icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Gråt guld

Generation guld er en myte

Ældre arbejdsløse socialpædagoger over 55 år har svært ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet, viser tal fra Socialpædagogernes arbejdsløshedskasse

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 22-2010 /

Der blev jublet, da tal tidligere på året for første gang i mange år viste, at ældre over 55 år ikke er mere arbejdsløse end yngre årgange.

Det gælder også for socialpædagoger.

Men man kan roligt tage armene ned igen, for der er måske alligevel ingen grund til at juble.

Rigtig nok er der ikke flere arbejdsløse ældre end yngre. Men kigger man derimod på, hvor lang tid ældre socialpædagoger går ledige, tegner der sig et noget andet billede. De ældre tilhører absolut ikke en aldersgruppe, arbejdsgiverne gerne vil ansætte.

Jo ældre man bliver, jo længere tid går man ledig (se figur). Aantallet af ledighedsuger stiger proportionalt med alderen, og det kan være uhyre svært at overbevise en leder om, at man fortsat er en god arbejdskraft, selv om de 55 år er passeret. Det har for eksempel socialpædagogerne Ellen Øllgaard Holm og Grete Svendsen erfaret (se de efterfølgende artikler). De er begge blevet ledige i en sen alder og har uden held søgt masser af stillinger. De fortæller, at det absolut ikke er en dans på roser at slutte et langt arbejdsliv med at være ubrugelig på arbejdsmarkedet.  Især ikke når man stadig har mange gode arbejdsår i sig.

Grete Svendsen siger:

– De vil gerne have dine erfaringer, men de vil også gerne have, at du kun er 25 år.

Ældres profil i overflod

Jobkonsulent Mette Carlsen, Socialpædagogerne i Kreds Midt- og Vestjylland hjælper ledige socialpædagoger med at søge arbejde, og hun undrer sig til stadighed over, hvorfor det er så svært for ældre ledige at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor gjorde hun spørgsmålet til genstand for sin diplomopgave, da hun afsluttede sin uddannelse som erhvervs- og uddannelsesvejleder (diplomopgaven om vejledning af ledige socialpædagoger kan downloades her).

– Der er ofte tale om vældig erfarne og kvalificerede socialpædagoger, der har et fyldigt cv, men de bliver alligevel sorteret fra, når der skal ansættes nye medarbejdere, siger hun.

Mette Carlsen har med udgangspunkt i Region Midtjylland interviewet flere ledere om, hvem de ansætter. Og her er det næsten enslydende svar, at de først og fremmest kigger på ansøgerens kvalifikationer, uddannelse og erfaring. Dernæst kigger de på samarbejdsevne og udviklingspotentiale. Og desuden på personalegruppens aldersmæssige sammensætning.

Og det er muligvis den sidste sætning, der kan give noget af en forklaring på, hvorfor ældre medarbejdere bliver sorteret fra.

Meget tyder på, at der over hele landet er et generationsskifte på vej på de socialpædagogiske arbejdspladser.

Ser vi på aldersfordelingen hos medlemmerne af Socialpædagogerne er der en klar overvægt af socialpædagoger mellem 45 og 60 år (se figur), og det betyder alt andet lige, at en relativ stor gruppe vil forlade arbejdsmarkedet samtidig, og det er  måske den udvikling, lederne allerede nu ønsker at tage højde for ved at ansætte yngre medarbejdere.

– Nogle arbejdspladser har gang i et generationsskifte og er meget bevidste om det ved nyansættelser. Mange arbejdspladser har en overvægt i aldersgruppen +50 år, og det betyder i praksis, at de ældres kompetenceprofil er i overflod.

– Ofte vil arbejdsgiverne derfor foretrække yngre ansøgere, som også har kvalifikationerne i orden, men som bedre matcher brugergruppen i alder og medarbejdergruppen i bredden, siger Mette Carlsen.

Unge og nyuddannede i høj kurs

Kigger vi på statistikken (se figur) over længden af ledighed, så viser tallene, at de unge og nyuddannede går relativt kort tid ledig. Det tyder på, at arbejdsgiverne foretrækker unge og nyuddannede frem for ældre og erfarne.

Også selv om mange af de ældre ønsker at blive en del år på arbejdsmarkedet.

– En stor del af de ældre ledige siger, at de vil forblive længere tid på arbejdsmarkedet, hvis de kommer i job. Men hvis de fortsat skal gå ledige, foretrækker de at gå på efterløn, siger Mette Carlsen og gør opmærksom på, at tingene er selvforstærkende.

– Når der er en tendens til, at arbejdspladserne ansætter helt unge medarbejdere, bliver det meget tydeligt, at de ledige seniorer ikke er en eftertragtet arbejdskraft. Og det kan give store frustrationer hos den ældre ledige, som føler sig faglig kompetent og opfylder kravet om aktiv jobsøgning, men ikke bliver udvalgt til jobbet, siger hun.

Ung med de unge

Direktør for Socialt Lederforum, Ib Poulsen, mener, der især kan være to grunde til, at ledere ansætter yngre medarbejdere. Blandt de udviklingshæmmede på bostederne er der et generationsskifte på vej, og det kan smitte af på lederne, så de foretrækker at ansætte yngre socialpædagoger, der aldersmæssigt passer til gruppen.

Den anden og meget kedelige grund er, at yngre medarbejdere er billigere end ældre, fortæller Ib Poulsen

– Mange af de ældre socialpædagoger over 50 år har en forholdsvis lang erfaring og er derfor også forholdsvis dyrere lønmæssigt end yngre. Og det betyder i tider, hvor lønbudgettet er knapt, at man ansætter yngre og dermed billigere medarbejdere. Men jeg er sikker på, at man i mange situationer hellere ville ansætte ældre erfarne medarbejdere, hvis budgettet var til det.


Gråt guld - figur 1

Venstre: Der er stort set en direkte, statistisk sammenhæng mellem alderen og den tid, man går ledig. Jo ældre, jo længere tid

Højre: Der er en overrepræsentation af socialpædagoger mellem 45 og 60 år – og det kan gøre det sværere for ældre socialpædagoger at få nyt job. For hvis arbejdspladserne i forvejen har en overvægt af medarbejdere over 50 år, foretrækker de måske at nyansætte yngre

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse