Det er ikke livserfaring og faglighed, der giver arbejde, når man har den alder, jeg har
Selv om Ellen Øllgård Holm er rig på erfaringer, har hun som 58-årig svært ved at få job
Ellen er 58 år og socialpædagog. Og det, hun har oplevet, lyder som noget fra en science fiction-film:
Hun befinder sig i en lang kø. 40-50 personer står de i en lige række, den ene bag den anden. For enden af køen er der en maskine, som de skal stikke hånden ind i. De har fået at vide, at de skal bruge mindst to fingre. Hun vælger at bruge både sin højre og sin venstre tommelfinger. Maskinen scanner hendes fingre og skriver på skærmen ‘kommer.’
Maskinen fortæller hende hermed, at hun er registreret til aktivering i jobcentret.
Ellen Øllgård Holm kan gå videre sammen med de andre.
Hun finder den afdeling, hvor hun skal være beskæftiget. Sætter sig ved et bord. Hun må selv bestemme, hvad hun vil lave, så længe hun bliver i den afdeling, hun tilhører, og laver noget.
Ellen vælger at sy tøj til familien og sig selv. Hun har allerede vævet fem kludetæpper. Andre laver for eksempel fuglekasser eller strikker.
Fredag er lidt anderledes. Her slutter dagen med, at de støvsuger og gør pænt der, hvor de har siddet. Og får tidligere fri.
Mens de arbejder, går der hele tiden nogen rundt og kontrollerer, at de laver noget.
Andet sker der ikke.
Når dagen er slut, stikker hun igen tommelfingrene ind i maskinen, og den skriver ‘går’.
Hendes kommen og gåen for den dag er registreret.
Blev over fl ødig
Men det er ikke en scene fra en film. Ellen er arbejdsløs, og hendes oplevelse stammer fra aktivering i jobcentret.
– Det er meget ydmygende og ubeskriveligt, siger hun.
– Jeg synes det er sjovt at lave tingene, men jeg kan ikke have den måde, vi bliver behandlet på. Det er nedværdigende.
Ellen Øllgård Holm har aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun skulle ende sit lange arbejdsliv med at være overflødig. Hun har altid klaret sig på arbejdsmarkedet og føler, at hun stadig har mange gode arbejdsår i sig.
Men når hendes dåbsattest åbenbart er blevet for gammel til arbejdsmarkedet, er hendes muligheder ikke så mange. Må hun erkende.
Da hun var ung, lå verden for hendes fødder. Hun rejste fra Vestjylland til København og blev uddannet sygehjælper. Allerede dengang fik hun smag for at arbejde med børn og unge. Hun tog derfor en rask beslutning og rejste tilbage til Vestjylland for at tage den skolegang, der skulle til for at komme ind på pædagogseminariet i Holstebro.
Ellen var meget optaget af studiet og hele miljøet på seminariet, som det udfoldede sig i begyndelse af 70’ erne med gruppearbejde, diskussioner og røde lærere, hvor mange af dem var medlemmer af et venstrefløjsparti. Det var Marx og Makarenko (russisk pædagog). Det var opgaver om børn i Øst og Vest, og det var fællesdemonstration i Ålborg over sociale forringelser og en studietur til Tjekkoslovakiet.
– Det var en spændende periode, og jeg lærte rigtig meget. Og jeg tog ingen skade af det. Jeg havde min egen mening om, hvordan tingene skulle være.
32 år blandt børn og unge
Da hun blev færdig på seminariet i 1977, var hun gravid med sit første barn, så hun ville vente med at søge pædagogstillinger. I stedet fik hun arbejde på det lokale plejehjem som sygehjælper. Hun havde jobbet til hun fødte.
– Barselsorloven var dengang kun otte uger, og det synes jeg var for lidt tid, siger hun. Hun valgte derfor at gå hjemme for egen regning.
I de efterfølgende 32 år arbejdede Ellen som socialpædagog, kun afbrudt af endnu to barselsperioder, hvor hun sagde sit arbejde op.
Hun har hele tiden været beskæftiget med børn og unge, blandt andet som børnehaveklasselærer og på opholdssteder for udsatte børn og unge.
Det er blevet til mange ansættelsesforhold, og hun har hele tiden fagligt haft mulighed for at dygtiggøre sig og flytte sig hen, hvor de udfordrende arbejdsopgaver var.
Familieplejer
Ved siden af sit lønarbejde, blev Ellen Øllgård Holm sammen med sin mand godkendt som familieplejer, og i begyndelsen af 1980’erne fik de deres første plejebørn. Ellen var 31 år, og plejebørnene var et søskendepar, som var jævnaldrende med deres egne børn. Plejebørnene var hos dem i fire år, og de har stadig kontakt med de nu voksne plejebørn.
Og sådan er det også med mange af de andre børn, som de i årenes løb har haft i familiepleje. Nogen bor i nærheden. Mange kommer på besøg, og ofte kommer de og viser, når de selv har stiftet familie, fortæller Ellen.
De fleste plejeforhold har sat sig spor i Ellens erindring. Således også med en mor og hendes søn. Moren var prostitueret og narkoman. Ellen var forpligtet til hver dag at skrive dagsrapport til kommunen. Efter halvandet år, hvor moren hele tiden havde været meget ustabil, indstillede Ellen til socialforvaltningen, at det bedste for drengen var at blive anbragt. Da moren læste rapporten, gik hun under jorden med drengen. Men det gik ikke, og drengen blev anbragt hos slægtninge og fik en tryg opvækst.
