at blive tvunget til at sætte ord på, hvad det er de gør, siger Frank Bylov.