Men alt det er historie.
Ellen og hendes mand havde det sidste plejeforhold for tre år siden. Hun er blevet for gammel til at være familieplejer.
– Når der er mere end 40 års forskel mellem børnene og plejeforældrene, må vi ikke have dem. Jeg kunne sagtens have flere børn med den erfaring og ekspertise, jeg har. Jeg sender fortsat mine ansøgninger, men de siger, jeg er for gammel, siger hun.
Mangler børn vestpå
Første gang, Ellen oplevede at blive fyret var for to år siden. Hun var 56 år.
Da der ikke længere bliver født så mange børn i kommunen, blev den ene børnehaveklasse sløjfet, og selv om Ellen havde arbejdet på skolen i 12 år, var hun alligevel den senest ansatte, og derfor røg hun ud.
Kommunen havde været meget tilfreds med hendes arbejdsindsats og tilbød hende straks arbejde i en SFO.
Det job var Ellen glad for, og hun kunne trække på sine erfaringer fra sit mangeårige fritidsarbejde som leder af den lokale ungdomsklub. Også i dag lægger hun frivillige timer i klubben, hvor hun hjælper til med regnskaberne.
Ellens tid i SFO’ en blev kort, for i forbindelse med kommunesammenlægningen skulle der spares penge, så hun og en anden medarbejder blev fyret.
Hun fik dog hurtigt et sygevikariat på et opholdssted, men da den sygemeldte lærer kom tilbage i slutningen af 2009, blev Ellen igen arbejdsløs.
Fik et nyt vikariat med unge mennesker. Da det ophørte i begyndelsen af 2010 blev hun igen arbejdsløs og har været det siden. Bortset fra lidt arbejde engang imellem som tilkaldevikar i en skole. Og hun er tilmeldt Thy vikarbureau og vikarierer som sygehjælper på samtlige sygehuse i området, når det ellers kan lade sig gøre samtidig med, at hun er arbejdsløs.
– Men jeg er nødt til at være sikker på en hel uges vikararbejde, ellers får jeg problemer med min understøttelse, siger hun.
Du er god, men…
Ellen har søgt utallige pædagogstillinger – også mange uopfordret, men hver gang får hun afslag. Hun har været indkaldt flere gange til samtale, og nogle gange kommer afslagene bag på hende.
– Det er ikke altid, at jeg kan mærke, at jeg ikke får jobbet. Jeg tror ofte, at jeg får det, siger hun.
Ellen har altid følt sig godt behandlet, både når hun har været til samtale, og når hun bare har ringet på en stilling.
– De er meget søde med at sige, at de var benovet over så mange ting, jeg vidste, og som jeg kunne, men de har valgt en, der var yngre, eller de har valgt en anden. Jeg tror inderst inde, at de tænker: ‘Det kan ikke betale sig at fortælle hende, hvordan vi gør her, og så den tid, det vil tage at lære hende op, hvis hun alligevel kun er her et par år mere, ‘ siger hun.
Og så er der generationsforskelle, mener hun:
– Mange ledere er ikke ret gamle, og de vil have nogen på samme alder. Jeg kan mærke det de gange, jeg har været til samtale.
Fra tue til tue
Ellen vil ikke en gang til opleve at skulle have sine tommelfingre skannet ind. Det er da også lykkedes hende at undgå det, fordi hun selv har fundet virksomhedspraktikker. Blandt andet i et aktivitetshus for tidligere alkoholikere og narkomaner og folk med psykiske problemer.
En praktik må kun vare fire uger, og Ellen søgte jobcentret om at blive ansat med løntilskud, men fik afslag med begrundelsen, at der ikke var råd.
I stedet fandt hun en anden virksomhedspraktik i et dagtilbud for udviklingshæmmede. Også her ville man gerne beholde Ellen, og hun søgte igen om at job med løntilskud, men fik afslag.
Hun fandt sig derfor en ny virksomhedspraktik på en gymnastik- og idrætsefterskole, hvor hun hjælper til i køkkenet og i undervisningen.
Skolen vil gerne beholde hende og hun dem, så hun har igen søgt om at komme i job med løntilskud.
Men lykkes det heller ikke denne gang, har hun allerede en anden virksomhedspraktik på hånden.
Epilog
Den 30. september fik Ellen Øllgård Holm besked om, at jobcentret har sagt ja til at give hende et halvt år med løntilskud på gymnastik- og idrætsefterskolen.
Når det halve år er gået er Ellen tæt på efterlønsalderen, og hun overvejer lige nu, om hun til den tid skal forlade arbejdsmarkedet og gå på efterløn. Allerhelst vil hun blive.
– Jeg synes, det er for tidligt at holde op som 60-årig.
Hun har altid forestillet sig, at hun også var på arbejdsmarkedet efter, at hun var gået på pension som 65-årig. At hun fik nogle vikartimer på sygehuset, for eksempel med at sidde vagt ved en patient
– Så ville jeg stadig komme ud og opleve noget og lære folk at kende, siger Ellen Øllgård Holm.
Diskuter dilemmaet på facebook: Bør ældre jobansøgere skjule deres alder? Tror du, det er en fordel at skjule alderen i ansøgningen? Og er det i orden? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |